manipulation i Italien
Det er tredjesidste spillerunde i den italienske Serie A.
Bari har tabt fire kampe i træk, men takket være en god sæson, er nedrykning slet ikke et tema. De tager hjemme imod Genoa, der har én sejr i syv kampe, men også for deres vedkommende er nedrykning ikke så meget som en teoretisk trussel.Til gengæld kan begge med sejr stadig bevare en mulighed for at tage en Europa League-plads. Chancen er teoretisk, men den foreligger. I løbet af ugen begynder det dog at stå klart, at begge hold har i sinde at spille uafgjort. Oddsene begynder at falde på krydset, og op til weekenden styrtdykker de, for til sidst at være nede i et niveau, der næppe kan appellere til mange gamblere, hvis disse i det hele taget kan finde en bookmaker, der stadig har åbent for indskud.Der er intet i tabellen, der indikerer, hvorfor begge mandskaber skulle være interesseret i et kryds, men hvad, "det er jo Italien", tænker man, så der er sandsynligvis interesser på spil, som menigmand ikke behøver at kende til.Og hvad sker? Kampen ender 3-0 til Bari. Ikke 1-0 eller en andet smal sejr på et mål sat ind i overtiden af en udlænding, der ikke kender de italienske aftaler. Nej, den ender med 3-0, og Bari sætter to scoringer ind i de sidste fem minutter.
Ser krydsspil tidligere på sæsonen
Spørgsmålet er, hvad der får markedet til at bevæge sig sådan på oddsene. "Mange har en fordom om særligt italiensk fodbold, og hvor reel den fordom er, skal jeg ikke afgøre, men man kigger på tabellen og tænker, at i given kamp kan begge hold sagtens nøjes med krydset. Det starter en spekulation, og allerede tidligt på ugen kan man se bevægelser på kryds-oddset", siger Jens Nielsen, oddschef hos Danske Spil, der på vegne af UEFA overvåger det europæiske spillemarked, og laver indberetninger, såfremt visse kampe tiltrækker et usædvanligt spillemønster. Dem har der, traditionen tro, været nogle stykker af fra Italien i dette forår."Der har været flere kampe, hvor der er kommet meget spil på krydset, og som vi også har indberettet til UEFA. Nogle er også endt kryds, og vi ser den spekulation starte tidligere og tidligere på sæsonen. Nu har jeg været i spillebranchen i over 20 år, og tidligere sad vi i de sidste tre spillerunder og havde kampe fra Italien, hvor oddset på krydset endte helt nede under 1,50. Nu ser vi det allerede 10 runder før sæsonafslutningen, og det er helt klart en ny trend", beretter Jens Nielsen, der dog også påpeger, at man i denne sæson har set flere eksempler på kampe, hvor der har været en stor spekulation i krydset, kampe som også er blevet indberettet til UEFA, men som alligevel ikke endte "som de skulle".Hvad det så end skyldes, er et åbent spørgsmål. Et af svarene kunne være, at der sidder nogen med en stor pengepung og påvirker markedet ved tidligt på ugen at starte et rygte om, at en given kamp slutter uafgjort. Måske de samme mennesker også smider et mindre beløb på krydset, for ligesom selv at sparke påvirkningen igang.
Oddset manipuleres
Herefter løber rygtet, flere og flere hopper med på vognen, oddsene på kampens andre udfald stiger drastisk, og til sidst hugger de selvsamme mennesker til på hjemme- eller udesejr, hvor oddset efterhånden er noget op på et niveau, de normalt aldrig ville nå op i på en "almindelig" kamp. Jens Nielsen tvivler dog på, at der er tale om oddsmanipulation."Vi kender godt disse mekanismer, og er selv meget opmærksomme på dem, men jeg tror alligevel, at der skal noget til for på verdensplan at påvirke et så forholdsvis stort spilleobjekt som den italienske Serie A. Jeg tror snarere på, at det er gamle fordomme om italiensk fodbold, der spiller ind. Der opstår en slags psykologisk selvsving, hvor nogle ser, at der er bevægelser igang på krydset, hvorfor de tænker, at "det er jo også italiensk fodbold", og så hopper de blindt med på spillet", mener Jens Nielsen, der erkender, at det netop af samme grund kunne være nemmere at manipulere med oddsene på italiensk fodbold, end på så mange andre markeder.Systemet med at manipulere med oddsene, er ikke et nyt fænomen, men har tidligere været brugt af større syndikater til at skaffe sig selv bedre odds, end markedet oprindeligt kunne byde på.Eksempelvis af Billy Walters og en sammenslutning af gamblere kaldet The Computer Group, der i 1980'erne var tæt på at få bookmakerne i Las Vegas i knæ. Billy Walters har selv fortalt, hvordan han tidligt på ugen lejlighedsvis kunne finde på at sætte 30.000 dollars på et givent football-hold til at vinde med mere end fire point. Velvidende, at Billy Walters og hans sammensvorne var uhyggeligt skarpe gamblere, ville et sådant spil hurtigt få de fleste bookmakere til at ændre både odds og handicaplinien. Hurtigt ville rygtet i gambler-kredse også løbe, at "Billy Walters spiller dette udfald", hvilket fik mange til blindt at følge et sådant spil. På kampdagen ville bookmakerne have fået så mange indskud på Walters' oprindelige satsning, at oddset og handicap-linien kunne være ændret drastisk, hvorefter Walters ville smække et tungt beløb den anden vej, da det i virkeligheden hele tiden havde været hensigten at spille på det modsatte hold.Måske det er noget lignende, vi har set på italiensk fodbold i dette forår. Eller måske det bare er, som Jens Nielsen siger."Jeg tror egentlig bare, at mange undervurderer/overvurderer, hvor kyniske italienerne i virkeligheden er".