Generelle

Winstons valg "Mit livs sværeste beslutning"

FC Midtjyllands Winston Reid har spillet 19 U-landskampe for Danmark, men i eftermiddag får han efter alt at dømme VM-debut for New Zealand mod Slovakiet. Winston Reid fortæller her historien om den sværeste beslutning i sit snart 22 år lange liv.

Det har ikke været en af de eftermiddage, hvor man som midtstopper glæder sig til at se Onside om aftenen.

Og slet ikke, når modstanderen har været FC København, der på ens hjemmebane i den sydlige udkant af Herning har scoret fire gange. Det er i kampene mod de danske mestre, at talentspejdere fra udlandet har det med at dukke op for at se, hvordan man klarer sig mod Superligaens ypperste angribere, og det er helt sikkert ikke i dag, at Winston Reid sælger sig selv til hverken udlandet eller noget A-landshold. Mathias "Zanka" Jørgensen scorer upresset med hovedet i det lille felt efter hjørnespark i 7. minut. Ved 0-2 målet i det 20. minut spiller FCK bolden rundt om Winston Reid, der presser op, mens de andre bakker.Og ved 1-3 og 1-4 er Winston Reid langt fra at fange dybdeløbene fra Martin Vingaard og William Kvist."Der er ikke andet at gøre end at sige tillykke til FCK for en supergod præstation. Deres to angribere var fantastiske, og de udstillede os ind imellem. Vi tabte kampen i de første 20 minutter," siger den nye cheftræner Allan Kuhn til FC Midtjyllands hjemmeside efter sin debut på MCH Arena.

En stor beslutning

Selve kampen mod FC København 22. august 2009 er ikke mindeværdig for Winston Reid, der ligesom holdkammeraterne har spillet sig ned i et hul, som midtjyderne først endeligt slipper ud af syv-otte måneder senere.

Men nedturen og tvivlen om egen fremtid sætter gang i tankerne hos Winston Reid, der i dagene efter snitteren på MCH Arena på Internettet kan læse, at FCM kigger efter nye midtstoppere. Winston Reid er på dette tidspunkt med i U/21-landstræner Keld Bordinggaards planer for EM-slutrunden i Danmark i 2011, hvor MCH Arena er en af de fire slutrunde-stadioner, men i baghovedet er fødelandet New Zealand og dets landshold All Whites begyndt at dukke igen."Jeg begynder at tænke over det efter den kamp mod FCK. To dage senere kommer jeg tilbage fra træning og tænker de her tanker. Det er ikke sådan, at jeg derefter tænker på det hele tiden, men jeg tænker nogle gange over, hvad jeg skal vælge," siger Winston Reid.Valget er sådan set ret simpelt. Skal Winston Reid fortsætte med at spille for Danmarks U/21-landshold og på sigt komme ind omkring A-landsholdet, formentlig efter et skifte til en større europæisk liga, eller skal han forsøge at komme med omkring New Zealands landshold, som han takket være sit dobbelte statsborgerskab også har mulighed for at spille for, efter at FIFA har åbnet op for skifte, selv om man har spillet U/21-landsholdsfodbold?Men under overfladen er valget mere komplekst. For det handler også om familierødder og etnicitet, om muligheden for at sælge sig selv til udlandet, lange flyrejser, vennerne i Danmark og hvem man inderst inde føler, man er.

Teenagedreng i et fremmed land

Winston Reid er født og opvokset i Auckland, New Zealands største by. Winston bor med sin mor Prue, og allerede som fire-årig vil den lille dreng til at spille fodbold i den lokale klub Takapuna AFC, der ligger i den nordlige del af byen.

