Det oplagte valg
Ståle Solbakken griner længe, før han svarer: "Det må du selv spekulere på."
Og det vil vi så gøre.
Spørgsmålet til FCK-træneren var en opfølgning på en snak i starten af oktober, hvor Solbakken ikke ville afvise noget om Niclas Jensen, men i stedet sagde:
"Niclas har aldrig været på tale for os på grund af det skattetekniske, og jeg har ikke snakket med ham, men jeg vil da ikke stå her og på forhånd afvise enhver mulighed for, at han kan vende tilbage"
Og så var spørgsmålet så, om Solbakken nu havde fået snakket med den danske landsholdsback.
Muligheden var i hvert fald nærliggende, da Niclas Jensen tilbragte en forlænget weekend i København og blandt andet blev set sammen med flere FCK'ere på Pub & Sport til den italienske topkamp mellem Palermo og Inter.
Forskerordning på plads
Det har desværre ikke været muligt at få en kommentar fra Niclas Jensen omkring fremtiden, men der er ikke meget, der taler for, at den fortsat ligger i Fulham, hvor landsholdsbacken kun har spillet 260 betydende minutter for London-klubben i 2006 og ikke har været i Premier League-truppen på denne side af sommerferien.
For det er ikke kun frustrerende for venstrebackens klubliv, det smitter også af på landsholdet, hvor den 32-årige Jensen har spillet mere (seks kampe i 2006), men i den seneste venskabskamp mod Tjekkiet efterlod et meget rustent indtryk.
Hans kontrakt med Fulham udløber til sommer, og familien med kone og to børn har allerede købt hus i udkanten af København, så der er meget, der taler for et skifte hjem til FCK, specielt nu hvor det økonomiske også bliver nemmere at få på plads.
Niclas Jensen kan nemlig komme hjem på den lavt beskattede forskerordning, og da han til januar har været ude i fem år, kan han endda komme hjem på den i tre år uden at være tvunget til at rejse ud igen for at undgå en efterskat, modsat for eksempel Morten Bisgaard, der måtte forlade FCK til fordel for engelske Derby efter tre år i Parken.
"Det er logik, at klubberne i Danmark ikke betaler de samme lønninger som her, men man kunne nok godt finde en måde at gøre det på, så alle blev tilfredse. Min situation er ikke særlig sjov, så hvis der skulle komme noget, og det gælder også fra Danmark af, så vil jeg kigger på det. Det kunne sagtens være interessant," som Niclas Jensen sagde det til Ekstra Bladet i torsdags.
Lige til venstrebenet
Så døren er åben, og da Niclas Jensen aldrig har lagt skjul på, at FCK ville være hans foretrukne klub i SAS Ligaen efter fire gode år i Parken fra 1998 til 2002, ligger den lige til venstrebenet, specielt når der også er spilletid at hente for de danske mestre.
Faktisk kunne backen overtage pladsen fra sin gamle ven og tidligere holdkammerat i Dortmund, André Bergdølmo, der har døjet et par måneder med en lyskeskade og har kontraktudløb til sommer. I stedet for den 35-årige nordmand har den 21-årige Oscar Wendt fået masser af spilletid, men den unge svensker har trods store fremskridt vist, at der er et stykke til Champions League-formen endnu.
Til gengæld har Niclas Jensen masser af international rutine at trække på fra både 54 landskampe for Danmark og ophold i PSV Eindhoven, Manchester City, Dortmund og Fulham, og med kun et halvt år tilbage af kontrakten i London vil han næppe være dyr at købe fri af den klub, der for halvandet år siden gav godt otte millioner kroner for den danske forsvarer.
Så selv om Ståle Solbakken siger, at han er glad for den trup, han har, og sportschef Carsten V. Jensen også har manet til besindighed på januars transfermarked, så er der så mange plusser ud for forbindelsen mellem Niclas Jensen og FC København, at man har svært ved at forestille sig, at det ikke bliver til noget.
Og så er Karsten Aabrink i øvrigt også agent for Niclas Jensen, hvilket gør det noget nemmere for ham at udtale sig så sikkert, som han gjorde det i sidste uge.
SANDSYNLIGHED FOR HJEMKØB: 90 %