Magien i Europa
Fuldmånen skinnede over Brøndby Stadions vidåbne langside, da Brøndby IF debuterede i Europa Cup'en mod den ungarske traditionsklub Honved Budapest - og der var både magi og vanvid i luften denne historiske september aften, 1986. Brøndbys chokerende 4-1 sejr var spillertruppens kontante åbenbaring af den fremtidsvision, Brøndbys ambitiøse ledelse med Per Bjerregaard i spidsen havde lanceret trekvart år forinden i december 1985, måneden efter klubbens første mesterskab nogensinde.
Klubledelsen havde ikke alene fremlagt dens banebrydende planer om at børsintroducere Brøndby IF og fuldprofessionalisere klubbens bedste spillertrup pr. 1. marts 1986 men også vidtløftig lanceret målet om "Dansk Fodbold i Europaklasse." Sigtekornet var nøje indstillet på de Europa Cup-turneringer, der år efter år var startet og sluttet i det mørke efterårsmåneder for de deltagende danske hold.
Turneringer, hvor spændingsincitamentet stort set var forbeholdt selve lodtrækningen: en "gratis" opvisningskamp med roterende tælleapparater mod et sydlandsk, britisk eller tysk storhold eller halvtomme tribuner, mens et hold fra Østeuropa ekspederede det danske hold ud?
Nu var Brøndbys europæiske ambitioner ingenlunde baseret på øjeblikkelig succes fra første fløjt, men på et langsigtet afkast af de fuldprof-tilstande, der blev indledt i et år, da det danske landshold stod overfor dets første VM-slutrunde nogensinde. At Brøndby så allerede et halvt år efter det første fuldtids-trænings pas udklassede Honved i Europa Cup-debutkampen, gjorde selvfølgelig ingen ledere eller fans noget ondt.
Nu var de nyfundne ambitioner imidlertid bundet op om et videre avancement i de europæiske turneringer, ikke kun selvtillidsstimulerende hjemmesejre af kosmetisk betydning. En vis nervøsitet indfandt sig derfor hos Brøndbys ledelse og fanskare før returkampen den 1. oktober i de nok så fremmede omgivelser med en teenagemålmand (læs: Morten Cramer, alias klubbens seneste målmandserhvervelse anno 2006) som sidste skanse mod Honved-holdets forventede storoffensiv.
En storoffensiv, som fik en håndsrækning fra en højest uventet kant, da den indfødte Brøndby-dreng og ellers bundsolide højre back Ole Østergaard ved hele to tilfælde kvajede sig i egen zone. De mere og mere motiverede magayere var pludselig oppe med livsfarlige 2-0, med godt en halv time til at jagte deres sidste og afgørende træffer.
Som fan, tilstede på stadion, var minutterne efter dette andet mål nogle af de værste i et langt, slidsomt fodboldliv, men med et kontra-lynangreb, som kreeret i Kosmos, kom den lille effektive forward Claus Nielsen pludselig fri i det fremmede felt og sendte bolden i kassen - og Brøndby IF ned i Mesterholdsturneringens lodtrækningsbowle to dage senere.
Ekstasen blandt os få tilrejsende fans kan stadigvæk nemt hidkaldes, det samme kan afterpartyet, hvor en lykkelig Doktor Bjerregaard tog imod den lille taxifuld fans, der havde søgt til spillerhotellet på en halvø i Donau-floden. De glade og sultne spillere var midt i deres måltid, "men kom da endelig ind og hils på spillerne," opfordrede doktoren. Vi afslog dog høfligt: "nej, lad dem bare spise færdig i fred, så ses vi dernede bagefter!"
"Dernede" var hotellets natklub, hvor rom & colaen gled lystigt ned og en kitschet stripteaseagtig kabaret knapt kunne distrahere de glade spillere og feststemte fans' evaluering af kampen og perspektiverne for den videre mesterholdsturnering.
Det var "Dansk Fodbold i Europa Klasse" omme bag Jerntæppet, tyve år tilbage i tiden og et slags startskud til det, der i dag er et centralt succesparameter for de danske topklubber, uanset hvor man i København eller det øvrige land er fodboldideologisk placeret.
Brøndbys og Bjerregaards visionære målsætning var et decideret paradigmeskifte for dansk klubfodbold dengang, men den gammelkendte kasseholds-tænkning hang stadig fast i visse dele af Vestegnen og det øvrige land.
Nyheden om Brøndbys 2. runde modstander, Dynamo Berlin, nåede os, da vi ankom til Rødby Færgehavn, en route fra den 24 timer lange bustur fra Budapest. "Berlin, jaaaaa!"
Euforien ville ingen ende tage på bussens bagsæde blandt os SU-baserede fattigrøve, der øjnede både sportslige muligheder mod det hemmelige østtyske politis mesterhold og en 200 kroners bustur til Sportsforum på den anden side af den berygtede grænsestation Checkpoint Charlie. Men søvndrukkent hjemkommet til Brøndby mødte vi minsandten kun skuffede folk, der ikke glædede sig over "endnu et nyt østhold", og i forhold til Honved-dysten trak Dynamo Berlin kampen guddødeme 1000 færre tilhængere til Brøndby Stadions dengang spagfærdige tribune afsnit. Det var lidt svært at forstå.
