Vikinger i krise
Den danske Viking-anfører er helt på det rene med, at holdet ikke har præsteret godt nok i Tippeligaen. I øjeblikket indtager danskerklubben en 13. plads, og kun Tromsø halter bagefter.
Hvorfor ligger I hvor I gør?
"Hvis man ser på materialet og holdet så er vi for gode til at ligge hvor vi gør. Det første halve år havde vi ikke nær så godt et hold som sidste år. Vores pointhøst var ikke vildt godt, men heller ikke overraskende. Vi havde håbet at det ville komme med tilgangen af de nye spillere (Søren Berg, Peter Ijeh og Nicolai Stokholm, red.), men det tager jo tid at spille et nyt hold ind. Vi har heller ikke haft marginalerne på det sidste, men det er jo typisk for et bundhold. Ligaen er så tæt. Havde vi vundet de første par kampe, så havde vi ligget nummer tre eller fire, nu ligger vi nummer 13. Det er små ting, der gør det."
Hvad har I ikke været gode nok til?
"Vi har ikke vundet på udebane i snart et år, tror jeg. På hjemmebane vinder vi de fleste kampe. VI har specielt været dårlige i starten af kampene, hvor vi gerne ville spille vores eget spil. Men det kan man ikke, man starter med krig og så kan vi begynde at spille fodbold."
Hvad er vejen ud af krisen?
"Vi har holdt flere møder. Det minder mig om tiden i AaB for et par år siden, hvor vi reddede os. Det skal vi nok også gøre denne gang. Kampen i søndags har vendt det hele. Først nu har folk fundet ud af, at der er problemer. Havde vi vundet den kamp, så havde vi kigget op i tabellen. I Weekenden spillede vi godt, men taber 2-1. Nu har vi en vigtig hjemmekamp mod Ham-Kam og Jan Michaelsen næste gang. Vinder vi den, så er vi med igen."
Kunne løsningen være en sportspsykolog?
"Vi har ikke tilknyttet en sportspsykolog, men kan det hjælpe så er det fint. Jeg har ikke de vilde erfaringer, selv om jeg snakkede med en psykolog i Aalborg."
Hvordan er stemningen i truppen?
"Stemningen er okay, men vi føler os lidt pressede. Når selv NRK begynder at komme, så har vi enten vundet mesterskabet ellers så ligger vi skidt til. Det er meget typisk at de bedste historier er, når det går dårligt for et hold."
Hvad sker der med dig, hvis I ryger ud?
"Min situation er uændret ved nedrykning, men det bliver heller ikke aktuelt. Hvis det gør, så har jeg selv været med til at spille os ned og så må jeg også være med til at spille os op igen. Vi har 12 kampe tilbage, så vi skal lige slappe lidt af. Vi kan stadig nå at vinde Cup-finalen og få en okay placering i ligaen."
Hvad er din rolle som anfører og en af de erfarne spillere?
"Jeg skal være med til at samle det og sørge for, at vi holder sammen. Min største rolle er at spille godt, så kan jeg få folk med."