Gravesens Glasgow
Det regner ved ankomsten. Selvfølgelig gør det det. Det er jo Skotland.
Taxachaufføren ler beklagende og bedyrer, at vejret var bedre i går.
Men sådan er det altid i et land, hvor det siges, at man kan opleve alle fire årstider - på en formiddag.
Skotland er ikke noget tæt befolket land. De 5,1 millioner indbyggere har omtrent dobbelt så meget plads at boltre sig på i forhold til danskerne. Alligevel er der kø på motorvejen langs Clyde-floden på vej mod byens centrum - selv om det er søndag.
De fleste af de godt fem millioner skotter er nemlig koncentreret omkring de to store byer i den centrale del af landet, Glasgow og Edinburgh. Men i bakkedragene og langs de smukke søer længere mod nord bliver der længere mellem mennesker.
Hvad skal tiden dog gå med
Det er her i Glasgow, at Thomas Gravesen er på kontrakt i de næste tre år, en kontrakt der kan blive karrierens sidste for den 30-årige dansker, der er blevet jaget vildt i både skotsk og dansk presse efter sit farvel til det danske landshold og efterfølgende pressetavshed efter landsholdsbruddet og op til Celtics kamp mod FC København tirsdag aften på Parkhead.
Man kan berettiget spørge, hvad Thomas Gravesen dog skal få tiden til at gå med sammen med kæresten, pornofilms-instruktøren Kira Eggers, i denne tilsyneladende grimme by, der fremstår ligefrem trist i sensommerregnen.
For han kan vel ikke bruge hele dagen på at forsøge at undgå nærgående papparazzi-fotografers aggressive objektiver, når han ikke passer sin træning i storklubben i byens østlige udkant?
Fodbold er naturligvis, hvad det først og fremmest handler om, og fodbold er der masser af i den tredjestørste by i Storbritannien efter London og Birmingham. I en by med 610.000 indbyggere er det bemærkesesværdigt, at man finder tre stadioner med over 50.000 siddepladser, Parkhead eller Celtic Park, der er størst med 60.000 pladser, Glasgow Rangers' hjemmebane Ibrox i storbyens vestlige udkant samt nationalarenaen Hampden Park fire kilometer syd for centrum, begge med en kapacitet på godt 50.000 tilskuere.
Hold med Partick Thistle
"Hvis nogen spørger dig, hvem du holder med, så sig Partick Thistle," lyder rådet fra en rejsefælle med bopæl i Glasgow, som jeg møder allerede i flyet. Partick er den lille Glasgow-klub på Firhill, som ingen kan have noget imod.
I hvert fald ikke, hvis man holder med en af storklubberne.
"Så risikerer du ikke at komme i problemer," tilføjer han med henvisning til det ophedede forhold mellem katolikkerne i Celtics fangruppe og protestanterne i Rangers' bagland.
Glasgow er imidlertid mere end fodbold, og under byens tilsyneladende grimme overflade gemmer der sig faktisk en metropol i absolut europæisk topklasse. Indrømmet, på overfladen minder Glasgow mest af alt om den slidte arbejderby, den var ved at udvikle sig til med massearbejdsløshed og høj kriminalitet op gennem 70'erne og 80'erne.
Men ridser man lidt i lakken, blomstrer byen.
Et afgørende skub fik Glasgow i 1990, da byen blev udpeget som europæisk kulturby og igen i 1999, da den blev kåret til Storbritanniens arkitektur- og designby.
Nu er det nok ikke først og fremmest arkitekturen, hvad enten det så er Charles Rennie Macintosh's Glasgow School of Art med sine harmoniske linier eller det er Glasgows nybyggede Science Center i glas og buede linier ved Clyde-flodens bred ude i byens vestlige udkant, Gravesen er interesseret i.
Men Glasgow kan også byde på en spændende musikscene der har ry for at være en af Europas mest mangfoldige. Kira og Thomas kunne således i en ledig stund smutte en tur forbi King Tut's Wah Wah Hut, hvor Oasis i sin tid blev opdaget af den skotske pladeproducent Alan McGee, eller The Barrowland Ballroom, et historisk danse-sted, der i dag er omdannet til en mangfoldig scene for levende musik.
En smag af fars sure pibe
Så er der naturligvis også teatrene, først og fremmest Theatre Royal i Hope Street, hvor man finder både den skotske opera og ballet. Glasgow Royal Concert Hall i Sachiehall Street er hjem for det nationale symfoniorkester og ud over det rummer byen en halv snes teatre med skiftende opsætninger. The King's Theatre opfører for eksempel musicalen Guys and Dolls frem til 7. oktober.
Skulle byens larm og os blive for meget kan en tur i sensommersolen (den skal nok komme - om ikke andet så blot for et par timer) op langs Loch Lomonds bred anbefales. Den verdenskendte sø med "The bonnie bonnie banks" ligger blot 35 kilometer nord for Glasgow, og et ophold i den lille pittoreske landsby Luss er bestemt anbefalelsesværdig.
Så er der naturligvis også whiskyen. The Malt Whisky Trail - en rute der bringer den besøgende forbi syv forskellige destillerier - ligger dog helt oppe mellem Aberdeen og Inverness. I stedet kan en tur til øen Islay anbefales. Her ligger øens seks destillerier så tæt, at man kan spadsere fra sted til sted. Øens single malts har en umiskendelig smag af tørv, som stak man tungen i sin fars sure og udrøgede pibe. Men det er den slags, man må tage med, hvis man vil opleve Skotlands sjæl.
Om det er det, Thomas Gravesen er taget til Skotland for, er nok tvivlsomt. Men nu skal han i hvert fald ikke komme og sige, at han ikke har fået anbefalingen.