"Vi har en regel om, at vi ikke tager nogen fire-årige med, men hans mor, Prue, bad mig om at give ham en chance, fordi han meget gerne ville spille. Da jeg havde fået ham til at sparke bolden hen til mig et par gange var det tydeligt, at hans vilje og evner var mindst lige så gode som hos nogen af de fem-årige, der var på mit hold," fortæller Reids ungdomstræner Joe Boyle i et interview med New Zealand Herald."Winston trænede meget hårdt og øvede sin teknik hele tiden, så han blev hurtigt den bedste spiller på mit hold. Da han var otte, spillede vi på 11-mandsbaner, så jeg fik ham til at tage målsparkene, fordi han allerede dengang kunne sparke den over midterlinjen og dermed sende os i angreb. Det var heller ikke usædvanligt for ham at score mål et godt stykke uden for straffesparksfeltet," fortæller Joe Boyle."I alle hans år hos os gik han kun glip af en kamp, hvor han var på hospitalet med et astmaanfald," siger Boye.Winston lever et normalt, ubekymret drengeliv, hvor sport er i centrum for hans fritid. Han surfer med sine venner, og ud over fodbold er der også tid til baseball, tennis, basketball og svømning, men nationalsporten rugby er lukket land for Winston, da hans mor er bange for, at han kommer til skade i den hårde kontaktsport.Da Winston er ti år, ændres hans liv dramatisk. Hans mor er blevet gift med en dansk mand, og den lille familie flytter om på den anden side af kloden til Sønderborg.Den lille newzealandske dreng, der endnu ikke har vist tegn på, at han vil udvikle sig til en bomstærk, høj mand, fortsætter med sin favoritsport fodbold i SUB Sønderborg. Det er han til gengæld fire-fem år senere, hvor AGF gerne vil have ham til Århus for at spille på århusianernes talenthold. FC Midtjylland får overtrumfet AGF, og dermed bliver Winston Reid del af den første generation af akademispillere i FC Midtjylland. Men det er i første omgang ikke en sprudlende, selvtillidsfyldt ung teenager, folk får at se i Sønderborg og Ikast."Han flyttede hjemmefra, da han var 15 og et halvt år. I mange år var det bare ham og mig, og vi var meget tæt. Så blev jeg gift med min nuværende mand og flyttede til Danmark, så både det og det at bo i Danmark var nyt for ham. Det er meget at bære på sine skuldre, når man er en dreng på 10-11 år," fortæller Winston Reids mor Prue.På fodboldbanen imponerer Winston Reid hurtigt ungdomstrænerne i FC Midtjylland, der allerede i 2005 sammen med cheftræner Erik Rasmussen beslutter sig for, at Reid skal rykkes op på førsteholdet. Men trænerne mærker også, at Reid ikke altid tager det professionelle liv alvorligt uden for banen. Den nu fysisk stærke forsvarsspiller arbejder hårdt til træning og bliver bedre, men i forhold til kost, søvn og den generelle indstilling til livet og den obligatoriske skolegang mener trænerne, ført an af daværende ITU-træner Glen Riddersholm, at Reid kan og skal levere langt mere."Det der med at være lad og lidt smådoven er noget, som jeg og Winston har kæmpet meget om. Som Johnny Madsen siger det i en af sine sange, så har Winston [tankestreg] især tidligere [tankestreg] ikke set nogen grund til at hoppe over gærdet andre steder end der, hvor det er lavest," siger Glen Riddersholm til tipsbladet.dk tilbage i september 2008."Jeg husker engang, hvor jeg og Winston skulle til en samtale ved skolelederen Ole List på HG i Ikast. Jeg havde sagt til Winston, at det var vigtigt, at han gav et godt indtryk, så han kunne komme ind på uddannelsen. Inde på kontoret sidder Winston så og synker ned i stolen, mens han svarer med korte sætninger, ruller med øjnene og ser uinteresseret ud. Kontordamen henter Ole, der går ud af kontoret for at ordne en opgave. Så giver jeg Winston en lammer og siger, at han skal tage sig sammen. Ole kommer tilbage, og bagefter bemærker han, at Winston er livet meget mere op. Det var typisk Winston," fortæller Riddersholm.Også Winstons holdkammerat og nuværende anfører Mikkel Thygesen, der er fire år ældre, arbejder med indstillingen hos sin talentfulde kammerat."Jeg har spillet med ham, siden han var 17 år. Dengang tog trænerne fat i mig og Simon Poulsen, fordi vi var meget sammen med Winston. De sagde, at vi skulle hjælpe ham med at blive mere fokuseret. Han skulle lade være med at være så aggressiv og sur til træning, hvis tingene ikke gik hans vej. Det er noget, vi har talt rigtig meget med Winston om, det at være klar mentalt," fortæller Mikkel Thygesen.

New Zealands første flirt

I foråret 2006 sker der meget i Winston Reids liv.

