Generelle

Parken slipper for fodboldtossen

Da Danmark og Sverige sidst mødtes i Parken spolerede han et dansk comeback og de danske håb for kvalifikation til EM-slutrunden. Denne gang er han nødt til at følge kampen på tv.

Det er nu lidt mere end to år siden nu, at han i en kæmpe brandert
løb på banen og fik stoppet kampen mellem aftenens kombattanter. Det kostede
dyrt. Selv fik fodboldtossen, som han herhjemme omtales som, syv dage i fængsel for at ødelægge kampen, da han løb på banen og
forsøgte at slå dommer Herbert Fandel. Dertil har DBU og Parken S&E stævnet
ham for op mod 20 millioner kroner. Danmark blev som bekendt taberdømt og måtte spille de efterfølgende
kvalifikationskampe i Århus.

Siden har ”Øl-danskeren”, som svenskerne kalder ham, lagt
livsstilen om. Han er stadig bosat i Sverige, men har tabt sig gevaldigt.

- Jeg er ingen supergymnast. Jeg vejede nok 110 kilo dengang,
og hvem som helst kunne have stoppet mig, udtaler han til den svenske avis Aftonbladet.

Lørdag går det så løs igen mellem de nordiske naboer i en
afgørende kamp om VM. Men fodboldtossen afviser, at danskerne denne gang skal
føle sig truet af hans uforudsigelige opførsel.

- Jeg ser kampen på tv. Der findes
jo nok kun en måde, jeg kan se Danmarks kampe i Parken på i mange, mange år, og
det er på tv.

Men efter at TV2 denne uge afslørede Parkens brug af
ukvalificeret personale til at stå for sikkerheden på tribunerne, er der
nu blusset en frygt op for, at noget lignende kan ske igen.