Slut med Galehuset i AGF
Ingen tilstand er permanent. Fordi noget har været på en bestemt måde længe, kan man ikke konkludere, at det altid vil være sådan.
Skulle nogen være i tvivl, om det også gælder fodbold, er det bare at besøge AGF's træningsanlæg Fredensvang en septemberdag i 2011, se på klubbens aktuelle forfatning, og så sammenligne med den turbulente tid fra især 1996 og cirka 10 år frem. I dag råber spillerne kun af hinanden i positive vendinger til træning. Smilene er brede, og vittighederne flyver hurtigt, når rutinerede spillere som Søren Berg, Søren Larsen, Martin Jørgensen og Steffen Rasmussen jonglerer med bolden i en rundkreds sammen med de unge. Der har ikke været nogen skandaler at skrive om længe. Sportsligt går det dem også godt, for AGF er som oprykker på andenpladsen inden weekenden kamp mod FC København.
En etiket er klar til at blive revet af, mener en af dem, som frivilligt satte den på."Det er slut med Galehuset i AGF - det er flyttet til Brøndby," mener Frej Elbæk, som er tidligere formand for fangruppen Galehuset."Det starter med organisationen, som er blevet mere moden. De ting, som de før gik og sagde udadtil i spøg, ved de nu, bliver benyttet af alle til at hælde benzin på et eller andet bål. Ingen tror, eller siger, længere, at man skal ud at være verdensmester, og det afspejler sig.""Man troede engang, at den enorme opbakning fra tilskuerne kunne bruges til at komme i Champions League, men nu ved man, at man skal være glad, hvis den kan bruges til at konsolidere sig i Superligaen. Der er fælles fodslag mellem organisationen og omgivelserne. Man ved, at AGF de seneste mange år har været notorisk bundklub, eller senest elevatorklub. Derfor er perspektivet langsigtet, og man tror ikke på hurtige hovsaløsninger mere. Det har givet en bedre balance og selvforståelse," siger Frej Elbæk."Til gengæld accepterer omverdenen måske ikke helt harmonien. Nogle gange får jeg på fornemmelsen, at mange udefra ønsker gang i gaden, kaos og flere af de store udmeldinger, specielt pressen uden for Århus. Der hjælper det AGF, at der er kommet rutinerede spillere ind som Martin Jørgensen, Søren Berg, Søren Larsen osv. De kan på grund af deres tyngde og erfaring vurdere tingene bedre, og tillade sig at sige ting, som for eksempel Frederik Krabbe ikke kunne."
Enorm arbejdsro
I Galehusets tid var der fuld gang i svingdøren på trænerposten i AGF, hvor nuværende ekspertkommentator Poul Hansen var en af dem, som røg gennem. Der var ellers store forhåbninger til Hansen, men han var kun træner fra 2002 til 2003, inden han mærkede presset og blev erstattet af svenske Sören Åkeby.
"I forhold til dengang er der helt klart kommet mere ro på, og det er en udvikling, der har været i gang gennem nogle år. Du overlever to nedrykninger inden for fem år og får stadig lov at køre videre med et stort spillerbudget og nogenlunde det samme setup i ledelsen. Det var ikke sket i min tid i klubben. Nu er der en enorm arbejdsro, og det gør også, at man får nemmere ved at tiltrække nye spillere," siger Poul Hansen og trækker en sammenligning med en anden østjysk nylig-nedrykker frem."Man vil gerne væk fra Randers nu, men spillerne i AGF tog det bare roligt, da de rykkede ned. Hvis du spoler tilbage til de 10 år, der lå før de seneste fem, så var det en hel anden turbulent tid med skiftende ledelse, spillere og ballade.""Atmosfæren omkring klubben er ændret. Det er et helt vildt stabilt hold, også fordi de ældre spillere er mere rolige. Nu kan AGF hente rutinerede spillere fra øverste hylde som Martin Jørgensen, Søren Berg, Atle Roar Håland og Søren Larsen. Før i tiden kunne de også hente rutine, men det var fra mindre klubber."
Medieskabt
En af de ældre og erfarne spillere, som nåede at opleve Galehuset Live, og som stadig er i klubben, er Peter Graulund.
