Landshold

Jimmy Nielsen vil være træner hurtigst muligt

Jimmy Nielsen har fået blod på tanden efter at have deltaget i et DBU-trænerkursus, og han vil gerne i gang med at træne så hurtigt som muligt

I formiddags afsluttede Vejle-målmanden Jimmy Nielsen og 27 andre DBU's T-trænerkursus, der specielt er henvendt til tidligere eller nuværende spillere. Kurset startede sidste tirsdag i Vejle og har været under ledelse af Næstved-træner Kim Poulsen og OB's talentchef Uffe Pedersen.

- Det har været en fantastisk uge. Vi har været 28 med, der har haft det godt med hinanden. Vi har været gode til at udfordre hinanden, og vi har haft nogle dygtige instruktører, siger Jimmy Nielsen til tipsbladet.dk.

Jimmy Nielsen har tidligere fortalt, at han går rundt med en træner i maven, og den er ikke blevet væk efter en uges kursus.

- Det har givet mere blod på tanden. Det har været meget inspirerende, og jeg er sikker på, jeg skal videre i det system. Gerne så hurtigt som muligt, siger Jimmy Nielsen.

Faktisk målmanden ikke tænkt sig at vente til aktive karriere er færdig, før han går trænervejen.

- Vi havde Vejles U/15-hold som medie, og selv på de få dage, nåede man at få et forhold til spillerne. Det var nogle gode drenge. Jeg vil undersøge muligheden for at få lov at hjælpe til der. Der er gemt en lille træner i mig, siger Jimmy Nielsen.

Læs også: Nielsen overvejer tidligere stop: