Video : Tipsbladet
Serie A

Derfor er FCK-stortalent taget til Italien

Cornelius Olsson skal prøve kræfter med Torino, og FCK-stortalentet håber, at lejeopholdet kan veksles til en permanent kontrakt til næste sommer.

Fra FCK til Torino.

18-årige Cornelius Olsson forlader nemlig FCK for nu, da Serie A-klubben har sat kløerne i den unge forsvarer. Han er lejet ud til Torino til sommeren 2025.

Tipsbladet har talt med FCK’s U19-anfører om valget af den italienske klub.

- FCK og jeg var blevet enige om, at jeg skulle presses lidt mere nu i forhold til at spille voksenfodbold. Så var Torino en god mulighed, fordi de har en række, så man kan spille mod lidt ældre. I forhold til deres førstehold lød det også godt, siger Cornelius Olsson.

Handler det også om, at der ikke var udsigt til spilletid?

- Jeg tror, at som det ser ud lige nu, så tror jeg, at FCK føler, at jeg mangler lidt i forhold til at spille. Det er en fin mulighed for at komme til Italien. Nu er jeg kun på lån, så man ved ikke, om man kommer tilbage for at spille i FCK.

Han fortæller, at han i første omgang skal være klubbens Primavera-hold. På sigt er det dog tanken, at Olsson skal træne med Serie A-holdet og måske få nogle indhop i den bedste række.

- Det er fedt. Det er en stor mulighed og et stort skridt. Serie A er en af de store ligaer. At kunne få debut der ville være sindssygt stort.

Artiklen fortsætter under billedet.

Foto: FCK.dk

Stor konkurrence i FCK
Inden skiftet til Italien snakkede han med en nu tidligere FCK’er, der tog samme tur som ham.

- Jeg fik snakket lidt med Alexander Simmelhack, da han kom tilbage fra opholdet i AC Milan. Han sagde, at det var godt og lærerigt. Han blev så ikke dernede, og det er, hvad det er. Jeg håber dog på, at det kan ske for mig, at de tror på mig og tager mig ind på førsteholdet.

Olsson fortæller, at der er mange om buddet i FCK, og derfor gav det mening at tage til Italien.

- Sådan er det i FCK. Man skal kæmpe om pladsen, og der er rigtig mange gode forsvarsspillere i forhold til min position.

- Dem har jeg skullet tage kampen op mod, men de er måske et skridt over mig. Det er derfor, at vi blev enige om, at jeg skulle prøve noget nyt for at tage det næste skridt.

Olsson lægger ikke skjul på, at han går efter at få en permanent kontrakt med Torino, men det er ikke udelukket at komme tilbage til FCK.

Lige nu har han kontrakt med FC København til udgangen af 2025.

- Man skal aldrig sige aldrig. Jeg ville rigtig gerne spille for FCK i Parken, men jeg vil heller ikke sige nej til at spille Serie A. Det er fedt begge ting, siger Cornelius Olsson til Tipsbladet og tilføjer.

- Hvis det ikke kan blive til noget med Torino, så er jeg blevet udviklet i FCK i de seneste tre år. Dem vil jeg gerne spille for. Jeg vil også gerne kunne vise mig frem i Serie A for Torino.

Han har spillet 38 kampe for FC Københavns U19-hold samt ni Youth League-kampe.

Få det store overblik over alle sommerens bekræftede handler i Superligaklubberne lige her.