Landshold

Vejle-træner straffer sine spillere

Vejle tabte et stort skridt i kampen om at vende tilbage til SAS Ligaen med 0-2 til Kolding, og træner Mats Gren rasede efter kampen.

Vejle-spillerne skuffede fælt søndag, da bundholdet Kolding kunne rejse fra Nørreskoven med tre point efter 2-0 over det ambitiøse hold, der i forrige uge sendte Brøndby ud af pokalturneringen.

Vejles træner Mats Gren rasede mod sine spilleres indstilling.
-Allerede efter opvarmningen sagde Nicolai og Jesper (Wael og Søgaard - assistenttrænere), at indstillingen ikke var der. Efter to acceptable kampe tror spillerne det hele kommer af sig selv, siger Mats Gren til Vejle Amts Folkeblad.

Vejle kan med nederlaget se Horsens og Lyngby ligge syv point foran på de to eftertragtede oprykningspladser og må tage til takke med en syvendeplads i tabellen.

Den manglende indstilling på banen kommer spillerne til at mærke mandag, som ellers er den normale fridag

-Nu træner vi i stedet. Der var rigtig mange spillere, der ikke præsterede i dag. Vi rører os ikke nok og tager ikke de løb vi skal. Når vi kom til indlæg var der ikke bevægelse inde foran, siger Mats Gren.

Vejle møder i kommende runde FC Vestsjælland på udebane.