Ingen vil være FCN-fan
Hvis FC Nordsjælland skal udvikle klubbens brand, er det ifølge Kenneth Cortsen vigtigt, at man øger fanbasen. I denne sæson har holdet godt nok trukket flere tilskuere på stadions rundt omkring end i sidste sæson, men det er stadig kun det syvendemest sete hold i ligaen, og hos selve fanklubben ser det også ud til, at processen med at finde nye medlemmer ikke er så nem at få gang i. I hvert fald har to pokaltriumfer og en foreløbig andenplads i Superligaen ikke haft nongen umiddelbart effekt på antallet af medlemmer i fanklubben, som siden FCN's stiftelse i 2003 har talt omkring 300 medlemmer.
53-årige Inge Krautwald er ved siden af sit civile job bestyrelsesformand i FCN's fanklub, og selv om hun erkender, at der er langt til de larmende stemningstribuner på stadion, som man ser det i flere andre Superliga-klubber, så er hun positiv over for publikumsudviklingen i Farum."Jeg synes alligevel, at udviklingen har været positiv. Det er ikke fordi, vi er blevet så mange flere, men vi håber, det kommer. Det er en positiv gruppe af gamle og unge mennesker, og det er generelt mange forskellige typer, vi ser. Det er alt lige fra pensionister til små børn, og det er nok der, vi adskiller os lidt fra Brøndby og FCK. Vores målgruppe er nok lidt bredere, hvor de andre klubber tiltrækker mange unge typer.""En af de mest positive ting er, at man kan mærke, at dem, der sidder på langsiderne, er kommet mere med i kampene. Vi er også flere, der synger under kampene end tidligere, for der kommet lidt flere unge mennesker med lyst til at skabe stemning, så vi gamle ikke skal stå og larme alene," siger hun og påpeger, at flere andre stemningsskabende grupper er kommet til, selv om de ikke er en del af den officielle fanklub.""Holdet har skabt nogle resultater på det seneste, men tidligere har det jo været sådan, at det har været svært at få fans. Vi lå langt nede i tabellen, men efter pokalsejrene er der kommet større opmærksomhed omkring os, men selv om det altså ikke har lokket så mange medlemmer til, så prøver vi at udnytte det i fanklubben, og vi inviterer de unge mennesker med til arrangementer, og det håber vi på, kan være med til at skabe lidt mere klubfølelse omkring det hele.""Det vigtigste for os er, at kommer til at stå for positiv fankultur, og på den måde kan du måske godt kalde os en hyggeklub, men vi tager bestemt vores hold seriøst herude," siger hun. (kdp)