Danskernes sæson
Daniel Agger, Liverpool: 27 ligakampe, 1 målDen skadesplagede dansker tangerede sit sæsonhøjeste antal kampe for Liverpool, selv om han to gange undervejs brækkede to ribben. Vandt også sit første trofæ med klubben, og generelt skuffende Liverpool var bedre med Agger på banen. Så selv om forsvarskollega Martin Skrtel blev kåret til Årets Spiller i klubben, så ligner Agger også et sikkert valg til startopstillingen næste sæson.Karakter: 4 bolde
Nicklas Bendtner, Sunderland: 29 ligakampe, 8 målSelv om Nicklas Bendtner kom på lån fra Arsenal, og dermed også fik den ønskede plads som førsteangriber på et solidt Premier League-mandskab, blev opholdet i Sunderland ikke en ubetinget succes. Otte mål er godkendt om end et stykke fra angriberens egne høje ambitioner, og selv om han også løb ind i en problematisk øjenskade undervejs, ændrer det ikke ved billedet af, at den danske landsholdsangriber ikke slog helt til i en sæson, hvor han fik masser af minutter men trak de største overskrifter uden for banen.
Den sidste kom efter sidste spilledag, da det viste sig, at han blev droppet til sæsonens sidste kamp hjemme på Stadium of Light mod mesterskabsjagtende Manchester United, fordi han ifølge Daily Telegraph kom for sent til spillerbussen fra hotellet. Så Sunderland bliver ikke næste arbejdsgiver for Bendtner, der har kontrakt med Arsenal et par sæsoner mere, men er på jagt efter en ny klub. Men det bliver nok mere præstationerne med Danmark end med Sunderland, der kommer til at sikre ham det.Karakter: 2 bolde
Peter Løvenkrands, Newcastle: 9 ligakampe, 0 målEfter 25 kampe i sin første fulde Premier League-sæson blev det ikke til meget spilletid i denne for den hurtige dansker. Han fik nogle muligheder i efteråret, men scorede kun i Liga Cuppen, og da først duoen Demba Ba/Papiss Cisse var etableret efter nytår var det helt slut for Løvenkrands, der endda også var så uheldig at blive alvorligt lårskadet allerede i marts.
Så den sæson, der aldrig rigtig kom i gang, sluttede også tidligt for den 32-årige Løvenkrands, der nu står med et kontraktudløb fra en af sæsonens store succesmandskaber under ledelse af Årets Manager Alan Pardew.Karakter: 2 bolde
Anders Lindegaard, Manchester United: 8 ligakampe, 6 kampe uden mål imodPå forhånd tegnede sæsonen svær for den danske målmand, der havde tilbragt det meste af sit første halve år på Old Trafford som skadet bag Edwin van der Sar, og dermed ikke havde fået det store forspring til sommerens dyrt indkøbte spanier David De Gea i kampen om at blive ny førstekeeper i United. Men den lange og tynde De Gea havde det svært med det fysiske spil og de mange luftdueller i feltet, og da han endda også lavede flere målgivende fejl i starten af sæsonen, fik Lindegaard efterhånden chancen mere og mere efter også at have leveret en stærk pre-season i USA.
Fra den 21. december til den 22. januar spillede danskeren seks af syv mulige kampe for United med udebanesejre over blandt andet Manchester City og Arsenal til følge, så det var ikke bare tom snak, da Lindegaard efter sejren over City sagde: "Hvis både David og jeg bliver i klubben i hele vores karriere, er jeg overbevist om, at han på et tidspunkt bliver førstevalget. Så min opgave bliver at sørge for, at det ikke sker, før jeg er næsten klar til at gå på pension."Men så ramte uheldet igen. Et par dage efter at De Gea igen havde gjort et usikkert indtryk, denne gang mod Liverpool i FA Cuppen, landede Lindegaard uheldigt på sin ankel under træning med et alvorligt vrid til følge. Og selv om der i starten blev håbet på en måneds pause, kom danskeren først tilbage på banen for reserverne den 1. maj, så det blev ikke mere førsteholdsfodbold den sæson, mens De Gea fik spillet sig varm og nu ligner et sikkert førstevalg til næste sæson, selv om Lindegaard var klart foran i slutningen af januar.Karakter: 5 bolde
Thomas Sørensen, Stoke: 16 ligakampe, 3 kampe uden mål imodDen danske landsholdskeeper startede sæsonen som fortsat reserve for den bosniske landsholdsmålmand Asmir Begovic, men spillede dog som sidste år fast i cup-turneringerne, der i denne omgang var udvidet med Euro League. Så da Begovic formdykkede var Sørensen klar, og fra midten af november til midten af februar var han førstekeeper på Britannia Stadium. Undervejs i forløbet bekræftede han endda sit bånd til klubben ved at forlænge sin kontrakt, så den nu først udløber om to sæsoner. Men otte uger efter autografen blev sat, blev han igen sat af til fordel for Begovic.
"I kampene mod West Bromwich og Fulham, og til en vis grad også Sunderland, har Thomas ikke set så skarp ud, som han har gjort tidligere. Asmir startede sæsonen, men vi tog ham ud, fordi han lavede et par fejl. Thomas vil være den første til at sige, at han burde have gjort det bedre med visse ting i de kampe, så nu er Asmir tilbage. Hvis han spiller godt, beholder han pladsen, hvis ikke, så sætter vi Thomas ind, for vi har stor tillid til dem begge," sagde Stoke-manager Tony Pulis til Sky Sports om skiftet, der holdt resten af sæsonen.Sørensen fik dog spilletid i sæsonens sidste to kampe, blandt andet for at komme i kampform til EM-slutrunden, men der er også dømt hård konkurrence i næste sæson for den danske målmand, der fylder 36 om en måned. (pyndten)Karakter: 2 boldeSpillerne er bedømt ud fra Tipsbladets karakterskala, der dækker følgende:6 bolde: Verdensklasse5 bolde: Højt internationalt niveau4 bolde: Fortrinlig indsats3 bolde: Godkendt præstation2 bolde: Skuffende, under middel1 bold: Dårlig præstation0 bolde: Uacceptabelt