Video : Tipsbladet
Landshold

Brian Riemer savnede mod

Danmark skulle have været modigere i første halvleg, hvor fejlene var for mange, siger Brian Riemer.

Fodboldlandstræner Brian Riemer er ærgerlig over frekvensen af fejl og manglen på mod, efter at hans landstrænerdebut mandag aften endte med et 1-2-nederlag til Spanien i Nations League.

Særligt i første halvleg var Danmark et skridt efter de stærke og boldfaste europamestre. Det siger landstræneren på et pressemøde efter kampen.

- Vi manglede mod i første halvleg. Vores kvalitet på bolden var ikke god nok. Vi lavede for mange fejl. Spaniens første mål var et tydeligt eksempel på, hvad man ikke skal gøre, når man møder et så dygtigt hold som Spanien.

- Vi endte for ofte i et middelpres, men vi ønskede enten at presse højt eller lavt. Vi fik rettet nogle ting til i pausen.

- De første ti minutter af anden halvleg var gode, men vi indkasserede 0-2-målet, som dræbte os lidt, siger Brian Riemer.

Indskiftede Gustav Isaksen lavede en sen reducering, og det gav både spillere og tilskuere det boost, som Riemer havde håbet på at se tidligere i kampen.

- Jeg ville ønske, at vi kunne have været bedre til at løfte Parken allerede i første halvleg. Man kunne fornemme, at taget løftede sig efter 1-2-målet.

- Det var først efter scoringen, at troen kom tilbage. Derfra jagtede vi udligningen, så vi kunne have fået det resultat, vi havde håbet på, siger Brian Riemer.

Danmarks nye landstræner havde valgt at gå væk fra den trebackkæde, holdet ellers har spillet med i årets første 12 landskampe, og som spillerne har udtrykt, at de føler sig trygge i.

Det lykkedes ikke så godt som håbet, men den nye forsvarsformation blev også bragt i spil mod en stærk modstander, bemærker Riemer.

- Vi skal stadigvæk blive dygtigere til at undgå at få bolde i bagrummet. Det var den første kamp i lang tid med en firebackkæde, og selvfølgelig er der ting, der skal justeres.

- Jeg ville gerne have en ekstra mand fremme i banen i stedet for i forsvaret. Efter den hensigt fungerede vores høje pres godt. Vi tvang Spanien til at sparke langt, og vi erobrede bolden højt i banen.

- Men vi var oppe mod en klassemodstander i dag. Det er et af Europas bedste hold, og de lavede nogle vanvittige udspil, som vi også må tage hatten af for, siger Brian Riemer.

Foruden et mål udmærkede indskiftede Gustav Isaksen sig også med et stolpeskud og flere vellykkede driblinger.

- Gustav Isaksen efterlod et positivt indtryk, der efterlader et problem i mit hoved, siger Brian Riemer, som ikke vil love kantspilleren startplads på mandag i Serbien.

Her har Danmark brug for mindst uafgjort for at bevare andenpladsen i gruppen, der giver adgang til turneringens kvartfinaler.

/ritzau/