I aften skal den prestigefyldte Ballon d'Or-pris overrækkes, men aftenens ceremoni har allerede nu fået en ganske kontroversiel optakt.
Ifølge en række store medier, herunder The Athletic, ESPN og Marca, forventes Vinicius ikke at dukke op til aftenens ceremoni i Paris, fordi Real Madrid er overbeviste om, at brasilianeren ikke vinder prisen i aften.
Ifølge The Athletic er Real Madrid af den klare opfattelse, at Manchester City-stjernen Rodri løber med Ballon d'Or-prisen i aften.
Marca skriver, at Real Madrid er 'ekstremt skuffede og vrede' over det, som klubben anser som 'en uretfærdighed'. Ifølge Marca mener Real Madrid ikke længere, at Ballon d'Or-prisen har nogen betydning eller værdi, efter at Vinicius er blevet forbigået.
Ifølge det franske medie RMC Sport er Real Madrid-præsident Florentino Perez 'rasende' over, at Vinicius ikke ender som vinder i år. Mediet skriver, at Real Madrids delegation har droppet planerne om at rejse til Paris. Det samme skriver den italienske transferjournalist Fabrizio Romano.
Det er i aften klokken 20.45, at vinderen af Ballon d'Or forventes at blive offentliggjort.
Tipsbladets Troels Bager Thøgersen afgiver den danske stemme i afstemningen om, hvem der er verdens bedste fodboldspiller.