NOSTALGI: FOR SYV ÅR SIDEN
AB henter sin første sejr med Henrik Jensen som træner, men kommer trods 2-1 sejren i Valby over Frem ikke fri af sidstepladsen i SAS Ligaen. AB har 10 point, Frem 14 og Herfølge er tredjesidst med 17 point før sidste efterårsrunde.
Vi er i slutningen af november 2003, Michael Laudrup er netop blevet kåret til Årets træner i Danmark, Arsenal er ubesejret i Premier League og Andrej Sjevtjenko scorer mål nr. 100 og 101 for Milan. Mens SAS Ligaen føres af Brøndby, der vinder 3-1 i Herfølge og kommer tre point foran Esbjerg, der overraskende taber 2-0 i Farum til FC Nordsjælland. I Parken sørger talentet Leon Andreasen med en sen udligning for 1-1 til AGF mod FC København, og de forsvarende mestre er nu ni point efter Brøndby. En varslet konflikt mellem Divisionsforeningen og spillerne udsættes til afklaring efter nytår og sikrer, at efteråret byder på endnu to spillerunder. Spændende bliver det bl.a. at se interimtræner Søren Kusks videre arbejde med AaB. Han har foreløbig hentet 25 point i 12 kampe. Også AGF er i fremgang under ny træner, nemlig svenskeren Sören Åkeby. Månedens hold i november er præget af spillere fra det talentfulde U/21-landshold, men har også plads til 35-årige Brian Steen Nielsen, der trives godt under Åkeby.U/21-landsholdet er netop blevet OL-elimineret efter 1-1 og 0-0 mod Italien, men matcher som "tidens hold" Brøndby, der efter straffesparkskonkurrence sender Schalke 04 med Ebbe Sand og Christian Poulsen ud af UEFA Cup´en. Helt i bund formmæssigt befinder sig derimod FC Midtjylland, der efter 19. runder skrider til fyring af træner Troels Bech. Helt frivilligt derimod forlader FC Københavns Peter Nielsen og ABs Heine Fernandez scenen med efterårets udgang, idet de to veteraner spiller deres sidste kamp på topplan,i øvrigt mod hinanden. FCK vinder kampen 3-1 og bliver i foråret 2004 i øvrigt dansk mester ét point foran Brøndby. Efter otte år i den bedste række må AB sige farvel. Den anden nedrykker bliver Frem. (ni)DET SKETE OGSÅ I WEEKENDEN 22.-23. NOVEMBER 2003: [Kryds] Det bliver Bochum, der løber af med eftertragtede Esbjerg-angriber Tommy Bechmann, men først fra sommeren 2004. Den tyske klub råder i forvejen over Søren Colding og Peter Madsen. Superliga-trænerne kårer også Bechmann til efterårets profil.[Kryds] Månedens hold i Tipsbladet: Arek Onyszko (Viborg) - Ulrich Vinzents (FC Nordsjælland), Leon Andreasen (AGF), Andreas Jakobsson (Brøndby), Allan K. Jepsen (AaB) - Michael Silberbauer (AaB), Thomas Kahlenberg, Martin Retov (begge Brøndby), Brian Steen Nielsen (AGF) - Tommy Bechmann (Esbjerg), Tommy Olsen (FC Nordsjælland). [Kryds] OBs Mwape Miti er faldet til i OB og udtaler i et stort interview med Tipsbladet: "Nu mangler jeg bare at skifte farve". I samme blad siger Thomas Helveg efter 10 år i Italien: "Jeg kunne godt finde på at slutte i Dubai".[Kryds] De sidste detaljer mangler, men så skulle Danmark, Norge og Sverige også være på plads til at etablere den nye klubturnering ved navn Royal League.