Beckham i bakgear
KAMERAET ZOOMEDE IND på de blanke, blå støvler, der lavede små hop på stedet, før det panorerede op ad den hvide dragt og endte ved det berømte ansigt og det beslutsomme blik i øjnene.
David Beckham var klar til kamp. Modstanderen var Atletico Madrid, stadion summede af forventing og alt stod lige. Men der stod ikke 0-0 og David Beckham stod ikke inde på banen og gjorde klar til 90 minutter. Tværtimod varmede han op på sidelinien ved stillingen 1-1 og en lille halv time tilbage af lokalbraget, der balancerede på kanten af et uafgjort resultat.
Og så kom fodboldikonet endda ikke på banen ved den lejlighed, for Sergio Ramos så rødt og så måtte Raul Bravo ind og lukke huller i defensiven, mens Beckham med et trist blik satte sig tilbage på den stjernebesatte bænk med Ronaldo og Helguera.
10 minutter senere kom den 31-årige midtbanemand dog på banen uden at kunne gøre en forskel i kampen, der sluttede 1-1 og var den fjerde Madrid-match i træk uden den engelske Galacticos i startopstillingen. Lejesvenden fra Arsenal, Juan Antonio Reyes, har taget pladsen med godt og målsøgende spil og træner Fabio Capello har ikke travlt med at ændre på det hold, han er ved at sammenspille.
"Vi kan ikke spille med 12 mand, så nogen må sidde på bænken. Beckham er en trup-spiller ligesom alle andre. Og vi kommer til at rotere meget i denne sæson," sagde Beckhams sjette træner i Real-tiden for nylig.
Den lukkede landsholdsdør
Men det er ikke kun Capello, der har mistet troen på manden med det gyldne højreben, de skarpe indlæg og de farlige frispark.
Det engelske landshold ligner mere og mere et overstået kapitel for Beckham, der ikke kunne nøjes med at frasige sig anførerbindet efter endnu et skuffende VM. Den nye landstræner Steve McClaren havde brug for at sende et endnu skarpere signal, så han vragede Beckham til sin første trup, men sagde dog, at ingen dør var smækket. Det passer nu næppe, for hvis Beckham ikke i Owen Hargreaves og Aaron Lennons skadesfravær kan komme med i truppen til kampene mod Makedonien og Kroatien, er det svært at se, hvornår der så bliver plads.
"Der er ingen David Beckham i truppen. Jeg har gjort mine intentioner klare fra starten. Jeg sagde, at døren ikke er lukket, og det er den stadig væk ikke. Han er en af dem, vi overvejede, men når man kigger på højrekanten, så har Steven Gerrard gjort det rigtig godt. Og jeg sagde også, da jeg udtog den første trup, at jeg tænkte på fremtiden," lød det fra McClaren, da pressen spurgte nysgerrigt til midtbanemanden med 94 landskampe for England og status som den måske mest kendte fodboldspiller på planeten.
Og så kan Beckham selv bestemme, om han vil være mest fornærmet over, at McClaren trods fremtidssnakken uden held har forsøgt at få Manchester Uniteds halvt år ældre Paul Scholes til at lægge sin selvvalgte landsholdspensionering på hylden, eller at han til den nuværende trup snakkede glædesstrålende om Shaun Wright-Phillips og Jermaine Pennant som alternativer til højrekanten.
Den tidligere landsholdsanfører har dog hele tiden forholdt sig ganske diplomatisk i spørgsmålet om landsholdet for ikke at brænde nogen broer, men der er ingen tvivl om, at det gør ondt på Beckham:
"Jeg har ikke sagt, at jeg stopper på landsholdet, for jeg vil meget gerne spille for England igen. Jeg vil stadig nå den milepæl, det vil være at spille 100 landskampe. Det er et mål, jeg satte for længe siden, og jeg vil ikke give op. Og det var da et chok ikke at være med. Det ville være løgn at sige, at jeg ikke var skuffet. Det er frygteligt ikke at spille for England efter 10 år."
