Rodri er vinderen af Ballon d'Or 2024 efter et tilsyneladende tæt kapløb med Vinícius Júnior, mens Jude Bellingham, Dani Carvajal og Erling Haaland blev nummer tre, fire og fem.
Og der har været en masse ballade omkring afstemningen, efter det i løbet af mandag eftermiddag sivede ud, at ingen fra Real Madrid ville være til stede til kåringen i Paris, fordi Vinícius Júnior ikke vandt.
Fronterne bliver trukket skarpt op især på sociale medier, hvor man tydeligt fornemmer, at en del fans af andre klubber bestemt ikke bryder sig om brasilianeren, mens andre mere end antyder, at det er 'Vinis' klare stillingtagen mod racisme, der er med til at koste ham kåringen.
Jeg hverken kan eller vil spekulere i, hvordan andre har motiveret deres stemmer, men jeg kan forklare mine egne.
For jeg stemte selv på Rodri foran Vinícius Júnior som toer, og for mig er spanieren den rigtige vinder.
Først det praktiske: Stemmeperioden var fra starten af sæsonen i august 2023 og et år frem, indtil de store slutrunder var overstået i sommer, så at Rodri i september blev skadet for resten af 2024/25-sæsonen skal ifølge kriterierne have fyldt 0,0 procent i vurderingen.
Det samme gælder naturligvis Real Madrids nederlag til Lille og FC Barcelona her i oktober, og at der måske har været små udfald i 'Vinis' spil i efteråret.
Men når jeg holder Rodri og Vinícius Júniors præstationer og spil op mod hinanden over en hel sæson, ender jeg med at sige Rodri, der spillede på et eminent højt niveau på det, der fortsat er planetens bedste fodboldhold for mig, også selv om jeg tilskriver Manchester Citys ejere en pæn portion af skylden for alt det, der er galt med fodbold anno 2024.
Hvis jeg på basis af 2023/24-sæsonen skulle vælge én af de to superstjerner til et hold, der skulle vinde de største turneringer i verden, ville jeg vælge Rodri foran Vinícius Júnior, med tæt afstand mellem de to og et godt stykke ned til de øvrige verdensklassespillere i det 30 spillere store kandidatfelt.
Jeg har tidligere åbent erklæret min kærlighed til spillere, der enten spiller i defensiven eller har mindst lige så mange defensive som offensive opgaver, og har syntes, de er oversete, også selv om jeg gang på gang har stemt på Messi og mener, han er historiens bedste fodboldspiller.
Jeg har gennem det årti, jeg har stemt, tænkt over den fordeling, for jeg kan også sagtens bare finde lutter offensive profiler at give pointene til, de er trods alt lettere at få øje på med alle deres mål, oplæg, driblinger og spektakulære spil.
Men jeg mener, Rodri fortjener at vinde på sine præstationer og de to store titler med Manchester City og Spanien, fordi spanieren har spillet så forrygende og så stabilt, som han har.
Og så havde jeg også levet helt fint med eminent dygtige Vinícius Júnior som vinder, ja jeg havde faktisk forventet, han ville løbe med kåringen.
På det menneskelige plan under jeg i den grad den unge brasilianer at vinde.
Et af de kriterier, vi også skal se på, er en persons karakter og fair play, og der skiller Vinícius Júnior sig positivt ud for mig.
Han klør på uanset alt det racistiske skrald, han får smidt i hovedet på udebaner og sociale medier, ligesom han i weekenden var en af de første til at støtte den unge Barcelona-rival Lamine Yamal, da han helt ufatteligt blev udsat for det samme møg af såkaldte fans på Santiago Bernabéu.
Jeg håber virkelig ikke, det har påvirket hans muligheder for at vinde negativt, for det er godt og stærkt, at han siger fra.
En anden forklaring på, det ikke blev Vinícius Júnior, kunne meget vel være, at en del af topstemmerne har været splittet mellem ham og holdkammeraterne Jude Bellingham og Dani Carvajal på de efterfølgende pladser.
Det holder ikke, så også på den led havde Vinícius Júnior været en god vinder af Ballon d'Or ved siden af sit helt afgørende aftryk på Real Madrids mesterskab og Champions League-triumfen.