Forsvarsspilleren har skrevet fuldtidskontrakt med FC Midtjylland i november 2005 og arbejder for at komme ind i varmen på førsteholdet og Erik Rasmussen skruer grundigt op for forventningerne ved at udtale, at den unge FCM-stopper kan blive større end Daniel Agger. I en ikke ret fjern fremtid kan Reid efter at have boet i Danmark i syv år få dansk pas og dermed stille op for DBU's U/19-landshold, og Everton, der i England er kendt for en god ungdomsafdeling, er ude efter den unge FCM-spiller.Oven i det kommer der ud af ingenting et tilbud fra New Zealand, da fodboldforbundets direktør kører til Danmark efter en venskabskamp i Tyskland, hvor New Zealand agerer træningsmodstander for forskellige landshold op til VM i Tyskland. Han vil høre, om det er noget for Reid at spille for New Zealand."Graham Seatter fra det newzealandske fodboldforbund kom op og besøgte os. På det tidspunkt havde Winston alt muligt andet i sit liv. Jeg tror, at han havde et kortsigtet mål om at spille i FC Midtjylland og et langsigtet mål om at spille for New Zealands eller Danmarks A-landshold. Hans beslutning passede til hans situation dengang, ligesom hans beslutning passer på hans situation i dag," fortæller Prue Reid.Winston Reid er beæret over tilbuddet, men han føler ikke, at de lange rejser til New Zealand er det rigtige valg i forhold til at spille for Danmarks U-landshold."Han kom og hilste på mig og min familie. De var i Europa for at spille nogle træningskampe før VM. De spillede i Tyskland og skulle spille mod Brasilien og to andre lande. Efter det kørte han herop for at høre, om jeg havde lyst til at stille op for New Zealand. Dengang sagde jeg nej, fordi jeg havde det fint i Danmark. Jeg havde ikke lyst til alt det rejseri. Jeg spillede med det danske U-landshold dengang, og det passede mig fint," siger Winston Reid."Jeg var for ung til at træffe en så stor beslutning. Det nemmeste for mig var at spille for Danmark, og det havde jeg det også bedst med dengang. Jeg tror, det er meget naturligt, at man som 17-årig har man svært ved at træffe den beslutning," fortsætter Reid."Jeg fortæller dem, at med mindre de hører noget fra mig, så vil jeg blive her," siger Winston Reid og tilføjer."Derefter hører jeg ikke fra dem mere."En kold onsdag-aften i begyndelsen af marts 2010 spiller Danmarks U/21-landshold testkamp mod Østrig, der har den unge Inter-angriber Marco Arnautovic med fra start. Winston Reid spiller i midtforsvaret med Mathias "Zanka" Jørgensen og kan ikke gøre noget, da Arnautovic brager et frispark op i hjørnet bag Readings Mikkel Andersen. FCM-spilleren leverer en rimelig indsats og er i landstræner Keld Bordinggaards hoved en vigtig brik på det hold, der næste sommer skal spille U/21-EM på hjemmebane. Men Reid har på dette tidspunkt andre planer.

Ældre Reid tager New Zealand alligevel

"Jeg havde besluttet mig for at give 100 procent og slet ikke tænke over det med New Zealand. Ellers kunne jeg ikke stille op."