"Men landstræneren har taget en beslutning, og jeg føler mig ikke bitter. Jeg er mere skuffet. Og så er det svært at tage, når grunden til det var, at man ville videre, for jeg føler, at jeg har to-tre gode år i mig endnu. Jeg troede, at jeg kunne flytte mig med holdet og ikke blive sat af, og nu har jeg et brændende ønske om at bevise, at han tager fejl," sagde Beckham i midten af september.
Men foreløbig har det altså været svært at overbevise McClaren, der ikke har snakket med landsholdsikonet siden udtagelsen af den første trup ("det koster ofre, når man flytter sig, og du er et af ofrene," som den tidligere Eriksson-assistent så diplomatisk meddelte det i telefonen til Madrid), for det kniber også med spilletiden på Santiago Bernabeu.
Livet på Bernabeu-bænken
Capello bygger nyt ovenpå den fejlslagne Galacticos-filosofi, og selv om Beckham altid har taget sin del af slæbet og var en af de få Real-spillere, der kunne være sidste sæson bekendt, så er han også blevet ofret i Spanien til fordel for Reyes og en plads på bænken er ikke det bedste argument, hverken i forhold til landsholdet eller den kontrakt, der har kaldt på genforhandling i et par år og nu udløber til sommer.
"Beckhams nye kontrakt vil falde på plads i løbet af de næste 15 til 20 dage, for både klubben og Capello er meget tilfredse med ham," sagde præsident Ramon Calderon for en uges tid siden, og Beckhams passer også som type ind i den nye Madrid-model med en rutineret stamme til at få holdet frelst gennem genopbygningen. Men derfor behøver en forlængelse ikke at glide problemfrit igennem.
Blandt andet har den engang så store stjerne også fået medierne på nakken.
"Beckham er lige så præcis som et urværk. Han bliver aldrig skadet, bortset fra når Real Madrid har fået bank," som El Pais noterede sig det, da englænderen angav en skade som forklaring på sin skuffende indsats i 0-2 nederlaget i Lyon, mens Marca foranstaltede en læserundersøgelse, hvor næsten halvdelen mente, at Beckham ikke skulle have forlænget sin kontrakt.
Samtidig er der også hele lønspørgsmålet, for Beckham har fået Galacticos-løn (45 millioner kroner om året) siden skiftet fra Manchester United i 2003, og det vil han selvfølgelig gerne fortsætte med, samtidig med at han gerne vil have noget mere af sine imagerettigheder tilbage. For Real Madrid har fået halvdelen af ikonets imagerettigheder i tre år og har derfor næppe tabt penge på at have nummer 23 i truppen, men nu mener Beckham ifølge The Guardian, at tiden er moden til at ændre på de procentsatser.
Så der er masser at snakke om ved forhandlingsbordet, mens tiden går og Beckham om tre måneder kan begynde at forhandle til anden side. Spørgsmålet er bare, hvem der kunne være interesseret i den aldrende og løntunge højrekant. Beckham vil også helst fortsætte i Real, og han har selv sagt, at han ikke kunne forestille sig at spille for andre engelske klubber end Manchester United, så det lukker ligesom Premier League.
Men der er også noget økonomi og noget spilletid, der skal falde på plads, så fremtiden på både klub- og landshold tegner vanskelig for midtbanemanden, der i stedet for feterede ture til Asien og interview-seancer med tryllebundne medieskarer nu må forholde sig til sit nye liv som bænkevarmer.
"Jeg kan ikke klage over ikke at være med fra start. Der er mange spillere på bænken af de samme årsager. Jeg må bare vænne mig til den nye situation og arbejde hårdt for at vinde Capellos tillid. Og Reyes er en fantastisk spiller, så jeg kan godt forstå, hvorfor han spiller," sagde David Beckham.