The Green Pride
Da Zico først flytter sig, går det nemt nok med at få den nye, sorte herrestrømpe i god kvalitet på den velplejede højrefod. Det er straks vanskeligere med den opsvulmede venstrepote, tæt på dobbelt tykkelse, og der skal ases en del, før støtteapparatet modstræbende svupper ned i den sorte Boss-sko.
"Du må undskylde, at jeg beder dig om at give mig strømper og sko på, men jeg må altså ikke bøje benet, og så er det helt umuligt at klare det selv."
Ove Christensen, klubløs fodboldtræner på ufrivillig sabbat, har netop fået fixet hoften for en gammel fodbold- og bordtennisskade på Hvidovre Hospital, og nu skal han så luftes for første gang.
Zico efterlades alene hjemme og fodres af med tørrede griseører. Dem sætter en natsort labrador-pige i sin bedste alder smaskende pris på. Og jo, tøsen ER opkaldt efter den legendariske brasilianer, lige nu træner i tyrkiske Fenerbahce.
"Ja, jeg må have krykstokken og en pude med," lyder det med mixet af forklaring og kvartflov undskyldning, som normalt selvhjulpne mennesker ofte tyer til, når de midlertidigt ligger andre til last.
Målet er in-stedet Stygge Krumpen i Aalborgs minefelt, og hønsesalaten bliver promoveret allerede før menukortet slås op. En vendelbo kender vel sin metropol.
Nutiden
Efter sommerens pludselige og spektakulære exit fra Viborg FF blev der hen over efteråret stille omkring 56-årige Ove Christensen. Men på det seneste har han været sat i forbindelse med både den norske Tippeliga-nedrykker Molde fra den lange nations fodboldgale Vestlandet samt vores egen ligabundprop Silkeborg IF.
"Hvis timingen havde været bedre, er det meget sandsynligt, at jeg havde stået oppe i Molde i dag. Men operationen i hoften gør, at jeg er usikker på, hvor lang tid der går, før jeg er fit for fight. Molde ville gerne præsentere en ny, langtidsholdbar løsning, før spillerne går på ferie her i weekenden, og det kunne jeg ikke garantere dem at være," siger Ove Christensen, der ellers er fuld af lovord om den norske traditionsklub.
"Det er et fantastisk sted, og de mennesker, jeg har talt med, har format. Stadion er pragtfuldt med udsigt til havet. Det var bare mig, der ikke kunne sige "Ja, nu gør vi det." Og jeg har ikke sagt nej til Molde, fordi der ligger et mere attraktivt tilbud fra Silkeborg," siger Ove Christensen, der dog er kontaktet af midtjyderne.
I Søhøjlandet håber man at lancere en ny boss i løbet af få dage, men det bliver ikke rutinerede Christensen, siger han selv. Her og nu, altså. For han ligner én, der både værdsætter hønsesalat og ved mere, end han lige nu er villig til at dele med os andre. Der pågår kulissespil. SIF senere, måske?
Bitterheden
Sidst jeg så Ove Christensen, var det solbrændte ansigt forvrænget af raseri, afmagt og ydmygelse, mens han hvislende naglede Viborg-direktør Morten Jensen med en bemærkning så spids. Og så var han ellers væk fra det elskede træningsanlæg på Kirkebækvej…
I dag i balance, afklaret og velovervejet mens han skubber de julienne-skårne gulerodslevninger fra sig. Han har forberedt det, der kommer nu. Retter sig i stolen trods den værkende hofte. Kniber øjnene let sammen.
"Fyringen af mig var ikke legitim. Jeg kunne forstå det, hvis resultaterne havde været dårlige, eller min mandskabsbehandling ringe. Men jeg havde lige lavet det bedste resultat i Viborg FFs historie. Vi havde været med fremme i 33 kampe og udfordret FCK, Brøndby og OB til sidste runde, hvor vi spillede med om bronzen. Vel var jeg ude med nogle bombastiske meldinger, men forud var gået et langt forløb, hvor jeg ikke fik lov til at tage ansvar, ikke havde indflydelse og blev decideret svigtet. Glerup, Højer, Frandsen og jeg havde jo påtalt den utilfredsstillende forberedelse. Jeg havde aldrig nogensinde i mit liv forestillet mig, at jeg kunne blive fyret. Jeg ved, at jeg kan mine ting, så det havde end ikke strejfet mig," lyder det fra en ærekær mand, hvis stemme forråder ham med den sarteste af vibrationer.
Bitter? Jo, så det batter, selv om han slår fast, at det ikke må præge én. Men hvor andre ville pakke ind og glatte ud, kaster Christensen lorten på bordet.
