Penge kan ikke købe alt
Halvanden milliard på halvandet år.
Manchester City har handlet og handlet efter de nye ejere fra Abu Dhabi kom til med deres vision om at få klubben op på toppen af først engelsk og siden europæisk fodbold, men selv om de har sat nye investerings-standarder, så har det også vist sig, at alt ikke kan købes for penge, som for eksempel John Terry og Kaka. Men det kan åbenbart også være svært at sikre sig en målmand, som man oven i købet har på kontrakt!For da Shay Given gik ned og satte sig på skadeslisten sammen med tredje- og fjerdemålmanden i Manchester City var det pludselig op til femtekeeperen, den 23-årige færing Gunnar Nielsen, at holde skansen mod Arsenal. Det gjorde han, men med udsigt til hård kamp om fjerdepladsen og adgang til Champions League ville City gerne havde noget mere kvalificeret at vælge imellem i forhold til målmandsposten. Og med andenkeeper Joe Hart på sæsonlån hos Birmingham, der allerede havde udspillet deres rolle, lå den vel lige til højrebenet?Nej, først stillede Birmingham sig på bagbenene, selv om det i de engelske medier forlød, at Hart gerne ville tilbage til City og tre højt-profilerede kampe før udtagelsen af Fabio Capellos VM-trup. Ifølge Daily Mail ville City gerne afskrive en lejesum på knap fire millioner kroner, betale målmandens løn og håndtere diverse agentbetaling, men Birmingham ville have mere. Ifølge avisen ville de også have syv millioner kroner pr. plads de måtte falde i tabellen (en halv million mere end de reelle placeringspenge), kompensation for tabt sæsonbilletsalg på grund af en eventuel dårlig sæsonafslutning og en bonus på godt to millioner kroner, hvis City fik fjerdepladsen.Så der var noget at forhandle om, hvilket i virkeligheden kunne være undgået, hvis bare City havde husket at indføje en tilbagekaldsklausul i Harts lejeaftale.I sidste ende løste den engelske divisionsforening problemet, da de besluttede, at det var okay, at City hentede en ny målmand på grund af de ekstraordinære omstændigheder, men at det åbenbart blev for kompliceret med Joe Hart, både i forhold til placeringspengene og i forhold til konkurrenterne om fjerdepladsen. For et er omstændigheder, noget andet er at hente en målmand, der netop er kommet på Årets Hold, også selv om han egentlig er ejet af Manchester City.Så i stedet endte det hele med tredjekeeper Marton Fulop oppe i Sunderland, og så må de sidste uger vise, om City er bedre stillet med en ungarer end en færing i kampen om fjerdepladsen, mens man også kan overveje konsekvenserne for næste sæson. For City vil ganske givet udbygge målmandsstalden, og med Given på skadeslisten til september kan Joe Hart få sin chance. Det åbner et hul i Birmingham, der før har været nævnt i forbindelse med en anden eks-City målmand, nemlig danske Kasper Schmeichel.Og så er der det med, om penge kan købe alt.De kunne ikke købe Joe Hart tilbage i nødens stund, men hvad med sommeren og ønskelisten med Fernando Torres, Angel Di Maria og Mesut Özil?Fortsættelse følger.