ob-sølv-udstyr
For og imod sølv til OB:Topniveau:Får OB først gang i maskineriet på midten, kan de kværne de fleste danske modstandere fysisk. Eric Djemba-Djemba og Kalilou Traoré mister ikke mange bolde og taber ikke mange nærkampe. Hvis OB udnytter den deraf følgende boldbesiddelse bedre til at spille hurtigt og fantasifuldt frem ad banen, og bliver bedre til at komme over kanterne, er det et meget farligt hold. Peter Utaka er på sine gode dage en af Superligaens absolut farligste angribere. Bundniveau:På en dårlig OB-dag kniber det med at holde tempo i spillet og skabe overtalssituationer på modstanderens banehalvdel. Kritikken har allerede lydt, at flere af spillerne er ved at være for gamle og i virkeligheden har toppet, men det er nu kun i forsvaret, at OB's startellever rummer tre spillere over de 30. Tendenser til usikkert forsvarsspil bliver hyppigere og må standses. Nøglespiller: OB behøver ikke længere være så bekymret, den dag Eric Djemba-Djemba forlader klubben. Bevares, han er stadig så god, at hans efternavn skal siges to gange, som et britisk medie spøgefuldt bemærkede, men i Kalilou Traoré har man en fuldgyldig erstatning og en ekspert i at rydde op på midtbanen.Trænerteamet:Såvel Henrik Clausen som assistent Thomas Helveg er nye i trænergamet på højeste niveau og er selvsagt i gang med en læreproces. Det samme er Pep Guardiola for så vidt i Barcelona, og indtil videre er det jo gået meget godt uden erfaring. OB er i stadig i gang med at finde sig selv i "post-Kim Brink-Lars Olsen-æraen", og ledelsen har nok tålmodighed.Hvordan får de sølvet?OB skal finde en formation, hvor flest mulige af deres profiler kommer til at spille fra start i deres naturlige position. Når Bernard Mendy kommer i bedre kampform, kan han bidrage med gennembrudskraft i højre side. Kalilou Traoré kan spille centralt sammen med Eric Djemba-Djemba, og med enten Hans Henrik Andreasen eller Rasmus Falk som hængende bag Utaka.Hvad kan stoppe dem?Manglende effektivitet og kynisme. For få mål af den p.t. uskarpe Peter Utaka i den ene ende, og et lidt tungt og langsomt midterforsvar i den anden, kan koste dyrt i begge felter. Både i midterforsvaret, men især i angrebet, kniber det desuden med kvalificerede afløsere til starterne efter en mindre udrensning i truppen henover vinteren. Bliver Peter Utaka eksempelvis skadet, har OB kun Henrik Toft, og de purunge Rasmus Falk og Bashkim Kadrii som muligheder til den forreste plads, og de er ikke fødte målslugere nogen af dem.