Det er en prekær oplevelse for Winston Reid at spille U/21-landskampen i Østrig. For her små fire år efter det første nej til New Zealand har kiwierne meldt sig igen, og denne gang overvejer Reid alvorligt at skifte landshold.Siden 2006 er der sket meget for Reid. Han får regelmæssigt spilletid på førsteholdet i FC Midtjylland og på de danske U-landshold, og uden for banen er han modnet en hel del, selv om trænerne af og til stadig er efter hans livsstil."Vi støtter Winston i det, han gerne vil have. Vi har hjulpet ham med dokumenterne, da han skulle skifte til New Zealand, for nogle gange har han travlt med sin dagligdag som fodboldspiller. Men han har taget mere ansvar. Han har taget ansvar for at ordne ting omkring sin lejlighed, banken og lignende. Fra han var 18-19 år og til nu, er han vokset til en ung, ansvarlig mand," fortæller Prue Reid.FCM's trænerduo Erik Rasmussen og Thomas Thomasberg lægger i foråret 2008 op til, at Reid skal have sit helt store gennembrud, men en skade i pokalkampen mod Vejle få dage før forårspremieren i ligaen betyder, at den et år yngre akademi-spiller Simon Kjær i stedet får chancen på førsteholdet, selv om han allerede midt i februar 2008 er blevet solgt til Palermo for 30 millioner kroner.I stedet er Winston Reid fast mand i forsvaret fra sommeren 2008. Reids spil er det næste halvandet år svingende, men fantastiske præstationer mod Manchester City i UEFA Cuppen i sensommeren 2008 og andre stærke indsatser holder Reids navn varmt på indkøbssedlerne i Serie A og Premier League.New Zealand er med til Confederations Cup i sommeren 2009 uden at give lyd fra sig, hvilket ikke er så overraskende, nu da Reid har sagt, at han kontakter fodboldforbundet dernede, hvis han skulle skifte mening. Men bankene fra FCK i august 2009, et større personligt overskud hos den 21-årige fodboldspiller og omgivelsernes spørgsmål får i slutningen af 2009 for alvor gang i tankerne hos Winston Reid."Jeg ser deres sidste kvalifikationskamp, hvor de vinder over Bahrain hjemme. Jeg ser dem pudsigt nok samtidig med, at jeg er med U/21-landsholdet," fortæller Winston Reid.Winston Reid er på dette tidspunkt blevet rådet til at skifte til New Zealand af holdkammeraten Mikkel Thygesen."Vi har snakket om det gennem en længere periode. Jeg rådede ham faktisk til at skifte for lidt over et år siden. Han var i tvivl om, hvad han skulle. Jeg rådede ham til at skifte til New Zealand, fordi de sportslige muligheder er størst der. Her i Danmark konkurrerer han med Daniel Agger og Simon Kjær i midtforsvaret. Det er to rigtig store spillere. Så er det nemmere at komme på holdet i New Zealand," siger Mikkel Thygesen.I vinterferien i december 2009 tænker Reid stadig over sin landsholdsfremtid, men det bliver TV3 News på New Zealand, der udløser skiftet.New Zealands fodboldforbund og landstræner Ricky Herbert har i månederne omkring triumfen mod Bahrain ledt efter new zealændere i Europa, primært i Storbritannien, der kan stille op for Oceaniens eneste VM-hold, og Herbert har fået fangst i form af Tommy Smith fra Ipswich, der efter at have spillet for Englands U/17- og U/18-landshold skifter til New Zealand. Journalist på TV3 News Andrew Gourdie skriver i vinter til Winston Reid på Facebook for at høre, om det ville være interessant at spille for New Zealand, og da Reid udviser interesse, får TV3 News landstræner Ricky Herbert til at ringe til Reid."De kontakter mig og siger, at de gerne vil ringe og spørge, hvordan jeg har det med New Zealand. Om jeg engang kunne tænke mig at vende tilbage. Jeg siger til dem, at jeg spiller for Danmark nu, og at jeg ikke har de tanker. Men New Zealand vil altid være mit land," siger Winston Reid."Jeg havde selvfølgelig tænkt på det, og det kunne tiltale mig, men det kunne jeg jo ikke stå og sige. Jeg kunne ikke sige til en tv-kanal, at jeg kunne tænke mig at spille for New Zealand, når jeg spiller for Danmark. Det ville være fuldstændig åndssvagt. Og dobbeltmoralsk. Derfor sagde jeg til dem, at der ville ske det, der ville ske. Hvis de kontaktede mig, kontaktede de mig, og hvis de ikke gjorde, var det sådan," fortæller Winston Reid."Landstræneren ringede til mig efter ni dage. Han spørger, hvordan jeg har det. Han lægger overhovedet ikke pres på mig. Jeg sagde til ham, at jeg i hvert fald skulle bruge halvanden uge for at tænke på fordele og ulemper ved det hele, så ville jeg ringe tilbage til ham. Jeg tænkte over det. Talte med venner og familie og nogle heroppe fra. Blandt andre Glen [Riddersholm]. Så traf jeg beslutningen," fortæller Winston Reid.

Familie, rødder og det gode udstillingsvindue

For Winston Reid er beslutningen først og fremmest et tilvalg af New Zealand.

"Jeg spiller fast for U/21, og det har slet ikke noget at gøre med dem. Jeg er rigtig glad for træneren og de holdkammerater, jeg har der. Men...det er svært at tænke ud i fremtiden. Men jeg begyndte at tænke på, hvordan jeg bedst kan give mine kvaliteter videre. Altså. Hvem jeg kunne hjælpe bedst, hvem jeg vil være mest stolt af at repræsentere. Ikke, at jeg ikke kan lide begge lande, overhovedet. Men hvordan jeg bedst kunne se mig selv fremover, i New Zealand eller i Danmark. Jeg tænkte over, at jeg altid siger "hjem", når jeg skal til New Zealand. Så er det jo ens hjem," siger Winston Reid."Som jeg har tænkt over det, føler jeg, at jeg mere kommer dernede fra end herfra. Ikke sådan, at jeg ikke føler mig meget dansk, for det gør jeg. Jeg tænker på samme måde som danskere. Men jeg føler mere, jeg kommer dernedefra. Men ikke på nogen dårlig måde for Danmark. Jeg er super-lykkelig for, at jeg kom hertil, det er et utrolig dejligt land. Jeg følte bare, at jeg mere kommer derfra. Næsten hele min familie kommer derfra," fortsætter Reid.Før Reid endeligt beslutter sig, ringer han til sin mor i Sønderborg og fortæller om sine tanker."Da han skulle beslutte sig, ringede han og sagde, at han seriøst overvejede at spille for New Zealand. Han havde talt med folk i klubben, med sin agent, med sin far og andre, og så talte han med os. Vi spurgte til, om det var det bedste valg i forhold til at blive eksponeret til klubber i Europa. Han følte, at det var den rigtige beslutning, og det ved han mere om, fordi han kender systemet bedre. Og så sagde han noget, der virkelig glædede os. Han sagde, at når hans karriere er slut, vil han gerne hjælpe med at udvikle fodbold på New Zealand. Ikke at det skal være ligesom det, han har oplevet i Danmark, men han vil gerne være med til at hjælpe unge mennesker og løfte spillet på New Zealand. Jeg tror, han fik det formuleret sådan, at han gerne vil hjælpe maori-børn. Det var virkelig interessant at høre," siger Prue Reid.Winston Reid og FC Midtjylland er ved tabe på hjemmebane til Brøndby. To og en halv uge forinden har midtjyderne ellers fået hævn over FCK med en 3-2 sejr på mål af Jonas Borring i overtiden, en kamp hvor Winston Reid må udgå efter at have forstrukket ledbåndet i den ene skulder. Men denne aften 5. maj 2010 er spillet og dommeren ikke med FC Midtjylland. Reid har allerede fået gult kort for protester og er så rasende på dommer Emil Laursen ved pausefløjtet, at FCM's assistenttræner Glen Riddersholm i rask tempo går hen over banen, lægger armen om den unge forsvarsspiller og trækker ham venligt men bestemt ned mod spillertunnellen. Reid har indtil denne kamp haft et fantastisk forår, men i 2. halvleg er midtstopperen med en hovedløs tilbagelægning og flere satsede aktioner ved at koste flere mål for FCM, der nøjes med at tabe 2-4.

