Generelle

Liverpool bør fyre Rafael Benitez

Resultaterne har længe været dårlige, men gnisten og spillelysten er nu også væk hos Liverpools spillere, og manageren må ud.

Resultaterne har længe været dårlige, men gnisten og spillelysten er nu også væk hos Liverpools spillere, og manageren må ud.

Jeg vil gerne starte med at slå to ting fast.

Jeg er per definition imod trænerfyringer - med mindre alt virker håbløst, og jeg er en stor tilhænger af spanske Rafael Benitez.

Alligevel må Liverpool-direktør Christian Purslow tage konsekvensen og afskedige den ellers Merseyside-populære spanske manager efter onsdagens fadæse.

Reelt fokuserer jeg ikke kun på resultaterne, da Liverpool har haft en skadesfyldt sæson, og Benitez havde ikke mange penge at investere i sommerens transfervindue.

I den kontekst er sæsonens skuffende resultater til dels undskyldt af andre omstændigheder, men i F.A. cup kampene mod Reading samt hjemmekampen i Premier League mod Wolverhampton så jeg tendenser til, at spillerne ikke længere har gnisten.

Kulturbærerne i form af Steven Gerrard og Jamie Carragher samt Benitez' egne folk som Dirk Kuyt og Fernando Torres har opgivende attituder, er uden spillelyst og fuldstændig blottet for selvtillid.

Liverpool-ånden er simpelthen væk.

Og det er en farlig udvikling, som Liverpool-ledelsen bør få stoppet i tide, inden krisen bliver selvforstærkende og langvarig.

Jeg tror ganske enkelt ikke på, at spillerne tror på Rafael Benitez' ideer længere. Som tidligere spiller kan man tydeligt huske tonen og snakken i omklædningsrummet, når træneren ikke var der, og mit bud er, at spillerne ikke bakker op om manageren.

Worst case scenario er, hvis Liverpool ikke kvalificerer sig til Champions League i næste sæson, så risikerer klubben at måtte sige farvel til Fernando Torres, der har efterlyst flere klassespillere på Anfield samt måske 'Captain Fantastic', Steven Gerrard, som er desperat efter et engelsk mesterskab og netop er fyldt 30 år.

Derfor skal Purslow og Co. stoppe 'Rafalutionen 2.0', selvom Liverpool samtidig må sige farvel til et taktisk geni, en dedikeret person og en manager, der med et middelmådigt hold i 2005 satte Liverpool FC tilbage på det europæiske fodboldkort.