"Vi har været gennem en lang proces i den tid, jeg har været her. Siden min anden periode i klubben fra 2006 har der været stor udskiftning, og man har virkelig fået ryddet op i tingene, både i ledelsen og hele organisationen. I dag er vi, både som spillertrup, men også som en hel arbejdsplads, meget harmoniske. Der er kommet lidt mere styr på det inde på kontorgangene, og det gør også, at der kommer mere ro inde hos os. Plus at vi har en meget harmonisk spillertrup, hvor alle er meget glade for at komme på arbejde."For Peter Graulund var begrebet Galehus logisk at sætte på AGF tidligere."Jeg havde det egentlig fint med det begreb, for vi er godt klar over, at der til tider har været lidt storhedsvanvid i den her klub. Det startede jo med, at man fik en svensk træner [Sören Åkeby], der lovede et dansk mesterskab inden for tre år. Det viste sig jo, at han gjorde mere skade end gavn. Hele klubben har lidt under den periode, hvor han var træner, med en trup der var helt forkert sammensat. Bagefter skulle alting bygges op fra nul."Målmand Steffen Rasmussen er en anden spiller, der har set begge verdener i AGF."Jo, helt klart. Der er kommet mere ro på i organisationen. Det er også en forudsætning for, at man kan skabe resultaterne. Og når man kan skabe resultaterne, bliver det hele alt andet lige noget nemmere. Det virker begge veje," siger Steffen Rasmussen."Forskellen som spiller er, at man har en anden træningskultur i truppen nu. Folk vil gerne træne, blive bedre og lære. Det betyder, at man har et højt niveau til træning. Samtidig har vi rigtig god respekt for hinanden, og folk har det godt indbyrdes. Skandalehistorierne er i hvert fald noget, som vi spillere ikke skal forholde os til nu. Det betyder immervæk, at man kan koncentrere sig om det, man er ansat til."AGF er ofte blevet beskyldt for at komme med for bombastige udmeldinger om egne ambitioner, hvilket også har bidraget til etiketten Galehus, men den tager Steffen Rasmussen med et gran salt."Meget af det er medieskabt. Lige pludselig var det meget nemt at sige, at der var et AGF-syndrom, og at vi havde store armbevægelser. Der gik lidt sport i at sige det i medierne, selv om det ikke havde været sådan længe. Vist kom der et par meldinger fra et par spillere og træneren for et par år siden, men jeg synes også, at det blev blæst op til noget, hvor vi fik skudt i skoene, at vi var storsnudede og ikke havde begge ben på jorden. Det synes jeg ikke var realiteten."
Ydmyghed og kant
Efter sidste nedrykning i 2010 erklærede AGF-ledelsen, at man fremover vil være mere ydmyg i sine udtalelser til pressen. Siden kom oprykningen i hus på suveræn manér, men selv nu, da AGF indtager andenpladsen, hører man ingen snakke om medaljer.
Og det er ikke fordi, at de ikke gerne må, understreger direktør Jan Christensen."Vi har sagt, at vi skal være ydmyge, men vi skal helst ikke gå i den anden grøft og blive for kedelige. Det er vi meget bevidste om, for vi lever også af omtale. Vi har fra ledelsen et beskedent mål nu, som hedder konsolidering i Superligaen, men det betyder ikke, at spillerne ikke gerne må have ambitioner og gå ud at sige i pressen: Vi slår FCK på søndag.""Faktisk må de sige, hvad de vil, når bare de følger vores fire værdier: Passion, engagement, ansvar og respekt. Det har ikke noget med galehus at gøre. Vi skal finde den rigtige balance mellem ydmyghed og kant, og det kan være svært at sætte præcise regler op for, men jeg vil gerne understrege, at spillerne ikke har fået mundkurv på," siger Jan Christensen."Det er efterhånden nogle år siden, at der er sket ting i AGF, som gør det rimeligt at tale om et galehus. Derfor synes jeg ikke altid, at de journalister, som har brugt udtrykket siden, har været fair. Men vi er ikke bedre, end hvad omverdenen vurderer os til. Hvis omverdenen i dag synes, at vi gør det godt, passer det. Men i den her branche, hvor vi er så eksponeret, skal der ikke meget til, for at hele læsset vælter. Vi skal ikke træde meget ved siden af, før folk igen vil kalde os et galehus."Sportsredaktør på Århus Stiftstidende Jan Schouby tror da heller ikke - på trods af den nye harmoni over Fredensvang - at AGF går hen og bliver et kedeligt midterhold."AGF bliver aldrig noget gråt. Det er en af de tre store klubber i Danmark, sammen med FCK og Brøndby. Når vi snakker storklubber, gælder det ikke kun om resultater, men popularitet. Jeg var i København sidste jul og inde i en sportsbutik, hvor der hang AGF-trøjer. "Dem sælger I vel ikke så mange af?", spurgte jeg ekspedienten, som svarede: "Normalt sælger vi flere Brøndby-trøjer, men i de 14 dage, AGF lå nummer 1 i Superligaen i 2009, solgte vi flere AGF-trøjer." AGF er bare et megabrand."