Farvel til en ener
Anekdoten vil vide, at Birminghams netop afgåede direktør Karren Brady hurtigt fik fjernet fokus fra sit udseende.
En af de første gange den dengang 23-årige nyansatte direktør Brady mødte Birmingham-spillerne, var der en angriber, der ville bryde isen og med typisk omklædningsrumsjargon sagde: "Øh chef, jeg kan se dine bryster i den bluse der." Men det slog ikke den unge Brady ud af stilen: "Bare rolig du, det bliver ikke noget problem for dig, når du spiller i Crewe, for du bliver solgt."Og det gjorde hun så.Så den snak forstummede hurtigt, mens Brady viste, at hun trods sin unge alder og sit banebrydende køn på de bonede fodboldgulve, havde stort talent for direktørjobbet, som hun fik efter først at have solgt radioreklamer til rigmanden David Sullivan, der tjente mange penge på blade med letpåklædte damer, og siden gjort ham opmærksom på, at Birmingham City søgte en ny køber.I løbet af fire år havde hun vendt 1992-underskuddet på to millioner pund til et overskud, og nu har hun forladt en af de få Premier League-klubber med en god økonomi og et solidt plus på bundlinien."Andre må bedømme, hvad Karren har præsteret for Birmingham City, men dengang var klubben i den tredjebedste række, stadion var faldefærdigt og den finansielle situation var kaotisk. Nu er Birmingham i Premier League, stadion er trefjerdedel renoveret og vigtigst er alt er det sket i respekt for klubbens hjerte og sjæl. Vi kommer til at savne Karren. Man beholder ikke et job i 16 år, hvis man ikke betyder noget, og det gør Karren," som det fortsat siddende bestyrelsesmedlem David Gold sagde det før hjemmekampen mod Bolton i slutningen af september.Her var det forventet, at Brady ville sige farvel, men hun nåede aldrig frem på grund af tv-opgaver i London, så i stedet var afskeden de store plakater rundt omkring i byen, hvor hun med vind i det lange hår stod sammen med David Sullivan og lovede billige billetter til deres sidste hjemmekamp i spidsen for klubben.Men det er ikke kun den økonomiske præstation, man vil huske. For Brady har aldrig været kedelig. Hun solgte for eksempel sin mand, Paul Peschisolido, to gange i løbet af den tid, han spillede for Birmingham, hun var tilbage på arbejde tre dage efter, hun fødte parrets første barn, hun rodede sig ud i store, offentlige skænderier med daværende manager Trevor Francis og hun blev anholdt to gange i forbindelse med de store korruptionsundersøgelser, før alle sigtelser blev frafaldet mod hende for et par måneder siden.Så Birmingham City har mistet deres største profil, mens antallet af kvindelige klubdirektører nu igen er nede på det forventede nul i Premier League, men den nu 40-årige Karren Brady skal nok klare sig. Udover sine tv-jobs har den seje forretningskvinde sikret sig en salgsbonus på fem millioner kroner fra klubben og ret til blandt andet fri mobiltelefon i et år."Jeg har kendt hende godt, og jeg beundrer hende meget. Hun er så hård, som man kan være, og det er et kæmpe tab for Birmingham City Football Club. Hun vil blive savnet," som den tidligere Aston Villa-ejer Doug Ellis sagde det.Og det har han ret i. Det var trods alt sjovere at skrive om lokalbrag i skyggen af Deadly Doug versus Karren Brady end amerikanske Randy Lerner mod hong kong-kineseren Carson Yeung.