Bundrekordernes Derby
Hvis ikke Derby vinder to af de sidste tre kampe og undervejs scorer fire mål vil oprykkerne ikke bare slutte sidst i Premier League. De vil slutte sidst med et historisk brag.
De hidtidige bundskrabere er leveret af Sunderland, og det endda i to sæsoner. I 2005/06 blev Sunderland sidst med blot 15 point, mens de tre sejre i løbet af de 38 kampe også var det hidtil ringeste i Premier League-historien (fra 1992). I 2002/03 røg Thomas Sørensen & Co også ud med en rekord, denne gang med færrest scorede mål i form af sølle 21 kasser.Men alt det kan Derby altså slå under en enestående nedtur, hvor managerskiftet fra Billy Davies til Paul Jewell i november ikke gjorde sagen bedre. Tværtimod har den rutinerede Jewell stadig den første sejr til gode i nu 24 kampe, heraf 21 i ligaen.Men han har accepteret sin skæbne og er i stedet begyndt at forberede næste sæson. Reserveholdet er blevet nedlagt, assistenten Stan Ternent er på vej til Huddersfield og spillerstaben bliver trimmet til den næstbedste række. Der skal mange ud og lidt færre ind, blandt andet den 21-årige australske midtbanemand Ruben Zadkovich, der allerede er kommet på en fri transfer fra Sydney FC, og meget gerne Everton-kæmpen Lee Carsley, der startede sin karriere som utrættelig midtbanemand i Derby og måske kan overtales til et comeback i kraft af sommerens kontraktudløb på Goodison."Jeg vil ikke gemme mig bag noget, for resultaterne har været elendige siden jeg begyndte. Men jeg har tilbragt tre-fire sæsoner i den næstbedste række, jeg er rykket op et par gange og jeg har en stor tro på, at jeg kan gøre det igen. Det er spændende tider. Jeg kan ikke garantere noget, men jeg tror på det. Det handler om næste sæson, og jeg slutter gerne denne med 11 point, hvis det betyder, at vi kan få tre i den første kamp efter sommerpausen," sagde Paul Jewell.