Michael Lumbs helvede: Har kæmpet mig gennem dagene
Illustration
Superliga

Michael Lumbs helvede: Har kæmpet mig gennem dagene

Michael Lumb har haft dage, hvor han overvejede, om det var det hele værd. Forsvarsspilleren taler ud om et 2014 med enorme smerter.

Michael Lumb er klar i mælet, da han bliver spurgt til sin oplevelse af året, der er gået.

Han blev opereret i sommer for en knæskade, og siden har han genoptrænet gennem hele efteråret. Så der har ikke været meget at smile ad, og selvom han spillede mange kampe i foråret for FC Vestsjælland, var det med så store smerter, at det heller ikke er en periode med gode minder.

Så selvom Michael Lumb nu er ved at være klar igen, er det ikke med glæde, han ser tilbage på år 2014.

- Det har været et helvede. Det er endda mildt sagt, for det har nok været værre end det. Det har været rigtig hårdt. Da sæsonen var slut i sommer, blev jeg opereret, men jeg troede ikke, at det ville være så slemt. Nu kan jeg heldigvis se lyset for enden af tunellen, så jeg ser positivt fremad, siger Michael Lumb til tipsbladet.dk.

Michael Lumb har gennem lang tid kæmpet med en knæskade, så derfor blev han opereret for et år siden med henblik på, at han kunne deltage i forårets overlevelseskamp for FC Vestsjælland. Det skulle han ikke have gjort.

- Set i bakspejlet gik jeg for hurtigt i gang. Vi stod i en situation med klubben, hvor vi skulle redde os, så jeg ofrede mig for klubben. Jeg spillede med de voldsomste smerter nogensinde, fortæller Lumb om en forårssæson, hvor han spillede med i 11 af FC Vestsjællands 15 kampe – heraf ti fra start.

- Når jeg spillede kampe i foråret, var mit knæ hævet utrolig meget, så jeg skulle have væske ud af det. Det var mange liter, og knæet var ved at eksplodere indvendigt. Når kanylen blev sat ind i knæet, stod der en stråle ud med væske. Der var dage, hvor det hævede så meget, at jeg ikke kunne strække mit ben, så der var meget væske, der skulle trækkes ud. Alligevel spillede jeg med smerterne, fordi jeg fik piller og nye sprøjter, fortæller Michael Lumb.

Det fik store konsekvenser for Michael Lumbs hverdag, at han valgte at spille forårets kampe.

- Der har været tidspunkter, hvor jeg ikke har fået dagen til at hænge sammen på grund af smerter. Jeg har skulle kæmpe mig gennem dagene for at få tingene til at fungere. Jeg har overvejet, om det var det værd, men det har det heldigvis vist sig at være. Jeg har både fået positive og negative meldinger, og der har været mange bolde i luften. Jeg har bare håbet, at de ville falde ned de rigtige steder, fortæller den 26-årige forsvarsspiller.

- Det har været sindssygt hårdt. Der har været dage, hvor jeg har tænkt, om det var det hele værd at skulle kæmpe sig tilbage. Jeg har trænet fire-fem timer om dagen, og det har været meget hårdt, men det har gjort mig godt, tilføjer han.

Efter sommerens operation har Michael Lumb imidlertid fået ro på. Han har genoptrænet hos specialisten Thomas Jørgensen fra Pro Treatment i Dragør, og selvom Lumb har efterstræbt et tidlgit comeback, har han ikke fået lov.

- Det har været hårdt, fordi jeg hele tiden har skulle tage små skridt fremad. Jeg ville gerne hurtigt igennem, men denne gang er jeg blevet banket i hovedet med, at der er en gameplan, der skal følges, hvis ikke det skal gå galt igen. Jeg er meget taknemmelig for Thomas Jørgensen og ProTreatments deres hjælp. De har holdt mig i kort snor, så jeg ikke har forsøgt at spille et par kampe eller tre her i efteråret, fortæller Michael Lumb.

Han ser nu frem mod forårssæsonen, hvor han forventer at kunne spille kampe for FC Vestsjælland igen. Han har trodset smerterne og fristelsen af at sige stop, fordi han hele tiden har haft for øje, at han ville tilbage på banen.

- Det er min vilje til at ville. Jeg sætter mig nogle mål, og så bliver jeg sindssygt skuffet, hvis det ikke bliver opfyldt. Sidste år ville jeg spille første kamp i foråret mod SønderjyskE, og det var en sejr, at det lykkedes. Men der var også en konsekvens, som er rigtig ærgerlig. Men det er nemt at være bagklog. Denne gang har jeg taget det stille og roligt. Jeg er blevet holdt i helt kort snor, og det er ikke gået så hurtigt. Jeg er glad for, at jeg har taget ro til at tage tiden til det denne gang. Nu er jeg ved at være ovre det, så jeg regner med at få opstarten i januar med, og at jeg kan være klar, når sæsonen begynder i februar, siger Michael Lumb med udsigt til en ny start efter en hård tid med modgang.