Overleveren
DA EN MAND STANDSEDE sin bil på hvinende dæk og spurtede gennem styrtregnen og ind på en restaurant på toppen af Colle di Superga lidt over klokken fem om eftermiddagen den 4. maj 1949 for at låne telefonen, troede journalisten fra det nationale italienske nyhedsbureau, han ringede til, ikke på den historie, manden stakåndet fortalte ham: En pilot havde i uvejret over bjerget mistet kontrollen over et FIAT G-212 og var smadret ind i kirkemuren tæt ved restauranten, og flyets 31 passagerer havde efter alt at dømme været spillere, trænere og ledere fra det firdobbelte italienske mesterhold AC Torino.
Få minutter senere ankom politi og brandvæsen til flammerne omkring La Basilica di Superga, og mens rygtet om et havari med de berømte ombordværende løb ned ad bjerget til den norditalienske industriby, hvorfra journalister og hundredevis af borgere snart begyndte at strømme den anden vej, måtte nyhedsbureauet bekræfte indholdet i den telefonopringning, det tidligere havde anset for en usmagelig spøg. Italien havde mistet sit suveræne mesterhold, Torino sine store helte.
Holdet, der var bedst kendt som Il Grande Torino, havde været på vej hjem fra Benfica-spilleren José Ferreiras afskedskamp i Lissabon og var kun fire kampe fra at vinde sin femte scudetto i træk. Vittorio Pozzo, landstræneren bag Italiens VM-titler i 1934 og 1938 og daværende journalist på Torino-avisen La Stampa, fik til opgave at identificere de forkullede lig af de mennesker, han i de flestes tilfælde havde haft et nært forhold til, eftersom han lige godt to år tidligere havde stillet til start med hele 10 af dem i en landskamp mod Ungarn.
To dage senere fyldte godt en halv million mennesker op i Torinos gader for at følge den begravelse af de 18 spillere deriblandt landsholdsanfører, allround-midtbanespiller og topscorer Valentino Mazzola trænere, ledere, massører, journalister og besætningsmedlemmer, der også blev transmitteret direkte på italiensk radio.
30.000 mennesker fulgtes derpå op til Superga for at lægge blomster på ulykkesstedet, og selv om holdet blev tildelt mesterskabet 1948-49 in absentia, lod ulykken både Torino og den italienske fodboldnation i almindelighed så sorgbetyngede tilbage, at man i dag forklarer de mangelfulde resultater i de efterfølgende godt 30 år med 'Superga-psykosen'.
Havde det ikke været for flykatastrofen i 1949, var det italienske landshold eksemplvis næppe året efter blevet beordret ud på en to uger lang tur med skib for - afkræftede af søsyge og uden at have kunnet træne i løbet af overfarten - at nå VM-slutrunden i Brasilien og blive ekspederet ud i første kamp af Sverige. Og havde det ikke været, fordi Pierluigi Meroni, den ellers krigsordensdekorerede pilot, havde styret sit fly ind i muren den regnvejrseftermiddag i maj, skulle klubben sandsynligvis ikke have haft brug for et tilløb på 26 år, før end den kunne hjemtage sit næste og seneste italienske mesterskab.
Cairo giver Torino håb
Når tifosi fra Juventus op igennem halvfjerdserne, firserne og halvfemserne slog armene ud som vinger og summede som et hastigt nedadgående fly for til sidst at råbe "Boom! Superga!", hver gang navnene på Torino-spillerne blev læst op af stadionspeakeren før et derby på Stadio delle Alpi eller Stadio Grande Torino, var det frem for alt en markering af de overmægtiges empatiske handicap.
Torino i fyrrerne, Inter i tresserne og Milan i halvfemserne har været ene om at gøre attentater på Juventus' sejrstogt op igennem den italienske fodboldhistorie, og tilhørte man nationens i særklasse mest vindende klub, kunne man tilsyneladende slippe af sted med hvad som helst.
I Torinos anden fodboldklub, der via Torino Calcio i 1970 tog navneforandring til Torino FC efter problemer med gæld og en tvangsnedrykning i 2005, kunne man derfor dårligt tro, at det var sandt, da Juventus-direktøren Luciano Moggi blev taget med fingrene på mobiltasterne på vej til at manipulere med endnu en fodbolddommer, -direktørkollega eller journalist, og Juventus som straf blev degraderet til Serie B, alt imens Torino FC selv sikrede sig oprykning og kunne se frem til at fejre sin 100-års-dag som Serie A-klub.
Torino FC har, mens Juventus har været Italiens mest populære fodboldklub, alle dage været de fleste Torino-borgeres yndling, men selv om klubben for første gang i historien overgår sin rival med en liga, er tiden ikke moden til at stille forventninger om en sejrsrække a la den i fyrrerne, fastslår Andrea Malaguti, en af Vittorio Pozzos efterfølgere på La Stampas sportsredaktion.
