Det er jo noget nær helligbrøde at sige, vi kan lære noget som helst af Sverige og da især Norge.
Men vi er der, hvor danske klubber, talentudviklere og DBU bør se nordpå og overveje, om en inspirationstur og nogle af lektierne fra de norske klubbers talent- og førsteholdsarbejde ikke er værd at tage til sig.
Erling Haaland og Martin Ødegaard har fået solide stemmetal til Ballon d'Or-kåringen, Alexander Sørloth gør det flot, og Oscar Bobb og Antonio Nusa er ved at bygge flotte karrierer.
Det norske landshold er, trods Ståle Solbakkens ihærdige arbejde, samlet set et niveau under Danmarks, især da nordmændene er overmatchet defensivt i sammenligningen med Danmark, men vi er vel forhåbentlig ud over at tro, landsholdsrangeringer og Nations League-niveauet siger alt om et fodboldland.
Måske mest relevant af alle er Bodø/Glimt, der som lokomotiv med Molde FK i skarp forfølgelse har skabt norske klubhold, der med hjælp af kunstgræsset får gode resultater i Europa.
Ståle Solbakken og Erling Haaland i norsk landsholdstjeneste. Danmarks og Norges landsholdsresultater er ikke det eneste parameter, man bør måle på, mener Tipsbladets kommentator Troels Bager Thøgersen. Foto: Alamy
Det er meget påfaldende at se to små provinsbyer langt mod nord få gode resultater i Europa og sælge spillere vildt dyrt, især for Bodøs vedkommende.
Det minder ikke så lidt om FC Midtjylland, bare med betydeligt færre penge og endnu mere fokus på et totalt integreret spillestil med stor kontrol over kampene, der blandt andet kostede AS Roma og Jose Mourinho det berømte 1-6-nederlag i Nordnorge. Måske Silkeborg IF er den bedre sammenligning med det store fokus på spillestilen.
Her i Danmark ligger det stadig på rygraden af de fleste, at DBU og ungdomslandsholdene styrer talentudviklingen og er afgørende for, om den er succes eller fiasko.
Ude i virkeligheden har det i flere årtier været sådan, at langt, langt det meste af en spillers udvikling handler om, hvad der sker i klubberne.
Det har Superliga-klubberne for længst indset, men det virker til, at der er noget ved den norske brug af kunstgræs, der er med til at fremavle dygtige boldspillere, mens det til gengæld er skidt for forsvarsspillerne, Norge i den grad mangler.
Meget er helt sikkert også tilfældigheder og skyldes den unikke blanding af gener, miljø og ihærdighed, der har gjort Erling Haaland og Martin Ødegaard til to af verdens bedste fodboldspillere.
Men tanken er værd i det mindste at tænke. Hvad nu hvis Danmark kunne få tilsvarende spillere?
Norge er lige nu nummer 11 på UEFA's klubrangliste nogle pladser foran Danmark med Bodø/Glimt a point og på en lige så lovende kurs i Europa League som FC Midtjylland, og den slags succes så tæt på os i en liga, der stadig i bredden slet ikke er lige så god som Superligaen, bør vække til eftertanke.
