Toni Kroos vender tilbage på det tyske fodboldlandshold efter næsten tre års fravær.
Det skriver den dygtige midtbanespiller på sin Instagram-profil torsdag eftermiddag.
Han gør comeback i landsholdstrøjen ved kampene mod Frankrig og Holland i marts, og han regner også med at deltage i sommerens EM-slutrunde, hvor Tyskland er vært.
- Folkens, kort og kontant: Jeg spiller for Tyskland igen i marts. Hvorfor? Fordi jeg er blevet spurgt af landstræneren.
- Jeg er sikker på, at vi kan opnå mere ved EM, end folk tror, skriver Toni Kroos.
Det er Julian Nagelsmann, som blev landstræner i september sidste år, der har fået Kroos til at genoverveje landsholdspensionen.
Den 34-årige midtbanespiller spillede 106 landskampe i perioden 2010-2021 og var således også med på verdensmesterholdet i 2014. Real Madrid-spilleren stoppede på landsholdet, da Tyskland skuffende røg ud af ottendedelsfinalen ved EM i 2021.
Uden Kroos på holdet ved VM i Qatar året efter røg tyskerne ud allerede i det indledende gruppespil.
/ritzau/