"Torino kommer til at befinde sig i den dårligste halvdel af Serie A, men holdet er dog for godt til at rykke ned," forudser sportsredaktøren.
Trods en pauver sæsonindledning har holdets fans en usvækket tro på, at stabilitet vil indfinde sig efter årtier, hvor en oprykning i reglen blot affødte en nedrykning. Og forhåbningerne knytter sig til én mand.
"Urbano Cairo er en meget, meget populær præsident. Han er født i Torino, har været fan af klubben, siden han var dreng, og han reddede klubben, da den havde økonomiske problemer og førte den direkte tilbage i Serie A," forklarer Andrea Malaguti.
Den 49-årige klubpræsident har skabt en formue på at udgive discountdameblade med titler som Donna og Diva efter at have arbejdet tæt sammen med Silvio Berlusconi i hans mediedynasti, og Cairo slægter også den senere italienske premierminister på, vurderer Andrea Malaguti, på andre områder.
"Problemet med Cairo er, at han ser sig selv som en konge. Han vil bestemme. Det var også grunden til, at han fyrede Giovanni De Biasi lige inden sæsonstart. De Biasi ville spille for defensivt efter Cairos smag, og nu har Zaccheroni problemer med at få et spillermateriale, han ikke selv har valgt, til at fungere," siger Malaguti.
"Men det ser fansene ikke som Cairos problem de langer i stedet ud efter Zaccheroni. Cairo er urørlig, for han har givet fansene nyt håb."
"Jeg følte mig flov"
I en lejlighed på Corso Unione Sovietica i Torinos centrum sidder en mand og glæder sig så meget, at han næppe har ænset, at Stefano Fiores ego og Giuseppe Pancaros alder har vist sig for betragtelige til at passe ind i den nye udgave af hans gamle klub. Manden hedder Sauro Tomà, og mandag 4. december, dagen efter at Torino FC fylder 100 år, kan han fejre sin egen 81 års fødselsdag.
Sauro Tomà skulle som en del af Il Grande Torino have været med til kampen i Lissabon i 1949, men han havde været skadet i sit venstre knæ siden en kamp mod Milan i februar og valgte at blive hjemme hos sin kone, der ventede deres datter. Da han tager telefonen i sin stue denne onsdag eftermiddag 57 år senere, er han rar, høflig og klar i mælet.
"Jeg havde problemer med knæet i omkring et år, indtil klubben fandt en kirurg, der kunne tage sig af det. Han var faktisk hjertekirurg og Juventus-tifoso, men jeg blev opereret alligevel og kom til at spille igen. Men da var æraen jo slut i Torino på grund af katastrofen, og jeg flakkede lidt rundt mellem forskellige klubber," fortæller Sauro Tomà, der blandt andet kom til Brescia og Bari, inden han stoppede sin karriere i 1957 og blev leverandør af klimaanlæg.
Han kan sagtens genkalde sig den skæbnesvangre tågede og regnvåde majdag i 1949.
"Jeg kan huske, at jeg kom hjem, og der stod en masse folk ude foran mit hus. Jeg blev med det samme nervøs og tænkte, at der var noget galt med min hustru, så jeg skyndte mig ind til hende. I første omgang kunne jeg ikke helt forstå, hvad der var sket, for alle talte i munden på hinanden, og der var en mange, der græd. Min ven Mario Ceresa kørte mig så op til Superga, og politiet lod os komme forbi afspærringerne, fordi jeg var med. Men jeg ville ikke med helt op til ulykkesstedet og se, hvor vi mine holdkammerater var blevet slået ihjel."
Sauro Tomà fortæller, at han havde svært ved at sove om natten, fordi han lå og tænkte, at han skulle have været med ombord på flyet.
"Ved mindeceremonien havde jeg det svært, for jeg følte mig flov over at have overlevet en tragedie, hvor alle mine venner var døde. Jeg kan huske, at jeg havde lyst til at gemme mig bag et eller andet inde i kirken og ikke se folk i øjnene. Det var en meget ulykkelig dag for os alle sammen," beretter Sauro Tomà.
"Det tog mig lang tid, før jeg kunne hilse på folk og se dem i øjnene. Det kan jeg heldigvis i dag. Savnet er der jo stadigvæk, men det er heldigvis de gode minder, der fylder mest."
Den gamle mand lader til at pege ud mod billederne på væggene i hans stue, da han beskriver sine medspillere på et af Italiens bedste klubhold.