Beslutning og kritik har modnet

"Jeg ved, at Winston følelsesmæssigt er en af dem, der kan blive lidt overgearet. Derfor har han en tendens til at komme hen og give sin mening til kende. Det er del af hans karakter at være meget emotionel. Når man i forvejen har et gult kort, kan man komme til at sige noget, man fortryder, og få et gult kort til. Der er min opgave at sørge for, at spillerne holder fokus på det sportslige og ikke dommeren," fortæller Glen Riddersholm efter kampen.

FC Midtjyllands assistenttræner Glen Riddersholm har bortset fra en "pause" som U/17-landstræner trænet Winston Reid, siden han kom til klubben tilbage i 2004 og med Prue Reids ord er Riddersholm det tætteste, Winston Reid kommer på en mentor.For Riddersholm er kampen mod Brøndby bevis på, at Reid stadig har meget at lære. Men beslutningen om at spille for New Zealand har på det tidspunkt i begyndelsen af maj allerede haft meget stor betydning for Reid som person og fodboldspiller, mener FCM-træneren."Det er noget emotionelt, der sker inde i dig, når du står med store valg i livet. Så gør man sig rigtig mange tanker. I den proces, Winston har været i, har han brugt mange mennesker, herunder mig, til at få syn på sagen om hvilket valg, han skulle træffe. Det er det vigtigste og sværeste valg, han har haft. Det viser den rummelighed, han har som menneske, selv om man tror, han er en dejlig blød bamse, der ikke har så meget at byde på. Det har han. Man skal ikke dømme ham på første indtryk," siger Riddersholm."Han er en meget genert person. Mange tror, at han er arrogant. De misfortår ham, for han er en meget sensitiv ung mand," siger Riddersholm, der registrerer en ny ro og selvtillid hos sin "lærling"."Den beslutning, han har truffet, har sat rigtig mange ting på plads for ham. Han har måske fundet en indre ro, han ikke tidligere har haft. Det er en del af den proces, han som menneske skal igennem, at han skal blive lidt mere voksen. Den beslutning har været undervejs rigtig længe og har betydet meget for ham. Den proces er måske med til at sætte nogle andre ting på plads for ham. Det kan for eksempel være noget med søvn og rigtig kost, selv om det kun er en procentdel af helheden. Når man som ungt menneske ret hurtigt får spilletid og bliver en central figur, betyder det ikke, at man er færdigudviklet og ikke kan forbedre sig," siger Glen Riddersholm.Winston Reid understreger, at det ikke er VM-slutrunden, der har fået ham til at træffe beslutningen om at stille op for New Zealand. Den forklaring køber Glen Riddersholm, men FCM-træneren tror, at udsigten til slutrunden bagefter har medvirket til, at Reid har spillet bedre og ageret mere professionelt."Jeg er helt sikker på efter mine mange samtaler med Winston, at VM ikke overhovedet har spillet ind på hans valg. Det har så måske ansporet ham bagefter. Hvis han nu ikke blev udtaget, ville mange pege fingre af ham og sige, at han traf et kortsigtet valg for at spille VM. Men det er ikke det, der ligger til grund for hans valg. Det er familie-relationer, hvad han skal lave efter karrieren og dybe rødder til familien på New Zealand. Så indser han måske, at han virkelig kan tabe på det, så nu skal han tage det alvorligt og ramme sit niveau, så han spiller de tre kampe og kan i hvert fald retfærdiggøre sit valg. Ellers står han og skal forklare de kritiske journalister bagefter, hvad der nu var galt med Danmark, og hvorfor han ikke ville vente på det," siger Glen Riddersholm.Tvivlen omkring motiverne til at skifte land har Winston Reid også mødt."Det har været lidt blandet. Nogle har været sådan, "hvorfor træffer han den beslutning", mens alle her [i klubben]har været glade for min beslutning. De er bare glade på mine vegne, uanset hvilken beslutning jeg havde truffet. Nu er de glade for, at jeg skal prøve noget nyt, og at jeg har det godt med min beslutning. Når folk er på den måde, ved jeg, at det er mennesker, der sætter pris på mig og holder af mig. Det er dem, der betyder mest. Så kan alle andre røvhuller rent ud sagt sige, hvad de vil. Hvis jeg var usikker i min beslutning, ville jeg begynde at tvivle. Men jeg er glad for min beslutning. Jeg kan sagtens stå ved det. Længere er den ikke," siger Winston Reid.

