Generelle

Læs ikke dette, Raul

Statistikken er ikke med Schalke 04 inde returkampen på Old Trafford.

De fleste kan vist blive enige om, at Schalke 04 har et mindre bjerg at bestige i onsdagens returkamp i CL-semifinalen mod Manchester United. Statistikkerne taler i hvert fald ikke for et tysk avancement.

Bl.a. de mere kuriøse statistikker kan Schalke-angrebet eksempelvis håbe på, at Alex Ferguson gør alvor af sin trussel om at hvile Rio Ferdinand.

Ifølge manutd.com er der nemlig ikke blevet scoret mod United i hele 28 kampe (2.453 minutter), så længe United har haft både Rio Ferdinand og Nemanja Vidic på banen samtidig. Den statistik tager dog ikke hensyn til Aaron Ramseys Arsenal-scoring søndag på Emirates, så det må være siden nederlaget til Wenger og co. Sidste mand til at score mod Ferdinand/Vidic hereftervar såmænd Fernando Torres i marts måned for et år siden, skriver sitet. Dengang i Liverpool-trøjen.

Uniteds hjemmeside kan fra den kuriøse afdeling ligeledes oplyse, at aftenens værter har scoret to mål i de seneste fem opgør mod en modstander, hvis klubnavn starter med "s".

Fra den mere seriøse statistik-bank oplyser UEFA, at det i hele Champions League-historien kun er lykkes to gange for et hold at vende et indledende hjemmebanenederlag til videre avancement. Tilmed forholder det sig sådan, at United i 14 forsøg aldrig har formøblet en sejr i første kamp til et Champions League-exit i returkampen. Det gør ikke tingene bedre, at Schalke såmænd aldrig har vundet i England i europæisk sammenhæng.

Omvendt kan Schalke glæde sig over, at Raul førhen har scoret fire gange i tre kampe mod United i Champions League. Ved de lejligheder som Real Madrid-spiller. United kan til gengæld glæde sig over, at Dimitar Berbatov som Leverkusen-spiller i årene fra 2000-2006 har nettet seks Bundesliga-mål mod netop Schalke. 
Og sådan kunne man vist blive ved.