Brian Priske fik en hård medfart i starten af sæsonen, hvor der blev sat store spørgsmålstegn ved, om han var den rigtige mand til at tage over i Feyenoord, efter at Arne Slot var skiftet til Liverpool.
Resultaterne svigtede, og derfor blev der meget hurtigt lagt et stort pres på den danske cheftræner.
Men nu ser det hele ud til at være vendt for Brian Priske, der har vundet de seneste fem kampe med den hollandske storklub, heriblandt to flotte sejre i Champions League over Benfica og Girona.
Derfor er der også store roser til Brian Priske fra den tidligere Barcelona- og Ajax-spiller Ibrahim Afellay, der er ekspert på hollandsk tv. Afellay sammenlignede i går situationen i Feyenoord med den i Ajax, hvor Francesco Farioli, ligesom Brian Priske, blev ansat i sommer. Italieneren skulle rette skuden op i Ajax efter en katastrofal sæson, hvor de endte som nummer fem i Eredivisie.
- Jeg synes, at det, som Brian Priske præsterer lige nu i Feyenoord, er langt bedre end det, Francesco Farioli præsterer i Ajax. I Ajax kunne situationen ikke have været værre (end sidste sæson, red.), mens Arne Slot overpræsterede med Feyenoord.
- Når en træner som ham og flere afgørende spillere, der også leverede på højt niveau, forlader klubben, er det svært at efterfølge ham og skabe så gode præstationer, som Feyenoord har gjort på det seneste, sagde Ibrahim Afellay søndag i det hollandske fodboldprogram Studio Voetbal om den kovending, Brian Priske har foretaget resultatmæssigt på det seneste.
De to klubber ligger ellers side om side i Eredivisie med 19 point hver, Ajax har bare spillet en kamp mindre end Feyenoord.
Begge hold må dog kigge langt efter førstepladsen, som PSV Eindhoven indtager med maksimumpoint efter 10 runder. Spørgsmålet er så, om Feyenoord og Ajax overhovedet har en chance for at spille sig ind i mesterskabskampen.
PSV Eindhoven var nemlig også meget suveræne i sidste sæson, hvor den tidligere firmaklub fra elektronikgiganten Philips kun tabte en enkelt ligakamp.