Stolt mor og kammerat

Efter en besværlig rejse til New Zealand, der på grund af forsinkede fly tog 48 timer, har Winston Reid haft en strålende tid med sit nye landshold.

Debuten mod Australien i Melbourne 25. maj kom lidt pludseligt, da holdkammeraten Leo Burtos blev savet i stykker af Vince Grella og Tim Cahill, og Reid måtte på banen efter 35 minutter uden at have varmet op.Siden har Reid gjort det flot, blandt andet i den overraskende 1-0 sejr over Serbiens VM-outsidere, og Reid er faldet fint i hak med værelseskammerat Rory Fallon og ser frem til VM. Moderen og Winstons stedfar er også på plads til de tre VM-kampe i Sydafrika, og Prue Reid er meget glad for sønnens valg."Jeg er så stolt af Winston. Han har arbejdet hårdt og nået så meget som professionel fodboldspiller. Jeg ved, at han var meget stolt over at stå foran 55.000 tilskuere i All Whites-trøjen med hans holdkammerater og trænere og synge New Zealands national-melodi. Jeg ved, at han er stolt og beæret over at spille for New Zealand," siger Prue Reid men henvisning til Reids debut mod ærkerivalerne Australien.Også U/21-landstræner Keld Bordinggaard, der i Reid mistede en vigtig spiller på sit hold, sender Reid afsted til VM med velvilje."Jeg tror, det har været svært for ham at tage telefonen og ringe mig op for at sige det. Vi har været rigtig glade for at have ham med, og vi kan mærke, at det har været gengældt. Winston er en god dreng, der helst ikke vil såre nogen, og det har givetvis både været svært og lærerigt for ham. I sådan nogle beslutninger lærer man noget om livet, og Winston fik meldt det ud til os på den helt rigtige måde. Han klarede det fint. Der har været følelser involveret, og jeg kan ikke bebrejde ham noget i forløbet. Det har jeg også sagt til ham. Vi ønsker ham held og lykke," siger Keld Bordinggaard.Winston Reids holdkammerat Mikkel Thygesen tror, at Reid vil overraske positivt mod Slovakiet."Jeg vil sige, og det kan sagtens lyde overdrevet, at Winston kan gå ind og spille på samtlige hold, det skulle være. Han har så stort potentiale og er fuldstændig ligeglad med hvem han skal spille imod. Mod Manchester City [i august 2008] var vi store underdogs. Men Winston var ligeglad. Han spillede på samme niveau som dem. Han er er ikke bange, når han skal op imod større navne og modstandere. Han har alt. Han er kæmpestor, han er god på låget, han er god med bolden. Han kan simpelthen alt. Han skulle bare have hovedet med," siger Mikkel Thygesen."Det bliver en kæmpe oplevelse at følge ham. Han er en rigtig god ven, og jeg ønsker det bedste for ham. Jeg vil sidde klistret til skærmen, når han spiller. Jeg synes, det er den bedste beslutning, han har taget. Danmarks befolkning vil blive overrasket over at se Winston og hans spil," siger Mikkel Thygesen og sender en hilsen til holdkammeraten i Sydafrika."Hvis du ser ham dernede, så stik ham en krammer fra mig."CITAT RIV"Her i foråret kan de se det i mit spil. Jeg er blevet bedre i mine valg på banen. Og uden for banen træffer jeg bedre beslutninger om, hvordan jeg skal leve i hverdagen. For et år siden fik den måske en pose chips og fire chokolade-barer, inden jeg gik i seng. Det kan jeg ikke tillade mig længere." - Winston Reid til Tipsbladet i april 2010UDSTYRDe har skiftet landAlfredo di Stefano1947-1949: Argentina 6 kampe/6 mål1949-1954: Colombia 4 kampe/0 mål1954-1962: Spanien 31 kampe/23 målSkiftet:Di Stefano forlod i 1949 fødelandet Argentina for at fortsætte karrieren i colombianske Millonarios. I 1954 forsøgte FC Barcelona at købe di Stefano af Millonarios og argentinske River Plate, der havde rettighederne til di Stefano fra 1955. Intern splid i Barcelonas bestyrelse betød en forsinkelse af handlen, hvorefter Real Madrid snuppede angriberen for næsen af catalonierne. FC Barcelona har siden hævdet, at man blev presset til at opgive