Zimling ikke klar
Forstrækningen i venstre baglår, som Niki Zimling fik i søndagens kamp for Esbjerg, gør ham ukampdygtig.
21-årige Niki Zimling blev udtaget efter de mange afbud til onsdagens kamp, men nu rejser Morten Olsen til Prag tirsdag med de 18 tilbageværende spillere i truppen. Zimling var inviteret til at træne med nogle dage, da landsholdet senest var samlet i forbindelse med EM-kampene.
U/20-landsholdet spiller onsdag i Tyrkiet. Hertil er indløbet et enkelt afbud fra Midtjyllands Magnus Troest. I stedet er udtaget FC Københavns Nikolaj Steen Hansen, der for nylig har fået debut i superligaen.