Udesejr gange to
Det danske landsholds udesejr i Lissabon, og efterfølgende presseboykot, trak virkelig fronterne op. Ikke kun i VM-kvalifikationsgruppe 1, men så sandelig også i de danske medier.
De "barnlige, forkælede og overbetalte" spillere var denne gang trådt over grænsen for det tilladelige i forholdet til pressen.I den samlede skrivende presse blev der efterfølgende opfordret til selvransagelse hos de danske spillere. Fair play. Der skal selvfølgelig evalueres internt efter at have taget næsten gravesenske metoder i brug, og det blev der også. Flere spillere talte i dagende efter igen i offentligheden og anerkendte samtidig den lidt drastiske fremgangsmåde.Landsholdet er det hold i Danmark med den ubetinget største eksponering og berøringsflade i medierne. Den position forpligter. Ikke kun overfor sponsorer og presse, men også overfor kollegerne på de hold, som leverer spillerne til landsholdet. Det ansvar tog Jon Dahl og co. lørdag nat efter sejren i Portugal. Med den spontane boykot blev der åbnet for et kritikpunkt, som har ligget mange spillere på sinde . Udviklingen i dele af den skrivende sportspresse har i en lang periode gået en gal vej. Det drejer sig i formiddagsaviserne ikke om indhold og årsag, men i stedet er der opstået en domsafsigelseskultur som udelukkende går på konsekvenser og resultater. Derfor har hele denne debat også fået en unaturlig lang levetid. Når man kan fylde sportssektionerne i B.T. og Ekstra Bladet med selvforherligende floplister og andre forsimplede personanalyser giver det jo illusionen af indhold. En illusion, som bliver referenceramme for et stort antal fodboldinteresserede læsere rundt i landet.Indholdet har bare ikke noget at gøre med den kamp, der er spillet. Reportagen går på, hvem der har lavet den afgørende fejl, og hvem der kan hænges ud som værende skyldig i nederlaget.Den kollektive beslutning om en generel udelukkelse af pressen gør i denne situation, at flere dybdegående medier betaler formiddagsavisernes bod.Kritik er en helt naturlig del af denne verden, og det er ikke det, der bliver opponeret imod, men når man forbereder sig minutiøst og seriøst til en kamp, kan det være frustrerende at skulle tage imod kritik fra en person, der ikke engang kan se hvilken formation, holdet spiller i. De førnævnte blade er af natur ikke nuancerede, hvilket er et bevidst valg, og et valg, man som fodboldspiller må være klar over.De danske spillere beskyldes for at være tyndhudede i sammenligning med spanske, italienske og svenske spillere. Sportspressen er i disse lande efter sigende mere blodtørstig end den danske. En anden sammenligning i denne sag kunne være pressens faciliteter. Jeg tror ikke, Marcelo Lippi og Vicente Del Bosque tillader journalister på træningsbanen før, under og efter træning. Man kunne fra DBU's side naturligvis se på en radikal ændring af forholdene, og simpelthen tage to spillere og en træner ud hver aften til et pressemøde. Det ville være en strategi, som fjernede den nærmest familiære stemning der hersker i Vedbæk under landsholdssamlinger, og en strategi, som ville udelukke det daglige samspil spillere og journalister, som imellem afføder sjove historier, og samtidig skabe en distance, som ingen har gavn af.Man kan diskutere boykotten som metode, men det var rart at få kradset lidt i overfladen, og se hvilken kraftig reaktion, det frembragte. Endnu har diskussionen dog ikke flyttet det store, og pressens opfordringer til selvransagelse er bestemt ikke blevet fulgt i eget hus.