For de hårdkogte var Berlin-(re)turen imidlertid en milepæl, ca. 3-400 mand samlet i én og samme kurve på et vildt fremmed østeuropæisk stadion, en almindelig novemberonsdag med kick off kl. 13.30.
Stasi-agenterne luskede også rundt på og omkring stadion, men et par unge, østtyske fans fik sneget sig diskret sig over i vores afsnit, hvor de genkendte heavy metal sy-mærkerne på min cowboyvest; hvorefter de entusiastisk gav deres begejstring for de forskellige bands og deres seneste album til kende.
Muren, et par få km borte herfra, havde åbenbart ikke afholdt stygge vestlige metalband som Metallica og Iron Maiden i at få placeret sig solidt i den østtyske ungdoms par øren (og samme bands' indtrængen bag jerntæppet havde kovendt en ellers olm stemning, da jeg var røget ind i en håndfuld skuffede Honved- og heavy metal fans måneden forinden). Det var heavy metal, vi talte om, ikke fodboldkampen og da slet ikke, at jeg havde stemt på Danmarks Kommunistiske Parti ved det seneste folketingsvalg.
Som årene gik, blev det kun tydeligere, at disse årlige østeuropæiske udflugter havde et uvurderligt sociokulturelt tilsnit. Fodbolden var vigtig som død & helvede, men der var meget mere, der åbnede sig op i denne nu hedengangne verden: Mennesker, interaktion og alt det der var så anderledes end derhjemme.
Året efter befandt vi os så i et gråligt og diset Bukarest, hvor Præsident Ceausescu nød godt af at eksportere landets energiressourcer, således at kun hans eget kæmpepalads samt det store internationale hotel, hvor vi boede og lagde vestlig valuta i kassen, var forsynet med elektrisk lys på denne sene dunkle efterårsaften. Kampen, dagen efter, blev selvsagt spillet i dagslys, tidligt om eftermiddagen, hvor Brøndby IF's 3-0 kollaps (og efterfølgende 3-0 straffesparksnederlag) pludselig sendte Brøndby og dansk fodbold tilbage på monkeyclass.
Brian Laudrup blev flæsket hårdt i sin første duel, og han holdt sig diskret fra flere finter i resten af dén kamp, mens paralyseringen over det fremmedartede forplantede sig til hele holdet, til udskiftningsbænken og til os få tilrejsende fans, der havde fundet frem til det forvoksede skolestadion bag de kommunistiske betonkomplekser.
Brøndby faldt, hårdt og ubarmhjertigt, det samme gjorde Ceausescu to år efter som en af de allerbagerste af de røde, betonformede dominobrikker.
Et nyt Europa var på vej og det samme var et nyt Fodbold Europa.
I efteråret 1990 havde Brøndby samlet sig sammen efter Bukarest-fadæsen og et par noget mere forventelige exits mod Club Brügge og Olympique Marseille. I en af klubbens bedste præstationer på den internationale scene blev det aktuelle Bundesliga-tophold, Eintracht Frankfurt revet midt over fem gange, og på selve den tyske genforeningsdag, den 3. oktober 1990, blev klubben fra det tyske finanscentrum ekspederet ud af UEFA Cup´en, selvom frankfurterne vandt returmødet 4-1.
Brøndbys historiske kampagne var i gang og det måske mest komplette danske klubhold nogensinde (inklusive stammen af EM-vindere i 1992, som dog har sit værdige match i FC Københavns aktuelle trup plus Santos/Ailton), nåede som bekendt semifinalen syv måneder senere - efter ciffermæssigt sikre sejre over ungarske Ferencvaros og tyske Leverkusen og i kvartfinalen russiske Torpedo Moskva, hvor Brøndby fik slæbt sig videre efter en straffesparksturnering, hvor man på det åbne, iskolde russiske stadion sad fuldstændig fastfrosset af spænding, inden Kim Christoftes følte inderside-uden-tilløb fik det fulde ansvar for en jubelfest, der ikke fortjener nogen egentlige jævnførelser.
Bjerregaards vanvidsvision om en europæisk semifinaleplads fra det historiske pressemøde i december '85 var til fulde blevet verificeret.
I 1991 fik dansk klubfodbold samtidig sin Superliga, og Europa var på vej med sin: Champions League en drøm og et traume, men frem for alt en sportslig/økonomisk opgradering af den europæiske fodboldelite. Et eksprestog, med meget få stop på de danske stationer, skulle det vise sig.
Champions League-bommerter har der siden været flere af (Dinamo Kijev, Widzew Lodz, uden sidestykke, dernæst Rosenborg, Boavista og Ajax). Skønne spildte chancer, og det er måske den dyrt betalte pris, man som fan må acceptere for at opnå noget nær den ultimative øjebliksfølelse i Champions League-regi samt sidegevinster i UEFA Cup'en?
