Proud to be a Potter
Forventningen var, at der ville komme forskellige forklaringer, når folkene i og omkring Stoke City blev spurgt om, hvad der gør deres klub speciel, hvad der giver den den ganske særlige karakter som alle klubber har og som er forskellig fra sted til sted. For der er nok at tage af.
For eksempel er Stoke City stiftet i 1863 og har dermed status som den næstældste klub i både England og verden efter Notts County.Et andet forventet emne var den store klublegende Sir Stanley Matthews, kantspilleren der spillede 20 år i klubben, først stoppede som 50-årig og nu er repræsenteret i statueform både foran hjemmebanen Britannia Stadium og nede på gågaden i Hanley, den største af de seks byer der i sammenbygget form danner Stoke-on-Trent.Og så kunne man måske også have ventet, at målmændene ville blive nævnt, for klubben midt imellem Birmingham og Manchester har haft to af de største engelske keepere nogensinde stående mellem stængerne. Først i form af Gordon Banks og siden den direkte afløser Peter Shilton.Men nej, kun klubbens danske målmand Thomas Sørensen nævner nogle af de gamle koryfæer, hvilket også er oplagt for en tilrejsende, for en mand der har fået fortalt historierne men ikke har levet dem, er vokset op med dem, har dem som en del af sit fodboldfundament.I stedet for taler alle om nutiden, om den snart afsluttede anden sæson i Premier League der har givet Stoke City et nyt liv efter 23 år udenfor det gode selskab."Succesen har placeret Stoke-on-Trent på landkortet igen. I løbet af de seneste årtier har det her område mistet så mange jobs. Keramik-produktionen, kulminerne, stålværkerne, dækfabrikken Michelin. Vi taler måske 30-50.000 jobs, og hvis du kigger dig omkring i området, så kan man godt se, at det har været hårde tider. Men heroppe får man den der feel-good faktor," som fanklubformanden Bryan Shaw siger det fra sin faste plads et par timer før kickoff.For han starter altid med at stå her ved siden af hovedindgangen, hvor solen i dag skinner på Stoke og dens tilhængere, og hvor der er udsigt til byerne på bakkesiden overfor. Og formanden har ret i sin vurdering, for går man en tur i gaderne ovre på den anden side, bliver man mødt af en typisk engelsk provinsby, der over 20-25 år har mistet sin rolle som industrielt centrum og nu står tilbage som et trist mix af nedslidte bygninger fra både forrige århundrede og tressernes firkantede betonklodser, der har slået rod i alle engelske byer.Der er ikke meget liv, og den keramik, der har gjort byen så berømt og givet fodboldklubben sit kælenavn The Potters (pottemagerne), er nu rigere repræsenteret på det lokale museum end i ovnene, der stadig stikker sine skorstene op rundt omkring men uden røgsignaler om velstand og produktion.Kulturelt er der heller ikke det store at komme efter i et område, der ellers musikalsk har fostret så forskellige stjerner som Robbie Williams (der er dedikeret fan af lokalrivalerne fra Port Vale) og Motorhead-sangeren Lermmy, så når man taler Stoke og stolthed, så har det i mange år været noget, der har handlet om fortiden for de 250.000 indbyggere. Men ikke længere.For i sommeren 2008 lykkedes det at rykke op i Premier League via en andenplads i The Championship, og siden da har Stoke City overgået forventningerne, der nu heller ikke var store til at starte med. Efter den blot første kamp i Premier League, der blev tabt ude 3-1 til Bolton udbetalte bookmakeren Paddy Power således gevinsten til de folk, der før starten af sæsonen havde tippet oprykkeren som øjeblikkelig nedrykker. Det skulle vise sig at være spildte penge, for nu gælder det Bolton igen 20 måneder senere, og denne gang er Stoke favorit i hjemmekampen på det hvide Britannia Stadium.
Formanden bag succesen
Det var et af de første af de nybyggede stadions, der ramte England som en bølge i slutningen af halvfemserne, og derfor er det så småt ved at have et lidt slidt præg. Men det er også hyggeligt og giver et kig tilbage på det, der var, før fodboldverdenen blev strømlinet.
