Champions League

Ronaldo sviner Barcelona

Cristiano Ronaldo mener, at FC Barcelona bliver beskyttet og langer hårdt ud efter dommerne.

Real Madrids samlede nederlag til FC Barcelona i Champions League kommer sig meget af, at Barcelona-holdet får hjælp af dommerne. Det mener i hvert fald Madrids Cristiano Ronaldo.

Real Madrid fik undervejs annulleret et mål, der kunne have bragt madrilenerne på 1-0 og dermed et skridt i retning af at indhente Barcelonas 2-0-føring fra den første semifinale.

- Det var Mission Impossible 4. Vi vidste, hvad der ville ske. Vi var vant til det efter den første semifinalekamp. Higuains mål var fint, lyder det fra Ronaldo .

Grunden til at målet ikke blev godkendt var, at dommeren dømte frispark mod Cristiano Ronaldo.

- Men igen må vi bare leve med det. Pique skubbede mig, og jeg faldt og landede på Mascherano.

- Der var intet i vejen med det mål, som kunne have ændret kampens forløb. Men dommeren gad ikke se det på den måde.

- Dem, som kender til fodbold, ved, at Barcelona er virkelig godt beskyttet. Vi må bare leve med disse uretfærdigheder, mener Ronaldo.

- Vi vidste, at hvis vi scorede et mål, så ville de gøre alt muligt for at forhindre os i at gå videre. Det er ikke godt for fodbolden. Hvis tingene ikke bliver forbedret, så bør vi bare blive bare hjemme og lade Barcelona spille alene. Næste år kan de bare give pokalen til Barcelona med det samme.

Real Madrid er ude af Champions League, mens FC Barcelona er i finalen, hvor modstanderen bliver fundet i aften, når Manchester United og Schalke 04 mødes i Manchester.