handlen af Franco-regimet, mens Real Madrid hævder, at Barcelona frivilligt opgav di Stefano. Angriberen blev Årets Spiller i Europa to gange men kom aldrig til VM, da han kort før VM i 1962 blev skadet.Joey Didulica?: Australiens U-landshold2004-2006: Kroatien 4 kampe/0 målSkiftet:Joey Didulica skulle have været til OL i sit fødeland Australien i 2000, men målmanden blev skadet. Efter det blev den tidligere australske U-landsholdsspiller ikke udtaget til landsholdet igen, og i 2004 besluttede Didulica sig derfor for at stille op for Kroatien. Didulica var reservemålmand, da Kroatien i 2006 ved slutrunden i Tyskland mødte netop Australien, som sendte kroaterne ud af VM.Josip Simunic2001- : Kroatien 71 kampe/3 målSkiftet:Simunic er udlært i det australske ungdomssystem, men den bomstærke midtstopper valgte at spille for forældres land Kroatien. Simunic blev udvist i en højspændt kamp mod Australien ved VM 2006, hvor han fik tre gule kort af dommer Graham Poll, før han blev smidt ud. Dommer Poll stoppede på internationalt niveau umiddelbart efter slutrunden som følge af miséren ved VM. Poll har forklaret, at Simunics australske accent fik ham til fejlagtigt at notere det andet gule kort til Australiens nummer tre Craig Moore. Simunic har fortalt, at han efter karrieren gerne vil flytte tilbage til Australien.Giuseppe Rossi2008- : Italien 14 kampe/3 målSkiftet:Som ung new jersey-knægt fik fodbold-gale Giuseppe Rossi tilbud om en ungdomskontrakt hos Parma. Den 12-årige dreng tog mod tilbuddet og flyttede til Italien med sin italiensk fødte far, der ud over at være skolelærer også er fodboldtræner. Rossi har været fast bestanddel af de italienske ungdomslandshold, der i øvrigt flere gange har drevet gæk med danske u-landshold, og i 2008 fik stortalentet så debut på det rigtige italienske landshold. Amerikanske fans var rasende, da Rossi ved Confederations Cup i 2009 scorede to mål mod USA, og der blev oprettet Facebook-grupper, der stemplede Rossi som en forræder. Mere afbalancerede stemmer har argumenteret for, at Rossi "har lov" til at spille lige så tosset for Italien, som han vil, når han aldrig har været på et amerikansk u-landshold.USA's daværende landstræner Bruce Arena forsøgte før VM 2006 at lokke Rossi til USA, ligesom USA forgæves forsøgte at få Rossi med på det amerikanske U/20-landshold.Edgar Castillo2007-2009: Mexico 4 kampe/0 mål2009- : USA 1 kamp/0 målSkiftet:Edgar Castillo er født i New Mexico, hvor han som teenager markerede sig som en af de mest lovende spillere i delstaten. Den mexicanske klub Santos Laguna fik dog fingre i Castillo før USA's MLS-klubber, og i 2007 udtog Mexicos landstræner Hugo Sanchez, der skarpt havde kritiseret forgængerens brug af argentinskfødte Guillermo Franco på landsholdet, Edgar Castillo til El Tri. Da FIFA sidste år ændrede reglerne for statsborgerskab, så det nu kun er officielle A-landskampe, der låser en spillers nationalitet, var USA's fodboldforbund hurtig til at udtage Castillo, der fik debut i Århus mod Danmark i november 2009. Castillo var ellers udtaget til VM-kvalifikationskampe mod Costa Rica og Honduras i foråret 2009, men da Castillo havde tabt sit mexicanske pas, kunne han ikke rejse med til de to kampe.Rhys Williams2007-2009: Wales U-21 landshold: 10 kampe/1 mål2009- : Australien: 3 kampe/0 målSkiftetPerth-fødte Williams gjorde sig som 16-årig så bemærket i en australsk ungdomsturnering, at han blev inviteret til prøvetræninger i Leicester, Aston Villa og Middlesbrough, hvor han skrev kontrakt med sidstnævnte engelske klub. Som søn af en indisk mor og en engelsk far havde Williams muligheden for at spille for Wales, England, Indien og Australien, og som ungdomsspiller valgte Williams at spille for Wales. De ærgerlige walisere måtte i 2009 se Williams vælge at stille op for Australien, og forsvarsspilleren er