Video : Tipsbladet
Skandinavien

Dansk kvartet vinder svensk guld i Malmø

Malmö FF er svensk mester for 27. gang efter en hjemmesejr på 2-1 over IFK Göteborg.

For fjerde gang i de seneste fem sæsoner kan Malmö FF kalde sig svensk fodboldmester.

Med danskerne Jens Stryger Larsen og Anders Christiansen i startopstillingen vandt Malmö FF på hjemmebane 2-1 over IFK Göteborg og sikrede sig dermed guldet to spillerunder før tid.

Det skånske hold er otte point foran nærmeste forfølger, Hammarby, og kan dermed ikke indhentes i tabellen.

Ved pausen så det ellers ud til, at en af kampens mere ukendte danske aktører skulle spolere guldfesten. Den tidligere Hobro-angriber Laurs Skjellerup bragte IFK Göteborg foran efter 25 minutters spil.

Malmö skulle bruge en sejr for at sikre sig mesterskabet med matematisk sikkerhed, og efter en time kom hjemmeholdet omsider i gang.

Indskiftede Taha Ali udlignede til 1-1 og gjorde 13 minutter før tid forarbejdet til 2-1-scoringen, der blev sat ind af en anden indskifter, Hugo Bolin.

Kort efter kunne festen med en uges forsinkelse bryde løs på stadion i Malmø, hvor den norske Manchester City-topscorer Erling Haaland var blandt tilskuerne.

Malmö FF kunne have sikret sig titlen i sidste weekend, men måtte overraskende nøjes med et point mod bundproppen Västerås.

I andet forsøg lykkedes det altså for den traditionsrige klub, der nu har vundet guld 27 gange.

Fire danskere har været en del af Malmö FF's hold i denne sæson. Ud over Anders Christiansen og Jens Stryger Larsen har Søren Rieks og Sebastian Jørgensen bidraget til titlen.

/ritzau/