Video : Tipsbladet
EM

Ronaldo var tæt på at blive skurk: Var i tårer!

Portugal og Frankrig mødes fredag i EM-kvartfinalen. Cristiano Ronaldo går ind til kampen uden mål.

Angriber og anfører Cristiano Ronaldo viste Portugals fodboldherrer vejen til sejr i EM-ottendedelsfinalen mod Slovenien mandag aften.

Det mener Portugals landstræner, Roberto Martinez.

Ronaldo er endnu uden mål ved EM i Tyskland efter fire kampe. Angriberen var endda i tårer undervejs i den forlængede spilletid mod Slovenien efter at have brændt et straffespark, som potentielt kunne have gjort ham til matchvinder.

Han fik dog scoret i straffesparkskonkurrencen, som Portugal vandt.

- Ronaldo behøver ikke at bekymre sig så meget, og det er derfor, at jeg takker ham for at være, som han er. For at holde af hele gruppen, siger Martinez ifølge nyhedsbureauet Reuters om situationen, hvor Ronaldo måtte trøstes af holdkammeraterne efter sit brændte straffespark.

Ronaldo fik taget revanche, da han som første skytte i straffesparkskonkurrencen scorede sikkert fra 11-meter-pletten.

- Jeg var overbevist om, at han skulle tage det første straffespark og vise os vejen til sejr. Jeg tror, at vi alle følte os meget stolte over vores anfører. Hele omklædningsrummet er begejstret for, hvad han gør. Jeg tror, at han gav os en lektion, nemlig at leve hver dag som var det den sidste, siger Martinez.

Martinez fremhæver, at Ronaldos høje standarder til sig selv inspirerer hele Portugals hold.

- Livet og fodbolden giver dig svære momenter, og måden, som han reagerede på, er et godt eksempel på noget, som vi er stolte af i portugisisk fodbold, siger landstræneren.

Portugal møder Frankrig i kvartfinalen. Det sker på fredag i Hamburg. Mandag vandt franskmændene 1-0 over Belgien i en anden ottendedelsfinale.

/ritzau/