For eksempel er presserummet lille og lavloftet med meget beskedne faciliteter. Selvfølgelig er der dog et par fladskærme med Sky Sports, der denne tidlige eftermiddag har de omkring 30 journalisters udelte opmærksomhed, for en lille time mod nord er der brag i Manchester mellem City og United, og det bliver fulgt med begejstring og tilråb fra den forsamlede presseflok, der vanen tro også inkluderer et par sydkoreanere på evig rejse rundt i fodsporerne af en af nationens store stjerner, Bolton-manden Lee Chung-Yong.Opmærksomheden på tv-skærmene bliver dog afbrudt ved et par lejligheder. Første gang da der bliver serveret en klassisk gang meat-pie med pommes fritter til pressen, og siden da der bliver hængt holdsedler op fra de to mandskaber som direkte kalkeret papir af de holdkort, som henholdsvis Stokes førsteholdstræner Mark O'Connor og Boltons kitman Tony McGrory netop har siddet og udfyldt nede i omklædningsrummene.Og hyggen er også at finde udenfor stadion, hvor der lyder ikke specielt lokale, karibiske toner til den lambada-konkurrence, der bliver afholdt på langsiden, og hvor Stokes status som stort set stjernefri zone bliver bekræftet af, at der ikke er mange af tilhængernes klubtrøjer, der er prydet med et spillernavn på ryggen. Der er en Beattie og en Tuncay, men ellers er trøjen der for at vise klubfarverne, mens der også bliver solgt t-shirts med Rory Delaps kontrafej. For udover det deciderede tøjmærke med navnet Wizard og nummeret syv på brystet, der forhandles i klubshoppen til minde om Sir Stanley Matthews, så er en defensiv venstrekant, det tætteste man kommer på en profil i Stoke City. Og det siger også noget.Man bemærker desuden, at Stokes tidligere ry som en hooligan-plaget klub er meget langt væk, for der er ikke mange pints i folkemængden, der mere består af familier og børn."For otte-ni år siden var der en del problemer, men så indførte man et medlemskort til udebanekampe, og det gav noget ro på. Tidligere undersøgelser viste også, at vi havde en meget gammel tilhængerskare, men det har ændret sig i de seneste år. Af de 27-28.000 tilskuere der kommer i dag, er der 4-5.000 kvinder og børn, så vi har en meget fin blanding af tilskuere," fortæller Bryan Shaw, der som fanklubformand, tilhænger siden 1963 og pensioneret politibetjent er den helt rette at spørge om den slags, selv om han har svært ved at tale i flere sammenhængende sætninger ad gangen, da der hele tiden kommer folk forbi med et smil og en hilsen.Han får dog nævnt formand Peter Coates som så mange andre også gør det omkring Stoke City, for nok kæmper spillerne flot, nok er Tony Pulis en karismatisk og dygtig manager og nok er tilhængerne inde på stadion blevet målt til at være de mest larmende i Premier League, men alt det her var aldrig sket uden den 72-årige Peter Coates, minearbejderens søn der fik succes, blandt andet som stifter af bookmakeren bet365, og de seneste år har støttet Stoke økonomisk i de store fremskridt, som klubben har taget.I dag taler håbefulde oprykkere om at "lave en Stoke" på samme måde som man tidligere har talt om lave en Charlton eller en Leicester, altså at sikre sig overlevelse via tålmodig opbygning, men det vil også kræve en velstående chairman at gentage Stokes succes. Bare i denne sæson er der købt spillere for over 200 millioner kroner og en god kilometer fra stadion er der ved at blive bygget et helt nyt træningsanlæg. Men det er også tiltrængt.De sidste par år har Premier League-stjernerne haft klubhus i nogle lilla barakker som man købte af Aston Villa, og det er helt grotesk at forestille sig de store spillere i den trange kantine med skæve borde under de rød-og-hvid ternede duge. Men træningsbanerne er i orden, og selv om en af spillerne i den forgange uge satte en fod igennem gulvet ude i bruseområdet, så lever truppen med forholdene, for i løbet af et par måneder er det nye topmoderne klubhus til 50 millioner kroner klart.Det er også formand Coates, der sponsorerer træningsanlægget, så selv om Stoke for et par måneder siden kunne fortælle, at klubben ikke havde nogen ekstern gæld til banker og den slags, så foregår fremskridtene ved hjælp af formandens formue, som han ifølge avisskriverier allerede har lagt 150 millioner kroner af i Stoke med yderligere investeringer for over 200 millioner planlagt.Så økonomien er på plads for Stoke, og holdet har leveret resultaterne inde på banen, hvor manager Tony Pulis nu håber på, at man kan forbedre sidste sæsons 12. plads på samme måde, som det var en forbedring, at man i denne sæson nåede kvartfinalen i FA Cup'en mod en kvartfinale i Liga Cup'en i sidste sæson, for det har kun en anden oprykker præsteret før Stoke, som han påpeger i torsdagens pressemøde.Og det får lov at stå uimodsagt, selv om der inden har været snak om, at det ikke kun er Blackburn, der forbedrede placeringen fra første til anden sæson i den bedste række. Derby gjorde det i hvert fald også som oprykker, men den slags detaljer bliver ikke vendt om torsdagen, for Britannia Stadium er også Tony Pulis' hjemmebane og hvad han siger gælder.Og tilhængerne elsker deres manager.
