Der er halvanden måneds tid til, at transfervinduet åbner igen, og i de 12 Superliga-klubber er man nået langt i vurderingerne af, hvad der skal ske i vintermåneden.
Reserver skal ud, nogle steder skal talenter udlejes for at få spilletid, og så er der også muligheden for, at profiler skal sælges.
Mange steder kommer de store salg først til sommer, men står en stor klub i udlandet med mange millioner i januar, kan det være svært at sige nej.
Vi har set på de største salgsemner i hver af de 12 Superliga-klubber og ser her på Viborg FF, der jagter Top 6 og stabilitet men også skal i gang med at sælge spillere igen.
Viborg FF
Oliver Bundgaard
Venstre back
Danmark
23 år
ANALYSE
Vi kan godt komme i tanker om et par andre spillere, der sikkert bliver solgt dyrere fra Viborg.
Men Bundgaard kunne meget vel være den første, der stryger afsted, især nu hvor VFF virkelig jagter Top 6 og skal bruge al den firepower, man har.
Det skal også balanceres med, at Viborg ligesom adskillige andre klubber gerne vil sælge i 2025, og hvis vi ellers køber ideen om, at det kan være nogens tur, står Bundgaard langt fremme i køen.
Der har været udenlandske klubber henne at snuse til maddingen i 2024, og lovende venstre backs er notorisk attraktive.
Bundgaard er ved at arbejde sig tilbage i form efter en skade, der holdt ham ude i august og september, men han var i seneste runde i startopstillingen, da Viborg slog FC Midtjylland i det vigtige lokalopgør, der holder VFF i spil til Top 6.
BOBLERE
Der var bud efter Serginho i sommer, og Isak Jensen er hurtigt ved at blive en særdeles interessant ung spiller, som man kan undre sig over, at St. Louis City ikke kunne finde plads til.
Det ville gøre nas her og nu for VFF at miste dem, men de kan også ryge for beløb, der er større end Oliver Bundgaards prisskilt og være svære at sige nej til.