Men man skulle såmænd lige lidt mere igennem, dengang i august 1998, da porten til det europæiske fodboldhimmerige stod vidt åben, efter Brøndby IF's solide 2-0 udebanesejr i kvalifikationsrunden over slovakiske mesterhold Kosice.
Det har ofte været slemt at være Brøndby-fan i Parken og vil nok blive det igen i dette efterår, men ingen stunder har været mere opslidende på Østerbros nationalarena end under den stillingskrig, der fulgte, efter at slovakkerne kom foran 1-0 seks minutter før pausefløjtet. Slovakkerne pressede aldrig rigtig Brøndby tilnærmelsesvis i bund, men det tiltagende forfølgelsesvanvid var helt reelt, alt i mens Parkens stadion ur talte ned til det, der mere end noget andet var en lettelses jubelseance.
Næste kamp, næste jubelscene skulle til gengæld tangere det deciderede overstadige.
Den 16. september 1998, i minutterne mellem ca. 22.15 og ca. 22.25 gik Brøndby IF ombord i en tretrinsraket med endestation til Paradis. Tre minutter før ordinær tid udlignede Søren Colding via forsvareren Helmer Bayern Münchens sene føringsmål, dernæst endte Allan Ravns uforglemmelige ballonlob over Oliver Kahn inde i det tyske bur i 3. minuts overtid, hvilket i sig selv var en våd drøm, der blev virkelighed, men resultatet ville samtidig sende Brøndby til tops i "Dødens Pulje", hvis Manchester United og FC Barcelonas samtidige 3-3 stilling holdt sig.
Følelserne, der ramte én i det sekund, Parkens stadionspeaker annoncerede pointdelingen på Old Trafford, var orgastisk på et i fodboldsammenhæng hidtil ukendt plan (der er nogle sexologer og andre almindeligt dødelige, der hævder, at den anden orgasme altid er langt bedre end den første, men jeg husker ikke hvorfor). Det var øjeblikkets magi, det var carpe diem i sin allermest definerende essens, hvilket byens fadølsanlæg så sandelig fik at mærke den aften. De Brøndbyfans, som ikke gik i byen den aften, burde parkeres i hvidt på C6 til næste rivalopgør i Parken.
Hvor stor Champions League-successen så var på det globale plan, fandt jeg dog først rigtig ud af en måneds tid senere under en taxatur til San Francisco International Airport, hvor en hygsom, ukrainsk emigreret og meget fodboldentusiastisk chauffør spærrede øjnene op, da jeg fortalte, at jeg var Brøndby-fan. "Oooh," sagde han. "Broooendby-Bayeaaarn Twooo-Ooone, yes? This laaast gooooal, goooood Raeeevn, right?"
Allan fra Solrød, kendt af Sergej fra Donetsk, nu bosiddende i San Fransisco og det er netop her, de store Europa Cup-øjeblikke har sin helt særlige charme, i essentiel grad Champions League: Vores 15 minutter eller lidt mere i berømmelsens lys, som New York-kunstneren Andy Warhol så berømmeligt definerede det.
Og nu, på vej ud af årets turnering, med sviende, lyserøde ører, tyve år efter den triumferende entrè ved Donau-floden, kan man fremdeles lade sig fascinere af Europa Cup'en som det den reelt er: nemlig en lidt mere kompleks, kontinental udgave af den engelske FA Cup, verdens mest traditionsrige pokalturnering; hvor de små klubber aldrig vinder ét eneste trofæ, men hvor det at gribe øjeblikket som klub, som fan og som oplevende og engageret menneske er det egentlige parameter, når momentet indtræder; hvilket det så indimellem har gjort for Brøndby IF - som i Budapest eller i Parken - eller på allerhelligste Anfield Road, Allehelgenensaften 1995, da Liverpools FC's europæiske comeback i første omgang blev kortlivet, og da Brøndby IF gik grassat på Wildpark i Karlsruhe året efter.
På den måde har Brøndby IF's europæiske ambitionsløft fra december 1985 sådan set holdt ganske godt vand. "Dansk Fodbold i Europa-klasse" på godt og ondt: klubben har minus katastrofeåret 1992 altid været der, den har været med, den har lavet dens klare brølere, men den har også overgået sig selv og indimellem har miraklerne åbenbaret sig.
Det nylige 4-0 smæk i Frankfurt synes derfor næsten logisk i denne sammenhæng. "Bøfferne hører med gratis", som det stod i covernoterne på et gammelt livealbum med danske Delta Blues Band
Så sort og hvidt, som det kan blive i fodbold, og efter 20 omskiftelige år i gamet er man egentlig lige så afhængig af Europa Cup'ens særlige magi som nogensinde - også selv om magien momentvis må opleves fra bagsædet af en hastigt kørende, hvidmalet Ferrari med blå fartstriber og glubsk løvelogo.