Video : Tipsbladet
Superliga

- Thomasberg sidder jo nok og læser med

Jakob Poulsen satser kraftigt på revanche for en skidt halvleg i nederlaget til FCN, når Viborg søndag har besøg af et presset FC Midtjylland-mandskab.

VIBORG (Tipsbladet): Europa League-kampen torsdag aften i Bukarest har næppe ødelagt Jakob Poulsens nattesøvn eller ødelagt troen på, at der søndag eftermiddag er noget at hente for Viborg FF i kampen mod FC Midtjylland.

FCM vandt i slutningen af september 3-1 hjemme over Viborg i en kamp, hvor FC Midtjyllands offensive esser tryllede og henrykte stadion, men siden har FCM tabt fem ud af otte kampe.

Jakob Poulsen har ikke sendt sin søndags-gameplan til Tipsbladets udsendte og kommer næppe heller til at gøre det, men der er en tro på et resultat, hvis VFF i modsætning til kampen i Herning formår at tøjle FC Midtjyllands stærke individualister, hvoraf flere er skadede.

- Jeg kommer ikke til at sige det hele, for Thomasberg sidder jo nok og læser med, siger Jakob Poulsen med et smil.

Jakob Poulsen og Viborg FF vil gerne op i tabellen, hvor Superliga-holdet lige nu ligger nummer otte. Foto: Alamy

- Om han så ville ændre så meget, hvis jeg gjorde, det tror jeg nu heller ikke. Vi havde en hård periode midt i anden halvleg af den kamp i Herning, hvor de hurtigt udnyttede, at vi faldt lidt og ikke helt var der, hvor vi skulle have været, hvorefter de så straffer os to gange. Det, som de er så pissedygtige til, siger Jakob Poulsen til Tipsbladet.

- De har nogle virkeligt dygtige individuelle spillere, der kan gøre ondt på én, hvis man ikke er 100 procent klar. Og det er et af de krav, der er til os i kampene mod topholdene i Superligaen, der skal vi være der gennem alle 90 minutter, siger Viborg-træneren.

Små forskelle
Jakob Poulsen var, og er, rigtig træt af en dårlig første halvleg af Viborg i seneste weekend mod FC Nordsjælland, hvor FCN fuldt fortjent vandt 2-1 i Farum efter 2-0 ved pausen.

Så 17 point i 14 kampe før det svære rivalopgør var ikke det, Poulsen og Viborg havde sat næsen op efter før sæsonen, men man tror på mulighederne både søndag og i jagten på en Top 6, som VFF nødig vil misse.

Det var mildest talt en træls aften for FC Midtjylland i Bukarest, hvor et ikke skræmmende hjemmehold FCSB vandt 2-0 i en kamp præget af en kæmpe brøler af FCM-keeper Elias Ólafsson få sekunder inde i anden halvleg. Foto: Alamy

- Det er mere eller mindre alle kampe i ligaen, der er tætte. For to uger siden slår Sønderjyske FC Midtjylland, FCM blev skilt ad af Brøndby, og vi var lige ved at slå Brøndby. Så det er bare tæt. Præsterer man ikke på topniveau, har man det svært mod dem alle sammen.

- Det afhænger udelukkende af vores kvalitet. Hvis vi er dygtige nok til vores ting, tror jeg på, at vi kan gøre det svært for dem. Men ligaen er bare tæt, og der er vel ikke et hold, der har toppræsteret hele vejen gennem turneringen. Det har været meget svingende for de fleste hold, siger Jakob Poulsen, der tydeligt fornemmer spændingen i byen forud for søndagens brag.

- Det er jo stort set allerede udsolgt, og det er megafedt. Det her er de fede kampe, hvor der er fuldt hus og meget på spil for begge hold. Det skal man bare glæde sig til og virkelig sørge for, at man er 100 procent klar til, siger Jakob Poulsen.

- Det er så tæt, og folk er meget, meget tætte. Stort set alle holdene. Og specielt dem, der ligger fra nummer fem til otte. Det er også derfor, at det kræver, at man virkelig sætter en god stime sammen. Og det skal vi jo gøre. Vi halter jo lidt bagefter de andre, så vi skal virkelig sætte en god stime i gang sammen for at få overhalet to af de hold, siger Jakob Poulsen.

Viborg FF slog senest FC Midtjylland i pokalturneringen i efteråret for to år siden, mens FCM har overhånden i ligaen og skal tilbage til 2015 for at finde seneste Superliga-nederlag til VFF.