Video : Tipsbladet
Landshold

Isaksen om sit mål: 'Var ikke gået i Italien"

Gustav Isaksen havde overskud til et lille smil efter nederlaget til Spanien.

PARKEN (Tipsbladet): Hvis der var én dansker, der havde grund til at smile fredag aften, var det Gustav Isaksen.

Det gjorde han nu ikke, da han efter 2-1-nederlaget til Spanien mødte de ventende journalister i Parken.

Gustav Isaksen leverede et fortryllende indhop mod europamestrene og scorede det enlige danske mål. Det kunne også være blevet til to kasser, hvis stolpen ikke havde stået i vejen.

Men nederlaget er altså det, der fylder mest.

- Jeg er faktisk ikke så glad. Jeg havde håbet, vi kunne have hygget os inde i omklædningsrummet og sat en masse god musik på, men nu hænger vi med hovederne, siger Gustav Isaksen. 

Et lille smil toner dog frem, når han beskriver målet til 1-2 - et mål, der kom efter et fatalt koks i det spanske forsvar.

- Jeg ved sgu ikke, hvordan så gode spillere laver sådan noget. Det var vildt nok. Jeg stod bare og fiskede lidt. Den var ikke gået i Italien, siger Isaksen, der hjemme i Rom var blevet kaldt tilbage i defensiven.

De danske fans i Parken kvitterede for Gustav Isaksens indsats ved at kåre ham til kampens spiller, selv om han blot var på banen i en halv time. 

- Den er lidt billig, men sådan er det, når man scorer. Jeg synes, der var andre, der gjorde det rigtig fint i dag, fastslår den tidligere FC Midtjylland-spiller.

Gustav Isaksen har nu scoret i to landskampe i træk, og mon ikke, at han starter inde, når Danmark møder Serbien på mandag.