Som beskrevet her på Tipsbladet.dk i går, kan Kasper Dolberg snart være fortid i den hollandske storklub Ajax, som er klar til at skille sig af med den danske landsholdsspiller.
Nu skriver Ekstra Bladet, at angriberen kan være på vej til Frankrig og Ligue 1, hvor Dolberg angiveligt står øverst på ønskelisten i Nice. Her vil han i så fald blive trænet af den franske legende Patrick Viera, som overtog trænersædet for godt et år siden.
Det er den lokale avis Nice-Matin, som bringer rygtet om, at den franske klub vil udnytte Kasper Dolbergs situation i Ajax til at hente den 21-årige danske angriber til Frankrig. Finansieringen kommer fra Nices salg af Allan Saint-Macimin til Premier League-klubben Newcastle, hvilket gav 18 millioner pund i klubkassen.
Nice er efter sigende ved at blive overtaget af den store britiske virksomhed INEOS, der også er kendt for sit cykelhold. Sker det, vil klubben komme til penge, hvilket kan sørge for yderligere forstærkninger til klubben, som sluttede på 7.-pladsen i Ligue 1 i sidste sæson.