Landshold

Skulle DBU have hyret en ny landstræner?

Burde DBU ikke have valgt en ny landstræner efter ti år med Morten Olsen, der så sent som sidste år undersøgte mulighed for at blive deltids-landstræner ved siden af et job i Ajax Amsterdam?

Morten Olsen er den mest kvalificerede danske kandidat til landstræner-jobbet. Men er han også den rette til det store generationsskifte, der vil komme, når Martin Jørgensen, Dennis Rommedahl, Jon Dahl Tomasson og måske Thomas Sørensen snart siger farvel til landsholdet?

Ingen tvivl om, at Olsen vil gøre et yderst professionelt og kvalificeret stykke arbejde før og efter VM-slutrunden. Som min kyndige kollega Niels Jørgen Larsen argumenterer for i denne blog, er han muligvis det helt rette valg.

Jeg tror, at Danmarks landshold nok skal klare sig rimeligt, selvom det muligvis kommer til at kræve endnu en kvalifikationsturnering med held og svingende spil hos konkurrenterne for at tage Danmark til EM i Polen og Ukraine. Men kunne det ikke tænkes, at det efter 10 år var tid til en anden, dygtig træner, der sandsynligvis alligevel skal tage over i 2012?

Med en ny landstræner – Michael Laudrup, Lars Olsen eller Frank Arnesen havde været udmærkede bud med det rette team omkring sig – efter VM kunne vedkommende selv have indflydelse på, hvilke spillere der skal tage over fra Rommdahl, Tomasson og Jørgensen, og ikke mindst begynde jagten på den defensive midtbanespiller, Danmark får desperat brug for, når Christian Poulsen siger stop.

Olsen har ikke fået undermineret tilliden fra landsholdstruppen efter flirten med Ajax sidste år – en flirt der er fuld forståelig efter ti år som landstræner – og Olsen har efter den flotte kvalifikation til VM også fortjent tilliden og den ros, han har fået. Men hvad sker der, hvis endnu en storklub banker på? Olsen har ikke fået nogen klausul, der kan slippe eller købe ham fri, men det man kan da næsten ikke bebrejde Olsen, hvis det igen vil virke tillokkende.

Herfra skal lyde et held og lykke til Olsen og landsholdet, der, som Per Frimann så udmærket sagde det på tipsbladet.dk tidligere i dag, står overfor store udfordringer i en fodboldverden, hvor man i udlandet på mange områder har bedre muligheder i form af større rekrutteringsgrundlag og mere kynisme i talentudviklingen. Må lykken fortsat stå landsholdet bi i Sydafrika og tiden fremover.