Spydkaster med legendarisk kyl fra sidelinien
Det er man ikke i tvivl om, efter pre-match forberedelserne er blevet gennemgået, stadionspeakeren har brølet om "The Mighty Potters," fødselsdagsbarnet, den 90-årige Marjorie Marsh, er kommet på plads i VIP-boksen bag pressepladserne og holdene er henholdsvis sunget og buhet ind. For lige før dommeren fløjter op, kommer Tony Pulis løbende ind, iklædt sin uundværlige kasket, sort træningsdragt og helt nye, hvide løbesko, og stiller sig helt frem i det tekniske felt.
Det er ikke for at give de sidste instrukser. Det er simpelt hen her Stoke-manageren følger kampene fra start til slut og med voldsomt engagement, så man forstår torsdagens snak om, at han befinder sig i The Zone under kampen, for det skal forstås både overført og bogstaveligt. Men først klapper han op til tilhængerne der synger om One Tony Pulis, there's only one Tony Pulis, og så bliver fokus rettet fuldt og helt mod kampen, undervejs kun forstyrret af den ene af de to rutinerede assistenter, den tidligere Sunderland-manager Peter Reid, der kommer ud med en bemærkning eller to, mens Gerry Francis, den tidligere Tottenham-manager med det stadigt lange nakkehår, bliver inde på bænken.I 1. halvleg spiller Stoke bedre end ventet, og på et tidspunkt begynder de syngende og larmende tilhængere ligefrem at sammenligne dem med Brasilien, da tyrkiske Tuncay slår et par hælafleveringer med de røde støvler."Vi ved godt, at vi ikke spiller lige så flot som Arsenal. Vi spiller på vores måde, men vi er blevet bedre i forhold til sidste år, hvor det nok var lidt mere primitivt. I år er der kommet mere selvtillid og selvfølgelig også et par nye spillere, og det er også den vej, man skal gå," som Thomas Sørensen siden fortæller det.Men det store slagnummer på Britannia Stadium er Rory Delaps imponerende indkast. Den tidligere spydkaster leverer håndkastede indlæg fra sidelinien og helt ind i midten af straffesparksfeltet, hvis bare Stoke får indkastet 10-15 meter inde på modstanderens banehalvdel, og de bliver altid mødt med forventningens bifald fra tilskuerne.Bolddrengene er alle udstyret med et blåt håndklæde, så Delap kan tørre bolden af før kylet mod må,l og tilhængerne klapper hurtigere og hurtigere, før waliseren slipper bolden og alle brøler HUH, mens modstanderne forsøger at gardere sig mod projektilet, der har retning mod kæmper som tyske Robert Huth og den senegalesiske anfører Abdoulaye Faye.I alt 13 indkastindlæg bliver det til i kampen fra Delap med et hovedstød på stolpen fra Huth, en kæmpechance til Faye og fire andre muligheder til følge, men i sidste ende er det ikke Stokes dag. Til Tony Pulis' store skuffelse bliver kampen tabt i de sidste minutter, og efter det sidste fløjt klinger det lidt hult, da stadionspeakeren minder om det store stadionshow søndag den 2. maj, hvor Årets Spiller bliver kåret og næste sæsons spilledragt bliver præsenteret.Men når skuffelsen har lagt sig, skal det nu nok blive en succes alligevel, for Stoke er på rette spor og har folket med sig, som man også kan se på de to 15 meter høje bannere, der hænger ned fra langsiden, og som man kan se, når man kommer ind med toget fra London. På den ene er Sir Stanley Matthews afbilledet, på den anden er det Abdoulaye Faye, og på den måde kombineres fortid og nutid på smukkeste vis, men kigger man nærmere ser man, at der er tusindvis af tilhængere afbilledet bag de to profiler.For man støtter og følger sin klub og nyder det lille fodboldeventyr her i Stoke-on-Trent, som fanklubformand Shaw også fortæller det:"Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle opleve det her igen, og jeg er meget glad for, at mine børnebørn nu kan se de samme hold, som jeg selv så som knægt på Victoria Ground. Manchester United, Arsenal, Liverpool, Chelsea. Det er spændende tider," siger han med stolthed i stemmen.Stolthed over at være born and bred in Stoke, stolthed over de røde og hvide striber på trøjen, stolthed over holdet inde på stadion og reserverne som han også følger i tykt og tynd, stolthed over at stå her i nu'et som tilhænger af en velkørende Premier League-klub.Eller som det står præcist og på engelsk som overskrift på langsidens bannere: Proud to be a Potter!