Den danske landsholdsspiller Rasmus Nissen Kristensen kommer ikke i kamp for sin klub, Eintracht Frankfurt, i de kommende uger.
Den 27-årige forsvarer måtte udgå i første halvleg i søndagens 1-1-kamp mod Union Berlin, og en undersøgelse har nu vist, at han har pådraget sig en muskelskade i låret.
- Danskeren vil i de kommende uger ikke være til rådighed for cheftræner Dino Toppmöller, skriver Frankfurt i en nyhed på klubbens hjemmeside.
Dermed må han også betragtes som tvivlsom til de kommende landskampe mod Spanien og Serbien, der afslutter gruppespillet i Nations League.
Danmark møder Spanien i Parken 15. november i den nye landstræner Brian Riemers debut. Tre dage senere gælder det Serbien på udebane.
Rasmus Nissen Kristensen er ejet af Leeds, men blev i sommer udlejet til Frankfurt. Han har været i startopstillingen i samtlige Frankfurts 12 kampe i denne sæson.
- Eintracht Frankfurt ønsker Rasmus Kristensen god bedring, lyder det på hjemmesiden.
/ritzau/