Presse i pressen
Der er den venlige italiener i fyrrerne, som ligner Arsene Wenger, da han lige var blevet præsenteret som Arsenal-manager tilbage i 1996: En geografi-professor med umoderne briller.
Der er de kåde spaniere, som savner deres kærester derhjemme og synger med på hjemlandets sidste nye discohit: En dansabel sag, hvis tekst nedgør de rumænske indvandrere i Spanien i skarpe toner. Spanierne, hvoraf jeg kendte den ene ganske glimrende også inden EM, er ikke racister, men trænger i dén grad til at lukke dampen ud.Der er den unge, smukke svenske pige, som de fleste mandlige kollegaer - uanset nationalitet - sjovt nok gerne vil hjælpe. Har sikkert igen noget at gøre med at lukke førnævnte damp ud, tror jeg. Hmmh, nej, ved jeg.Der er de ivrige og ambitiøse briter, som arbejder for The Guardian og har telefonnumre på Gud og hver mand indenfor fodboldverden, og som jeg har overhørt ringe op til Davor Suker og Niko Kranjcar for at få en vurdering af det kroatiske landshold.Der er de umådeligt morsomme japanere, som ikke aner deres levende råd, når de ankommer til et pressecenter og skal overvære en fodboldkamp. Nogle af dem, får man indtryk af, har overværet meget få fodboldkampe i deres liv og kender knap nok spillets regler.Alle er de en del af det kæmpe cirkus af internationale pressefolk, som i disse dage sværmer om værtsbyerne i Østrig og Schweiz som fluer på en kolort. Mange af dem behøver man slet ikke ikke at sige farvel til, når præsentationssamtalen er overstået og man har udvekslet tips, idéer, fakta og visitkort. Man kan være næsten sikker på at løbe ind i dem igen, for lige så længe Cirkus EM varer, lige så længe vil de være her. Vi er alle i samme båd ved sådan en turnering, uanset om vi tilhører den skrevne presse, et internetmedie, eller radio og tv. Det gælder om at få historien hjem i så god stand som muligt, og helst så hurtigt som muligt, så man kan komme tilbage på hotellet og hvile ud til næste slag skal stå.Følelsen af samhørighed er derfor langt større end fornemmelsen af spidse albuer i journalistkorpset. En undtagelse skulle da lige være efter kampene i den såkaldte mixed zone, hvor vi alle sammen står forsamlet i en klump som kvæg bag et hegn og venter på at spillerne går igennem og forhåbentlig stopper op, lige hvor vi står.Desværre sker det yderst sjældent, at spillerne siger noget, der rækker ud over floskler og almindeligheder, når man endelig får dem i det tale. Jeg har tænkt over hvorfor og har droppet den almindelig teori om, at fodboldspillere ikke er særlig kloge. Jeg tror snarere, det skyldes, at fodbold er et overordentlig simpelt spil."Vi vandt, fordi vi pressede dem højt oppe på banen, erobrede bolden og scorede på vores chancer, samtidig med at vi ikke selv begik fejl," kunne være opskriften på 90 procent af sejrene ved denne slutrunde - og de fleste andre kampe.Et spil for tumper og dummenikker, altså, men i Guder hvor er det dog et underholdende spil. Især ved dette EM har det virkelig været spitze.Og skulle man sidde som journalist i et EM-pressecenter og småkede sig, er det bare at lade sig interviewe om stort og småt indenfor fodboldspillet af en japansk journalist. Som jeg for eksempel gjorde efter kampen mellem Østrig og Tyskland, som tyskerne vandt. Deres back, Phillip Lahm, var for mig kampens bedste spiller med sine mange fremryk, indlæg og påpasselighed i defensiven."Lahm...good? Lahm... defender? Who.... goalkeeper? Why... Lahm... good?," lød nogle af spørgsmålene fra den flinke unge japanske mand, som jeg lige akkurat forstod.Da forstod jeg også, at for nogle er fodbold ikke altid et simpelt spil.