Video : Tipsbladet
Superliga

Viborg påfører FCM en frygtelig klubrekord

Tipsbladet sætter fokus på opgøret mellem ærkerivalerne Viborg FF og FC Midtjylland.

Viborg FF - FC Midtjylland 1-0 (1-0)

Ivan Näsberg 1-0 (39')

Kampens bedste:

Viborg FF:
Jeppe Grønning er på mange måder personificeringen af de seneste års succes i Viborg, hvor han som anfører har været en solid klippe på de grønblusedes defensive midtbane. Dagens opgør var bestemt ingen undtagelse. Jeppe Grønning spillede fremragende og var med til at skabe den fornødne kontrol centralt i banen for hjemmeholdet, både i det offensive og defensive spil.

FC Midtjylland:
I en kamp uden de helt store præstationer fra de forsvarende danske mestre måtte man kigge længe efter, hvem der skilte sig ud for noget positivt. Men Elías Ólafsson leverede en glimrende indsats i FC Midtjyllands mål, hvor han havde flere store redninger, der holdt dem inde i opgøret.

Det kan bare ikke være meningen, at han skal være den mest bemærkelsesværdige for FCM i en udekamp mod Viborg.

Kampens værste:
Ousmane Diao leverede bestemt ikke nogen imponerende indsats i kampen. Forsvarspilleren har generelt været et bevis på, at det går op og ned i showbiz. I dag var det så nedturen, han ramte. Den unge stopper væltede rundt i opgøret, hvor han også trak et åndssvagt gult kort, da han valgte at løbe i vejen for Oscar Hedvall, der ville lave et hurtigt udkast efter et hjørnespark.

Det var ingen overraskelse, at han blev pillet ud i pausen.

Kampens detalje:
Der er en første gang for alt, og i aften blev det ikke noget positivt for FC Midtjylland. Klubben satte nemlig en meget kedelig rekord, da man, som Benjamin Leander skriver på X, for første gang nogensinde i klubbens historie har tabt fem udekampe i træk på tværs af alle turneringer. Det er ikke gode tider for Thomas Thomasberg og FC Midtjylland lige nu.