"Bestyrelsesformand Poul Arne Jensen præsterede at fyre mig på tv, og Morten Jensen, hvis røv jeg har reddet mange gange, selv om du ikke skal skrive dét ord… Jeg havde Morten fem år i Nørresundby Boldklub og hjalp ham videre til Viborg. Jeg blev cheftræner, og han var min anfører. Men da jeg havde brug for ham, var han der ikke. Jeg er ekstremt skuffet over ham. De kunne godt have taget en opringning og sagt tak for tingene. Samtlige spillere viste høj klasse og enten ringede eller skrev. Samarbejdspartnerne kvitterede, og fanklubben var fantastisk. De eneste, jeg ikke hørte fra, var ledelsen. Det er klart, at det har kostet en relation på det menneskelige plan. Jeg har det ikke godt med det, men det må man tage med. Somme tider er det sådan."
Stoltheden
The Green Pride er navnet på Viborg FFs officielle fanklub, men det er også dækkende for den følelse, Ove Christensen at the end of the day har for domkirkebyens fodsportsforening.
"Det er jo hjerteklubben. Og jeg er stolt af mit arbejde i Viborg. Gennem de sidste 10, 11 år har jeg været primus motor i det, der har givet klubben sin nuværende position. Det rykker i mig, når jeg går derhjemme og hører i radioen, at der er scoret på Viborg Stadion. Det var min arena i ekstremt mange år, og selv om det var klar til nedrivning, syntes jeg, det var det smukkeste stadion, der fandtes. For det var der, alle følelserne lå. Og det er også derfor, jeg ikke har været der siden. Jeg er simpelthen ikke mentalt klar til at se en kamp på Viborg Stadion endnu. Jeg læser i øvrigt, at man nu skal til at spille angrebsfodbold. Det skulle glæde mig, hvis man vender tilbage til min stil. Viborg var det mest scorende hold i sidste sæson, og vi fik ændret vores image fra de går mus til et mandskab, der evnede at holde fast i bolden og spille flot angrebsfodbold."
Sporløs er sommerens fyring altså ikke gået hen over manden, der har stået dér søndag eftermiddag oftere end de fleste. Og han ville være unormal, hvis ikke han havde lært af forløbet.
"Jeg vil gerne påvirke andre og skal så også selv evne at stikke en finger i jorden. Jeg brød kodeks for, hvad man kan og ikke kan. Men at jeg havnede i situationen, var ikke min skyld. Jeg lærte, at medier er stærke, og at tv-mediet er meget stærkt. Men jeg lærte også at være mere diplomatisk. Det var ikke godt nok, og jeg kommer aldrig til at stå i sådan en situation igen. Hvis du ikke lærer af ting, står du dig dårligt."
Fremtiden
Indtil nu er han ikke bekymret over at være uden beskæftigelse. Den er måske på plads til 1. januar. 1. juli næste år skulle der meget gerne være noget nyt at rive i.
"1. juli er absolut sidste deadline. Men jeg er rimeligt sikker på, at jeg får arbejde. Jeg er god til at få det maksimale ud af en trup, at skabe et godt træningsmiljø og taktisk og mentalt at sætte holdet op. Det er det ry, jeg har, og det vil der altid være klubber, der har brug for. Så jeg går ikke i panik, hvis vi når 1. april, og der stadig ikke er sket noget," slår Ove Christensen fast.
Men 56? Og så mange trænere fra hans generation er der jo heller ikke tilbage i ligaen?
"Jeg vil selv vide den dag, der ikke er mere at give. Ellers håber jeg, gode venner vil prikke mig på skulderen. Men jeg skal blive i fodbolden, det ligger fast. Du kommer aldrig til at opleve mig med hyggegolf. Jeg ville brække mig, hvis jeg skulle slå ud om formiddagen, spise frokost i klubhuset og slå ud igen om eftermiddagen. Jeg savner suset og har ganske enkelt abstinenser om søndagen, når superligaen kører. Jeg har faktisk grublet over noget rådgivningsmæssigt, måske. Eller at tilbyde min erfaring til et agentfirma som scout eller rådgiver i personlige forhold? En slags mentor-rolle? Eller en stilling som sportschef eller noget bestyrelsesarbejde, som bliver vigtigere og vigtigere."
Designer-kaffen er drukket, og de smertestillende klinger af, så Christensen rejser sig, om end med besvær. Hjemme på Steenstrupsvej nedenfor Mølleparken venter Zico på nye, tørrede griseører.
Ude ved frakørsel 29, Svenstrup, Ellidshøj, southbound, rammer den dårlige samvittighed som et kølleslag…
Hvordan hulen mon han fik sko og strømper af igen?