Nicklas Helenius, AaB
Du var med på U21-landsholdet i den forgangne uge, hvor I vandt 4-0 hjemme over Færøerne og fik uafgjort 0-0 på udebane mod Serbien i EM-kvalen. Er det tilfredsstillende?"Vi er meget tilfredse. Kampen mod Færøerne skulle vindes, og vi skulle styre den og vise, at vi er det bedste hold - det formår vi at gøre. Serbien var en helt anden modstander, og formentlig var det den sværeste kamp i puljen, og vi vidste, at de ville forsøge at styre kampen på samme præmisser som os med en hurtig boldomgang. Samtidig har serberne en god fysik, hvilket gjorde det til en svær kamp. Men konklusionen må være, at vi især i 1. halvleg spiller godt og holder fast i bolden, og vi havde nok de to største chancer, så alt i alt må man sige, at 0-0 dernede er et godt resultat."Hvad er du mest tilfreds med i spillet?"I forhold til, at vi er et nyt hold med mange nye spillere, så er vi gode i pasningsspillet. Det hænger blandt andet sammen med, at vi har en rigtig god kemi på holdet, hvor alle kan snakke med alle, og der er ikke nogen, der føler sig uden for. Når man er af sted på tur med landsholdet, er der en del fritid, så vi har mulighed for virkelig at lære hinanden at kende. Vi er der jo for det samme - fodbolden - så det har vi jo at snakke om. Samtidig står vi sammen og træner godt. Det, vi træner på og har arbejdet på til de sidste samlinger, er ved at blive implementeret i vores spil, og det kan man se i kampene. Igen kan jeg nævne kampen i Serbien, hvor vi virkelig styrer kampen i perioder."Du scorer selv et flot mål i kampen mod Færøerne. Kan du beskrive situationen?"Jeg tager et dybdeløb ude på sidelinjen, og jeg ved, at vi trænger til at holde lidt på bolden, fordi vi har en mand ude til behandling. Så er der en forsvarsspiller, der går hårdt på mig, jeg tager et træk forbi ham, og så er jeg pludselig ved baglinjen. Jeg kigger op efter medspillere i feltet, men jeg kan ikke rigtigt finde en at aflevere til. Jeg bliver presset igen af en af deres midterforsvarere, som jeg dribler uden om, og så tager jeg selv afslutningen, som heldigvis går ind i krogen. Jeg er glad for det, for vi angribere bliver jo dømt på at lave mål. Når det så er sådan et mål, så er det også med til at give selvtillid. Det var et dejligt mål, og jeg håber, jeg kan tage det med til de kommende kampe her i AaB."Efter tre kampe har I nu syv point i gruppen. Hvordan er chancerne for at komme videre fra jeres EM-kvalifikationsgruppe?"De er rigtigt gode nu. Vi har holdt nullet i de første tre kampe og været gode i offensiven, og hvis vi bliver ved med det, så ser det jo rigtigt godt ud. Vi ved godt, at vi stadig skal arbejde hårdt, men det gør vi også."Hvilken kamp er nøglekampen i forhold til at nå førstepladsen? Og hvorfor?"Serbien på hjemmebane næste år ligner en gruppefinale. Deres niveau ligger tæt på vores, synes jeg. Begge hold kommer med noget fysik, og begge hold vil gerne spille 4-3-3 og flytte bolden rundt i et højt tempo. Vi kunne have vundet vores sidste kamp mod dem. Det var den fornemmelse, vi havde efter kampen, så jeg vurderer vores chancer som værende gode for at slå dem næste år."