Bundesliga

Gladbach låser Svärd med høje krav

Sebastian Svärd er havnet i en umulig situation i Mönchengladbach, hvor han træner med klubbens ungdomshold. Men selvom klubben ikke vil bruge ham, så lader de ham ikke bare lige gå, fortæller hans agent Karsten Aabrink.

Sebastian Svärd er næsten blevet glemt som udlandsdansker i den danske Bundesliga, men Svärd er altså stadig på kontrakt i Mönchengladbach, selvom træner Michael Frontzeck har smidt ham på ungdomsholdet og slet ikke vil bruge ham.

Senest gjorde danskeren et godt indtryk til en prøvetræning i Roda, men her blev det ikke til en aftale, fordi Gladbach krævede for stor en sum for danskeren.

- Sebastian gjorde det godt under en prøvetræning i Roda, og hvis ikke det handlede om penge, så havde de skrevet med ham, men Gladbach og Roda kunne ikke få økonomien til at gå op, selvom Gladbach slet ikke vil bruge ham, siger hans agent Karsten Aabrink til tipsbladet.dk.

Selvom Sebastian Svärd er lidt glemt i Danmark, så spillede han faktisk seks Bundesligakampe for Gladbach i sidste efterår, og 13 kampe i foråret, da han var lejet ud til Hansa Rostock.

- Han fik kæmpe ros for sit ophold i Rostock, og han var med til at holde dem i 2. bundesliga. De havde også signet ham, hvis ikke Gladbach havde været urimelige. Han er selvfølgelig ikke glad lige nu, men der har været en del interesse for ham. Vi har bare ikke kunnet få de økonomiske ender til at nå sammen, siger Aabrink.

Sebastian Svärds kontrakt udløber til sommer, men han og Aabrink har ikke opgivet at komme væk fra Gladbach i det her transfervindue.

- Vores mål er, at vores spillere skal spille hver lørdag. Så vi arbejder alt, hvad vi kan. Landet er ikke afgørende for ham. Det afgørende er at træffe det rigtige karrierevalg, siger Aabrink.