Hradecky åbner for ny kontrakt: Vil vinde guld med Brøndby
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Hradecky åbner for ny kontrakt: Vil vinde guld med Brøndby

Finske Lukas Hradecky vil ikke videre for enhver pris. Målmanden nyder at spille i Brøndby, og han kan godt se sig selv blive i klubben og vinde mesterskabet, inden han rykker væk fra Danmark.

25-årige Lukas Hradecky er blandt Superligaens bedste målmænd. Den finske stopper, der skiftede fra Esbjerg til Brøndby i sommeren 2013, har leveret så gode præstationer, at South Wales Evening Post tirsdag kunne rapportere om seriøs Swansea-interesse for landsholdsmålmanden. Lukas Hradecky har kontrakt med Brøndby frem til sommeren 2017, og selv om han får svært ved at sige nej til et skifte til en klub som Swansea, så er det slet ikke udelukket at blive i Brøndby næste sæson.

- Jeg har det fantastisk her, og det er sådan lidt win-win. Hvis jeg bliver solgt, får klubben forhåbentlig en masse penge, og jeg kommer videre, og skal jeg blive her i Brøndby, er jeg også glad. Jeg vil virkelig gerne vinde et mesterskab, inden jeg skal videre, siger den finske sprællemand til tipsbladet.dk:

Brøndby har en målsætning om at sælge spillere for 15 millioner kroner i det kommende transfervindue, og de penge kan meget vel komme fra et salg af Lukas Hradecky. Målmanden står i denne sæson noteret for 14 clean sheets og flere store redninger for Brøndby, og det gør ham selvsagt interessant for udenlandske klubber. Det bliver dog nok ikke billigt at købe Hradecky fri af Brøndby, og målmanden ved ikke selv, om han bliver solgt til sommer.

- Jeg har talt lidt med Per Rud, og han siger, de gerne vil beholde mig. Og jeg har selvfølgelig forståelse for, hvis de ikke vil sælge mig. Men der kan være et beløb, de ikke kan sige nej til. Sådan er det jo, ligegyldigt om det er mig eller en anden spiller i klubben, siger Hradecky og slår over i en mere morsom tone:

- Det er jo også positivt for klubben, hvis der er en finsk troldmand, der tryller lidt og giver klubben en masse penge.

Lukas Hradecky har aldrig lagt skjul på, at han drømmer om at prøve sig af i en større liga. Og han har faktisk ikke mange restriktioner i forhold til, hvor han gerne vil ende.

- Jeg har et godt navn i Danmark, og selvfølgelig er jeg interesseret i at tage næste skridt på et tidspunkt, men nu må vi se, om det bliver til sommer. Alt syd og vest for Danmark er interessant for mig. Og jeg kan også se mig selv spille i Rusland.

Rusland?

- Ja, jeg har ingen kæreste, og det er billigt i Rusland i øjeblikket. Nu ved jeg ikke, om der er gode øl i Rusland - det er jo Carlsberg og Tuborg, der holder mig i Danmark, siger Hradecky med et grin:

- Der er stor konkurrence i Premier League, og det kunne være sjovt at prøve. Jeg tror på, jeg er god nok til at stå i en Premier League-klub, siger han.

Hvis målmanden ikke bliver solgt, kan Per Rud roligt komme til Lukas Hradecky med en ny kontrakt i hånden. Brøndby-målmanden er ikke afvisende over for at skrive ny kontrakt, hvis det inkluderer en lønforhøjelse.

- Det lyder som en god idé - sig det lige til Per Rud, lyder det i første omgang fra humørbomben Hradecky:

- Nu ved jeg ikke, hvad klubbens tanker er, men for mig er det klart en mulighed. Jeg har det godt her, og jeg har kun gode ting at sige om klubben. Hvis det giver en bedre kontrakt, er jeg åben over for at forlænge, siger Hradecky.

Keeperen har i denne sæson 14 clean sheets, hvilke sammen med Stephan Andersen er flest af alle i Superligaen. Kalle Johnsson fra Randers FC står noteret for 13 kampe uden mål imod.