"Det var et meget specielt hold, der kan man sige kom lige fra krigen og præsterede noget fantastisk. Vi spillede på en speciel måde, og vi hjalp hinanden. Jeg kan huske, at de store angribere kom tilbage og hjalp til på midtbanen, når der var brug for det. De spurgte sågar de unge spillere på midtbanen, om de gerne måtte gå frem i angrebet igen. Jeg var ung, da jeg kom til Il Grande Torino. Jeg havde spillet for forskellige klubber i Ligurien og følte det som en kæmpe ære at spille for Torino. Holdet var rigt ikke så meget på penge, men på mennesker. På spillere. Vi kom til at opleve nogle utrolige ting som meget unge. Vi spillede mod Barcelona, fløj over Atlanten i en lille flyvemaskine for at spille fire kampe i Brasilien," fortæller Sauro Tomà og remser de fire brasilianske klubhold op.
"For mig var det som at komme ind i en helt anden verden. Vi følte os elskede, og pressen skrev altid pænt om os."
Sauro Tomà hilser på billederne i stuen med vemod og stolthed hver dag, som han siger. Hvert år den 4. maj tager han op på Superga og beder en bøn.
"Jeg sidder tit i stuen og ser på billederne. Jeg kan godt lide at snakke om det nu, for det var en smuk tid i mit liv. Jeg bor ikke så langt fra Filadelfia (Il Grande Torinos hjemmebane, red.) og kan stadigvæk godt lide at gå derover og snakke med folk. Der er mange, der stadigvæk kan huske mig, og som hilser - selv nogle af dem fra Juventus."
På spørgsmålet om, hvad han skal lave på næste søndag, når Torino FC fylder 100 år, falder svaret hurtigt. Han skal spadsere på det knæ, han stadig ikke kan bøje helt - de fem blokke over til sin gamle hjemmebane.
"Tiden går, men jeg vil altid gerne over til Filadelfia og snakke lidt, og det skal jeg helt sikkert den dag. Jeg vil også tænke på mine venner fra dengang, som jeg ikke har længere. Billederne i min stue hjælper mig med at huske tingene fra dengang."
TORINO FC
Navnene:
Stiftet som FC Torino 3. december 1906 af afhoppere fra Juventus, som slog følge med FC Torinese, men siden omdøbt til AC Torino i 1936, Torino Calcio i 1970 og Torino FC i 2005.
Mesterskaber:
1927-28, 1942-43, 1945-46, 1946-47, 1947-48, 1948-49 og 1975-76. Torino blev frataget mesterskabet i 1926-27 pga. en bestikkelsessag, mens den italienske turnering blev suspenderet i 1943-44 og 1944-45 som følge af 2. Verdenskrig.
Coppa Italia:
1936, 1942, 1968, 1971 og 1993.
Spillere, der omkom i Superga-katastrofen:
Valerio Bacigalupo, Aldo Ballarin, Dino Ballarin, Milo Bongiorni, Eusebio Castigliano, Rubens Fadini, Guglielmo Gabetto, Ruggero Grava, Giuseppe Grezar, Ezio Loik, Virgilio Maroso, Danilo Martelli, Valentino Mazzola, Romeo Menti, Piero Operto, Franco Ossola, Mario Rigamonti og Giulio Schubert.
Klubbens stjernespillere gennem tiden:
Francesco Graziani, Dino Baggio, Diego Fuser, Junior, Walter Casagrande, Denis Law, Martin Vazquez, Gianluigi Lentini, Cristiano Lucarelli, Silvio Piola, Valentino Mazzola, Gianluca Pessotto, Vincenzo Scifo, Robert Jarni, Jocelyn Angloma, Enzo Francescoli og Samuel Kuffour.
Serie A-topscorere:
Enrico Schönfeld, 22 (1923-24), Julio Libonatti, 21 og 35 (1926-27 og 1927-28), Gino Rossetti, 36 (1928-29), Eusebio Castigliano, 13 (1945-46), Valentino Mazzola, 29 (1946-47), Paolino Pulici, 17, 18 og 21 (1972-73, 1974-75 og 1975-76) og Francesco Graziani, 21 (1976-77).
Danske spillere:
Klaus Berggreen (1987-88) og Christian Keller (august 2005 Torino blev netop oprykket i Serie A afsløret med en betydelig gæld og blev tvangsnedrykket til Serie B, hvorefter Keller blev solgt videre til Lazio).
Dyreste indkøb:
Cristiano Lucarelli, 75 mio. kr. (Lecce, 2001).
Dyreste salg:
Gianluigi Lentini, 145 mio. kr. (Milan, 1992).
Træner:
Alberto Zaccheroni.
Idealopstilling 2006 (3-4-2-1):
Abbiati Di Loreto, Cioffi, Franceschini Comotto, Barone, Ardito, Balestri Rosina, Lazetic Stellone.