cannavaro-udstyr
Andre Ballon d'Or-vindere, der er gået i stå.
Andrej Sjevtjenko
I 2004 vandt Milan-angriberen Andrej Sjevtjenko den ærefulde Ballon d'Or. Ukraineren var helt suveræn for Milano-klubben, og samme år blev han topscorer i Serie A, som Milan samtidig vandt.
To år efter skiftede Sjevtjenko dog til Chelsea, og det viste sig at være en mildest talt tvivlsom beslutning. Han er aldrig faldet til i London, og på to sæsoner blev det til 47 kampe med 9 mål til følge.Chelsea valgte så i sidste sæson at udleje Sjevtjenko tilbage til Milan, og det blev endnu en skuffelse for den i dag 32-årige spiller: 17 kampe uden en eneste scoring, og Sjevtjenko er nu tilbage i Chelsea.Morten Bruun sammenligner ukrainerens karriere med en anden legendarisk spillers."Det er som om, de har mødt noget modgang på et tidspunkt i deres karriere og er gået ned på det. Det er jo faktisk som om, de er løbet ind i en mur. Både Sjevtjenko og Ronaldinho, som har meget parallelle karriereforløb. Jeg tror aldrig, deres karrierer kommer i gang igen. Der er altså spillere, der brænder ud, og som aldrig når samme niveau igen," lyder Morten Bruuns vurdering.
Ronaldinho
Og netop Ronaldinho er et andet eksempel på en falden stjerne.
Hele verdens øjne var rettet mod Spanien, da det i 2003 lykkedes Barcelona at købe Ronaldinho fra Paris Saint-Germain. Efter to år i klubben lykkedes det i 2005 Ronaldinho fortjent at vinde Ballon d'Or. Med sine ekvilibristiske driblinger - ikke mindst La Elastica - og store smil henrykkede han tilskuere i hele verden.Men Ronaldinho gik i stå, og var i den sidste tid i Barcelona en skygge af sig selv. Derefter skiftede han til Milan, og efter sin første sæson i Italien er det ikke blevet meget bedre. Morten Bruun drager paralleller:"Jeg vil sige det sådan, at jeg ikke tror, at hverken Cannavaro, Sjevtjenko eller Ronaldinho kommer til at vinde flere Champions League-titler. For jeg tror aldrig, de igen vil komme til at spille en markant rolle på et hold, der er så stærkt, at det kan vinde Champions League," siger fodboldeksperten.
Michael Owen
En anden vinder af Ballon d'Or, der heller ikke har kunnet leve op til forventningerne, er Michael Owen. Historien er dog en lidt anden med den engelske angriber.
Allerede som 21-årig vandt Owen guldbolden i 2001 efter en flot sæson med Liverpool, der vandt både UEFA Cup'en, FA Cup'en og Liga Cup'en.Da Michael Owen så skiftede til Real Madrid i 2004, var der for alvor lagt op til, at han nu skulle være en ægte Galactico. Men det skete aldrig."Owen har lov til at henvise til rigtig, rigtig mange skader, og så må jeg altså også lige sige, at det nok er den dårligste spiller, der nogensinde har vundet guldbolden. Han var ikke nogen dårlig spiller, Michael Owen, men prisen blev det år nok uddelt i mangel på bedre," lyder den hårde dom fra Morten Bruun.Efter Real Madrid skiftede Michael Owen til Newcastle, og i år er nedturen så blevet total. Den nordengelske klub rykkede sensationelt ud af Premier League, og Michael Owen ser sig nu om efter en ny klub."Fra det sekund, han forlod Liverpool, er det gået ned ad bakke. Men når en spiller som Michael Owen ender i Newcastle, så er det også et udtryk for, at Liverpool, Chelsea, Manchester United og Arsenal har lugtet lunten. De har set, hvilket niveau, han har. Nu er det Hull og Stoke, der kæmper om ham."Men Owen har nok slet ikke været så skuffende. Han har været offer for et enormt forventningspres, der nok har været for højt i forhold til hans talent."Det, tror jeg, er meget præcist formuleret," medgiver Morten Bruun.