Esbjergs Mareridtsæson?
Seks kampe og tre mål. Der skal ikke mere end en kvinde til at finde ud af, hvorfor Esbjerg ligger sidst i SAS-ligaen. Men hvordan kan et hold som var det næstmest scorende hold i sidste sæson lige pludselig have så svært ved at score mål?
Sportsredaktør på Jyske Vestkysten, Ole Bruun, som følger EfB tæt, så i de første kampe et Esbjerg-hold, der i sæsons tre første kampe kreerede masser af chancer dog uden at få scoret. Og netop de mange afbrændere har sat sine spor hos esbjergenserne. "Det store knæk fik de, da de spillede hjemme mod Vejle og tabte 0-1. Der skulle de have været på rette vej. De havde seks, syv, otte store chancer, som de skulle have scoret på, og det gik blandt andet ud over deres nye angriber, islændingen Gunnar Thorvaldsson, som ikke fik scoret, og det har han sådan set bokset med lige siden."Samme betragtning deler Esbjergs sportdirektør Niels Erik Søndergaard. " I fodbold er det jo sådan, hvis man kommer ind i en cirkel, hvor tingene går én lidt imod, så bliver det en ond spiral, og den er vi havnet i nu."
En uskarp islænding
Klubben forstærkede sig før denne sæson med fire nye spillere. Canadiske Adrian Cann fulgte med Martin Fribrock, Alexander Östlund og Gunnar Thorvaldsson til det vestjyske.
Thorvaldsson blev hentet i tyske Hannover, hvor han ikke formåede at slå igennem, og det er to år siden, at islændingen sidst for alvor var i topform. Dengang nettede han 16 gange for Halmstad."Östlund har stadig sin debut til gode, da han kom lidt sent ind i forløbet. Fribrock har været ude i nogle kampe, og så er der Thorvaldsson, som er den, der har fået mest spilletid. Vi har alle sammen haft store forventninger til Gunnar, men jeg synes, det er for tidligt at sige, om han slår til eller ej. Faktum er, at han ikke har scoret, men det er også holdet, som ikke får produceret det spil, og de chancer, som skal til," siger Niels Erik Søndergaard."Det er jo lidt en lotto-kupon, de har købt. De har købt ham på, at han var god engang, og han har altså ikke været god i et par år nu," siger Ole Bruun om den 26-årige islænding. Ole Bruun påpeger desuden Esbjergs skadesproblemer som en af årsagerne til deres dårlige start."Mod Horsens sad tre ud af fem midtbanespillere ude, og det kan de ikke klare. Når Zimling har stemplet ud, så er der kun Martin Vingaard tilbage af den faste besætning, som levere en nogenlunde præstation."Den udtalelse er Niki Zimling på flere måder uenig i."Folk har været gode til at tage over. Vi har en god trup, og alle kan være med på det her niveau. Så det er ikke nogen undskyldning, siger Esbjerg-anføren og uddyber efterfølgende sin egen situation"Jeg tænker ikke over at skulle til Udinese, uanset hvor mange der skriver, at jeg gør. Så længe jeg er i Esbjerg, giver jeg mig hundred procent for klubben, og det ved træneren også godt, så det er slet ikke noget problem for mig."Niki Zimling siger dog, at det havde været bedst for ham at skifte til Udinese i sommerpausen, men at klubberne ikke kunne blive enige.
En økonomisk efternøler
En beregning som Ekstra Bladet har foretaget viser, at SAS-liga klubberne har handlet for i alt 138 millioner kroner i det netop overståede transfervindue. Esbjerg har tegnet sig for fire procent af det beløb, da de i alt har handlet for seks millioner kroner. Det samme som oprykkerne fra Vejle og to millioner kroner mere end Sønderjyske.
"Økonomisk halter Esbjerg langt bagefter. De er nummer ni, ti eller elleve i SAS-ligaen. Man kan jo kun sige, at det er Sønderjyske, som de er entydigt bedre end. De har få penge i forhold til dem, som de gerne vil konkurrere med. Midtjylland, OB og AaB. Det afspejler sig også i de indkøb, de foretager," siger Ole Bruun.Sportsdirektør Søndergaard indrømmer også, at Esbjerg de seneste år har måtte se sig distanceret i forhold til netop de hold, som Ole Bruun nævner."Faktum er, at vi har været senere igennem den fase med at få bygget stadion færdigt og udvikle vores forretningsområder, så vi kan genere andre indtægter. Vi er i gang med det nu, og det vil vi først se effekten af i den sæson, som hedder 09/10. Men jeg tror ikke på, vi er kommet så langt bagud, at vi ikke kan indhente det." En fin opstart og god moral i EfB er hurtigt blevet afløst af dårlige resultater og forkrampet spil. I følge Ole Bruun er det netop klubbens høje forventninger før sæsonen, der har haft en forstærkende negativ indvirkning på holdet, da det begyndte at gå skidt. Derfor er scenariet om Esbjerg med et stadion til 18.000 - som står færdigt til foråret - og en plads i 1. division ikke utænkelig."Hvis man lægger sidst, er det altid muligt at rykke ned. Den her sæson er den værst tænkelig at komme i problemer i, for det kan være svært at få øje på, hvem der skal rykke ned."Selvom nedrykningsmareridtet trods alt er langt væk, vil Niels Erik Søndergaard ikke ignorere det, hvis Esbjergs position til vinter, er den samme som i dag. "Det er selvfølgelig uansvarligt, hvis vi ikke tænkte over det. Men det er os som ledelse, der skal undgå at gå i panik og bevare overblikket. Troen på vores valg skal vi fastholde"