Generelle

Laudrup på tale hos Brøndbys overmænd

Michael Laudrup nævnes som en mulig ny træner i den portugisiske storklub Sporting Lissabon.

For knap syv måneder siden blev Brøndby slået ud af Europa League af Sporting Lissabon. Den portugisiske storklub vandt 3-0 på Brøndby Stadion, og kvalificerede sig dermed til gruppespillet i den næststørste europæiske turnering. Siden er meget sket hos de 22-dobbelte portugisiske mestre.

I slutningen af februar måned blev træner Paulo Sergio fyret og erstattet af José Couceiro, der udover nu at være midlertidig cheftræner, også passer sit job som direktør i klubben. Han passer tøjlerne indtil Sporting slutter sæsonen i midten af maj.

Herefter skal der ske nye ting. Og ikke bare på trænerposten. Den økonomisk trængte storklub skal have ny præsident, da dén position i øjeblikket er ledig. Valget til præsidentposten finder sted den 26. marts, og en af favoritterne hedder Godinho Lopes. Lopes, der i øjeblikket er nummer to i meningsmålingerne, har en plan. Han vil tiltrække en træner med nogle af de samme kvaliteter, som José Mourinho indeholder. Og gerne en træner med udenlandsk baggrund. Her kommer Michael Laudrup ind i billedet.

Ifølge tipsbladet.dk's pressekilder i Portugal er Michael Laudrup en varm kandidat til jobbet som Sportings kommende træner. Hvis Godinho Lopes vel at mærke vinder præsidentvalget om knap to uger. Lopes har således Laudrup på sin liste over emner til trænerjobbet. I øvrigt i selskab med andre store navne som Ajax Amsterdams Frank de Boer, Getafes Michel og ikke mindst den snart forhenværende Bayern München-træner Louis van Gaal.

Det må dog betragtes som værende tvivlsomt, om Michael Laudrup, hvis Godinho vinder og vælger ham, ønsker at skifte sit nuværende job i spanske Mallorca ud med en klub fra Portugal. Også selv om det er en storklub, der blandt andre har udviklet spillere som Luis Figo, Nani og ikke mindst Cristiano Ronaldo.