nu med til VM for sit fødeland.Christian Vieri1997-2005: Italien: 49 kampe/23 målSkiftet:Christian Vieri har aldrig spillet for Australien, men ikke desto mindre har den åbenmundede angriber været genstand for en del morsomme drillerier i både Australien og Italien. Vieri voksede op i et arbejderkvarter i Sydney, da hans far Roberto flyttede til Australien for at træne den lokale klub Marconi Stallions, og italienere har moret sig en del over Vieris tykke accent, der bærer præg af tiden i Australien. Det australske fodboldforbund forsøgte at lokke Vieri til at spille for det australske ungdomslandshold, men Vieri afslog angiveligt, fordi det ville forhindre ham i at spille ungdomsfodbold i Italien.Tim Cahill1995-1995: Samoa U/17: 1 kamp/0 mål2004- : Australien: 37 kampe/19 målSom ganske ung spillede Cahill en u-landskamp for Samoa, hvor hans mor stammer fra. Den unge midtbanespiller tog et par år senere til England og Millwall, hvor Cahill spillede i seks år, før Everton meldte sig på banen. Uden for banen kæmpede Cahill og hans familie med FIFA for at få lov til at stille op for Australien, hvilket FIFA ikke ville tillade på grund af Cahills ungdomslandskamp for Samoa. Cahill fik lov og har siden udviklet sig til en profil for Australien. Cahill er engageret i udviklingsarbejde på Samoa, hvilket blev meget aktuelt efter oversvømmelser i den lille østat sidste år. Tim Cahills lillebror Chris er anfører for Samoas landshold, og hans fætter Joe Stanley har spillet for New Zealands rugby-landshold, bedre kendt som the All Blacks.De har endnu ikke besluttet sigKofi Danning+Australien+GhanaNedum Onuoha+England+NigeriaTo kampe fra VMEfter Australiens skifte til det asiatisk fodbold er New Zealand den absolut største spiller i Oceaniens fodboldforbund. Dermed er New Zealand nærmest garanteret VM-kvalifikation i de kommende slutrunder, hvis ellers man kommer forbi to playoff-kampe mod et hold fra Asien. Vi har tjekket modstanden i Stillehavet, der ligger et stykke fra New Zealands placeringen på grænsen til den bedste tredjedel af verdens nationer.FijiIndbyggertal: 849.000Hjemmebane: Post Fiji Stadium (30.000)Placering på FIFA's rangliste: 130Profiler: Roy Krishna (Waitakere United, New Zealand), Osea Vakatalesau (Lautoka FC, Fiji), Peni Finau (Ba FC, Fiji)Amerikansk SamoaIndbyggertal: 70.000Hjemmebane: Veterans Memorial Stadium (10.000)Placering på FIFA's rangliste: 202Profiler: Rawlston Masaniai (VfL Osnabrücks reservehold, Tyskland)Cook ØerneIndbyggertal: 24.000Hjemmebane: National Stadium (3000)Placering på FIFA's rangliste: 181Profiler: Teariki Mateariki (Nikao Rarotonga, Cook Øerne)Ny CaledonienIndbyggertal: 249.000Hjemmebane: Stade Numa-Daly Magenta (16.000)Placering på FIFA's rangliste: 146Profiler: Wesley Lautoa (Sedan, Frankrig)Papua Ny GuineaIndbyggertal: 6.732.000Hjemmebane: Hubert Murray Stadium (15.000)Placering på FIFA's rangliste: 202Profiler: Maurie Wasi (Waikato FC, New Zealand), Kema Jack (Hekari United, PNG)Solomon ØerneIndbyggertal: 523.000Hjemmebane: Lawson Tama Stadium (10.000)Placering på FIFA's rangliste: 169Profiler: Commins Menapi, Benjamin Totori, begge fra Waitakere United på New ZealandSamoaIndbyggertal: 177.000Hjemmebane: Toleafoa J.S. Blatter Complex (3500)Placering på FIFA's rangliste: 179Profiler: Chris Cahill (St. George Saints, Australien), Pasi Schwalger (Heidelberg United, Australien)TahitiIndbyggertal: 178.000Hjemmebane: Stade Pater Te Hono Nui (10.000)Placering på FIFA's rangliste: 189Profiler: Raimoana Bennett (AS Dragon Papeete, Tahiti)TongaIndbyggertal: 104.000Hjemmebane: Teufaiva Sport Stadium (10.000)Placering på FIFA's rangliste: 186Profiler:Land: VanuatuIndbyggertal: 206.000Hjemmebane: Korman Stadium (5.000)Placering på FIFA's rangliste: 153Profiler: Seule Soromon (YoungHeart Manawatu, New Zealand), Fedy Vava (Tafea FC, Vanuatu)